Lider du af dårlig ånde? Får du ikke nok motion?
Japanske NTT Docomos har i samarbejde med Mitsubishi netop opfundet en mobiltelefon, som har lidt udover de sædvanlige funktioner. Den kan bl.a finde ud af, om man er stresset, måle ens fedtprocent, være en slags personlig træner, tage ens puls og sidst men ikke mindst slå fast, om man har en dårlig ånde.
Den personlige træner, i form af mobilen, fører træningsdagbog, idet den via en bevægelsescensor kan fastslå, hvor meget man er i bevægelse i løbet af en dag. Derudover kan den også beregne kalorieforbrændingen, som vi bl.a. kender det fra Sony Ericsson W580i og Nokia 5500 Sport.
Pulsmåleren, som vi her på Mobilsiden.dk længe har efterspurgt i sportsmobiler, er at finde ovenpå mobilen. Det eneste, man skal gøre, er at placere ens finger derpå, hvorefter den måler ens puls.Hvad angår "åndemåleren", kan man puste ind i et område, som kan fastslå, hvorvidt ens ånde er som en hunds, eller som mint. Den kan være vældig nyttig, hvis man skal ud at møde nye mennesker, og ikke lige har lyst til at lugte fælt ud af munden.
Mht. stress vurderer mobilen vha, nogle stillede spørgsmål, hvorvidt man er stresset eller ej. Vældigt nyttigt er det i den sammenhæng, at den kommer med forslag til, hvorledes man kan prøve at fjerne stressen.