Gran Turismo 7-trailer viser 30 minutters nyt PS5-gameplay
Seneste State of Play-præsentation fra Sony gav et nærmere indblik det kommende Gran Turismo 7, der forventes at blive et af de helt store spil i 2022. Her gav en 30-minutters trailer, fanget på PS5, bedre indblik i de biler, baner og spiltilstande, som Gran Turismo 7 vil indeholde.
For mange kan en titel som Gran Turismo virke som en stor mundfuld, men udvikleren bag, Polyphony Digital, gjorde det klart, at spillet både er for nybegyndere og tilbagevendende fans. Her vil man finde en en stor mængde tilpasningsmuligheder for hver bil og tilbagevendende funktioner, der skal gøre spillet underholdende for spillere med ingen, lille eller stor erfaring.
Læs også: Disse store spil kommer til PlayStation 5 i 2022
Vigtigt nyt om Gran Turismo 7
Spillet ser ud til at byde en utroligt meget indhold – og endnu mere i fremtiden med udvidelser. For at starte med nogle af de vigtigste højdepunkter fra State of Play vil spillet tilbyde over 400 biler på lanceringsdagen, sammen med 34 racerbaner og 90 forskellige banelayouts. Der vil være mulighed for multiplayer med to spillere på en opdelt skærm (sammen med onlinespil). Som de fleste PS5-spil indeholder Gran Turismo 7 en performance-tilstand med 60 billeder i sekundet eller en ray tracing-tilstand med 30 billeder i sekundet. Sony har ikke delt tekniske detaljer om PS4-versionen af spillet endnu.
Eksklusivt til PlayStation 5
Gran Turismo 7 vil byde på eksklusive funktioner til PlayStation 5. Her er det DualSense-controlleren, der kan tilbyde noget som PS4-ejere må sukke efter. DualSense-controllerens vibration vil gøre det muligt at mærke hvilken overflade man kører på. Vibrationen vil også blive påvirket af motorens og drivlinjens vibrationer sammen med den generelle resonans fra bilens karrosseri. Controllerens adaptive udløsere vil blive brugt til at simulere hver enkelt bils unikke bremsesystem og simulere ABS-bremsesystemer.
Hvornår kommer Gran Turismo 7?
State of Play handlede denne gang udelukkende om Gran Turismo 7. Vi hører måske ikke meget mere om det, før spillet udkommer. Gran Turismo 7 lanceres til PlayStation 5 og PlayStation 4 den 4. marts 2022. Gran Turismo 7 koster til PS4 519 kroner og til PS5 594 kroner. Man kan derudover forudbestille en Digital Deluxe Edition, hvor der er spilvaluta og andre tilføjelser – prisen på denne er 739 kroner.