Glasset i Samsung Galaxy Z Flip ridses så let som plastik

Det nye ultra tynde glas i Samsung Galaxy z Flip har været en tur gennem JerryRigEverythings ridse-test. Resultatet er ikke imponerende.

Mobiltelefoner

Efter Samsungs første foldbare mobiltelefon, Galaxy Fold, og dens mange uheldigheder med skærmen, så var der store forventninger til producentens nye Galaxy Z Flip.

Galaxy Fold var nemlig udstyret med en plastik-skærm, hvilket giver mening når skærmen skal kunne foldes. Men i præsentationen af de nye Galaxy Z Flip fremhævede Samsung, at den havde en helt ny skærm i ultra tyndt glas, der kan foldes over 200.000 gange. Det lyder vanvittigt med foldbare glas, og udover at føles bedre, så skulle glasskærmen beskytte bedre mod ridser.

Læs ogsåSamsung Galaxy Fold yderligere forsinket

I JerryRigEverythings traditionelle ridse-test ser det dog ikke lovende ud.

Galaxy Z Flip ridses så let som plastik

I glasset på Z Flip-mobilen ses ridserne nemlig meget hurtigere end andre mobiler med glasskærme. Faktisk så ridses det ultra tynde glas lige så let som plastikskærmen i Galaxy Fold.

“Denne skærm er på ingen måde ridsebestandig,”

Siger Zack i videoen, der allerede har over 3 millioner visninger.

Så investerer man i en Samsung Galaxy Z Flip til over 11.000 kroner, så skal man altså passe ekstremt godt på skærmen. Ifølge Samsung er det kun skærmens beskyttende overflade, der ridses:

“Samsungs UTG-glasteknologi er forskellig fra andre Galaxy-mobiler. Når displayet bøjes, skal det håndteres med omhu. Galaxy Z Flip har også et beskyttende lag, over ​​UTG-glasset, svarende til det på Galaxy Fold.”

Samsung tilbyder til Galaxy Z Flip én gratis skærmbeskyttelse, og montering af denne. Zack siger, at den nye glastype i Z Flip kan være en kombination af plastik og glas, altså plastik med mikroskopiske glasstykker i, således at Samsung kan markedsføre det som “glas”.

Læs ogsåHer er Samsung Galaxy Z Flip klaptelefonen

Samsung Galaxy Z Flip lander i butikkerne 28. februar

Samsungs Galaxy Z Flip lander i landets butikker i næste uge til en vejledende pris på 11.699 kroner, hvor den kommer med 1 års gratis Samsung Care+, der blandt andet dækker en smadret skærm.

Har du forudbestilt en Z Flip?