92.000 valgte 3 som teleselskab i 2019
Teleselskabet 3 og deres online-brand OiSTER fik i løbet af 2019 arbejdet den samlede kundebase op på 1.423.000, en stigning på 7 procent sammenlignet med året forinden. I alt voksede 3 med 92.000 nye kunder i 2019.
”Det er en fornøjelse at kunne se tilbage på et 2019, hvor 3 i Danmark nåede i mål som forventet, og vi nærmer os de 1,5 millioner danske kunder. Det giver os et stærkt afsæt for 2020, som vi også har indledt med en perlerække af gode aktiviteter. Nemlig lanceringen af et stærkt marketingunivers til privatmarkedet, en udvidelse af 3LikeHome og et datadelingskoncept til mindre virksomheder, som vi har høje forventninger til. Vi er den eneste operatør i branchen, som kontinuerligt lykkes med at tiltrække nye kunder, og det skal vi blive ved med,”
siger Morten Christiansen, som er CEO for 3 Skandinavien.
I fjerde kvartal af 2019 fik 3 og OISTER sammenlagt 18.000 nye kunder.
Læs også: Teleselskabet 3 har fået 27.000 nye kunder i år
Det mobile bredbånd hitter
I fjerde kvartal af 2019 omsatte 3 for 789 millioner kroner, hvoraf de 463 millioner kom fra serviceomsætningen. Driftsresultatet endte på 211 millioner kroner, hvilket er en stigning på 74 millioner sammenlignet med 4. kvartal af 2018, der dog var lavere end sædvanligt på grund af ekstraordinære omkostninger forbundet med strategiske projekter.
”Vi driver grundlæggende en sund forretning, hvor kunderne er glade for at være, fordi de oplever, at det er nemt og ukompliceret hos os. Vi er lykkedes med at øge serviceomsætningen i 2019 på baggrund af stigningen i antallet af kunder og ikke mindst vores bredbåndsprodukter til hjemmet, som både har givet os adgang til nye kunder og været en succes i den eksisterende base. Samtidig har vi det seneste kvartal set en stigning i salg af hardware, selv om danskerne generelt beholder deres smartphones længere. Det afspejler sig i den samlede omsætning,”
siger Morten Christiansen.
Læs også: Test af Mobilt bredbånd fra Teleselskabet 3 med udendørsantenne
Fakta om teleselskabet 3 – fjerde kvartal 2019
- Nye kunder: 18.000
- Samlet kundebase: 1.423.000
- Omsætning: 789 mio. kr.
- Serviceomsætning: 463 mio. kr.
- Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA ekskl. IFRS 16): 211 mio. kr.