Nu kan du sende live-video fra mobilen til alarmcentralen i 8 kommuner

Et nyt værktøj hos Hovedstadens Beredskab gør det muligt for anmeldere at sende liveoptagelser af et brandsted direkte til alarmcentralen og brandmændene, mens de rykker ud.

Nu kan du sende live-video fra mobilen til alarmcentralen i 8 kommuner

I en kaotisk situation, for eksempel ved en brand, kan det være svært at danne sig overblikket og give alarmcentralen et præcist billede af situationen.

Det skal et nyt værktøj hjælpe med. Borgere, der ringer til alarmcentralen hos Hovedstadens Beredskab, kan nemlig – efter aftale med operatøren – livestreame med deres smartphones direkte fra brandstedet, længe inden de første udrykningskøretøjer når at ankomme til stedet. Det skriver beredskabsinfo.dk.

Funktionen fungerer ved, at borgeren ringer 1-1-2 som normalt og får fat på en operatør. Operatøren hos alarmcentralen kan vælge at spørge borgeren, om de må sende en SMS med et link til vedkommende, som anmelderen skal åbne. Indvilliger borgeren i dette, åbnes en hjemmeside, som spørger om tilladelse til at få adgang til vedkommendes kamera.

Bliver tilladelsen givet, vil der automatisk blive sendt liveoptagelse fra telefonen til alarmcentralen. Alarmcentralen kan også dele denne liveoptagelse med indsatslederen, mens udrykningskøretøjerne er på vej ud til skadestedet.

Værktøjet giver altså alarmcentralen mulighed for at følge situationen meget tidligt og danne sig et overblik over skadestedet, inden de ankommer.

Se i videoen nedenfor, hvordan det nye værktøj fungerer i praksis:

Hovedstadens Beredskab dækker cirka 1 million borgere i de otte kommuner Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Rødovre, Dragør og Frederiksberg. Det vides endnu ikke, hvornår borgere i resten af Danmark får lignende muligheder for at livestreame direkte til alarmcentralen.

Læs også: Ny teknologi skal erstatte 112-app

Får automatisk din position

Det er ikke første gang i nyere tid, at alarmcentralen har fået bedre værktøjer til at komme hurtigere ud til skadestedet.

Ved årsskiftet blev det muligt for alarmcentralen at modtage anmelderens placering via teknologien AML (Advanced Mobile Location), som er indbygget i både Android-smartphones og iPhones.

Dermed sender telefonerne helt automatisk ens placering til alarmcentralen, hvilket overfløddigør den tidligere 112-app, som havde netop den funktion, inden det blev en standardfunktion i både iOS og Android.

Videre om emnet

Vi blev slet ikke færdige med emnet. Lasse Olsen fulgte op på sagen. 31/7/2020 blev sagen bragt videre med artiklen om Afstemning: Hvordan døde din forrige telefon?Klik her og læs artiklen.. Tjek de seneste nyheder om temaet her.