Nokia 5610 Xpress Music (produkttest)

Den nye musikmobil fra Nokia kommer med et fremragende koncept.

Nokia 5610 Xpress Music (produkttest)

Nokias musikserie Xpress Music er i fuld gang, med at udvikle sig, og et af de nye skud på stammen, er 5610 Xpress Music. Siden 5700 Xpress Music er Symbian Series60 blevet skiftet ud med det mere simple Series40, hukommelsen er steget til max. 4GB, batteriet er blevet bedre, ligeledes kameraet og designet er ændret.

Men hvor gode er ændringerne? En ting er de almindelige funktioner, men navigering mellem musik og telefon er også ændret en del. Og der er gode nyheder. Det mest essentielle i Music Xpress-serien er blevet bedre.

Musikafspilleren -og navigationen er i top

Det smarte design i 5700 med det roterende tastatur vækker stadig gode minder. Et gennemtænkt design, som ikke krævede de store finesser, at kunne håndtere. Det er selvfølgelig ændret, nu når 5610 er blevet en slider-telefon.

I stedet sidder der en skubbe-knap lige over joysticket og navigationsknapperne. Det betyder at den er til rådighed, selvom tastaturet ikke er skubbet ud. Denne knap kan så trækkes til enten højre eller venstre, hvor ved man navigerer ind i enten radio eller musikafspiller.

Glimrende og simpelt koncept, som viderefører idéen om et gennemtænkt design uden de store komplikationer. Godt arbejde af Nokia, som igen har lagt fokussen på brugervenlighed.

Musikafspilleren er nogenlunde uændret, og hastigheden på håndteringen af afspilleren ser endda ud til, at være blevet en smule hurtigere. Ingen ventetid er lig med en glad bruger.

Design og brugervenlighed som altid glimrende

Telefonens generelle design er udført i et ungdommeligt look, hvor elegance og stil er skubbet væk til fordel for det "seje". Et typisk Xpress Music-design, som er præget af en neutral (sort eller grå) hovedfarve, og et par striber af blå, rød eller en anden lignende farve.

Det er selvfølgelig en smagssag, hvor vidt man er til et sådan design, men medmindre man lever et agtigt sportsliv, så passer 5610 umiddelbart mest til de unge mobilbrugere under 20 år. Er man mere til jakkesæt eller skjorter, så passer 5610 overhovedet ikke ind.

Det ændrer dog ikke på, at designet er fuldendt, holdbart og brugervenligt. Slider-mekanismen er solid, og virker til, at kunne klare det meste. Det samme gælder den generelle følelse af telefon, som på trods af alt plastikken, virker holdbar.

Brugervenligheden er ligeledes i top i resten af telefonen. Navigation rundt i menuerne er nemt og hurtigt, tasterne passer godt til fingrerne, Series40 er som altid det mest fremragende menusystem på markedet og telefonens menusystem er hurtigt uden nogen form for ventetider.

Passende uden at være perfekt

Nokia 5610 Xpress Music har fået et 3,2 megapixels digitalkamera, som tager billeder i fin kvalitet. Ikke noget imponerende, men passer til, hvad telefonen skal kunne tilbyde. Farveskærmen er den efterhånden typiske med 16 millioner farver og 240×320 pixels. Ingen problemer der.

Maxhukommelsen er ændret til 4GB, men nu når 5610 er en decideret musiktelefon, kunne man godt foretrække en fast hukommelse i stedet for, at skulle investere i et hukommelseskort.

Bluetooth, 3G, internet og videoafspiller virker alt sammen, som det skal. Igen uden at være prængende.

Batteritiden er blevet forbedret en del, og det kan man godt mærke. Til trods for et dagligt musikforbrug, holder telefonen strømmen imponerende godt. Ifølge Nokia er standbytiden også kommet helt op på op til 320 timer.

Konklusion

5610 Xpress Music er en glimrende musiktelefon til den unge bruger, som bare gerne vil have en simpel musikafspiller i sin telefon, der virker, som den skal.

Samtidig får man en del andre brugbare funktioner, så ventetiden i bussen, toget eller for den sags skyld skolen, ikke bliver så uudholdelig.

Nokia 5610 Xpress Music får fem ud af seks stjerner. Den sidste stjerne mangler på grund af den ringe interne hukommelse, som kræver at man skal have et hukommelseskort. Samtidig er prisen over 1.000 kroner dyrere end 5700 Xpress Music, og det er for meget i forhold til, hvad der er kommet af ændringer.

Men ellers godt arbejde af Nokia.

Sidste nye om temaet

Ja vi fulgte selvfølgelig op på artiklen. mobilsiden kørte videre med bolden. 6/12/2007 vinklede vi sagen videre med nyheden Nokia N95 8GB (produkttest)Klik her for at åbne artiklen.. Og der er sket meget siden. Klik her for at læse seneste nyt om temaet..