Porsche tilbagekalder over 40.000 Taycan-elbiler
Porsche må nu tilbagekalde mere end 40.000 af deres populære Taycan-elbiler. Tilbagekaldelser sker globalt på grund af problemer med ledninger i førersædet og passagersædet.
Læs også: Porsche præsenterer planer om en ny high-end elektrisk SUV
40.421 Taycan tilbagekaldes globalt
Porsche Taycan rammes af endnu en massiv tilbagekaldelse, denne gang er over 40.000 elektriske biler på verdensplan blevet kaldt til værkstedet.
Ifølge kfz-betrieb.vogel.de tilbagekalder Porsche præcist 40.421 Taycan-biler på verdensplan, biler produceret i perioden 10. juli 2019 til 18. maj 2021. Det er omkring halvdelen af alle de 80.000 Taycan-biler (af alle typer), der er solgt.
Problemet, der har fået den interne kode ANA5, handler om ledningsnettet i førersædet og passagersædet. Ledningsnettet kan skades, når man justerer sædet på langs. Det lyder ikke som et helt ukendt problem, for der er tidligere blevet kaldt biler tilbage i Kina. Der drejede det sig om 6.172 biler fra 2020 og 2021.
Bliver ledningerne skadet, kan spændingsmekanismerne til airbag og sikkerhedsbælte deaktiveres, hvilket er et sikkerhedsproblem og kræver tilbagekaldelse.
Se også: Seneste nyt om elbiler
Det er ikke første gang
Det er ikke første gang Porsche har været nødsaget til at kalde en relativt stor mængde biler tilbage, hvis man regner antal procent af det samlede antal solgte biler af en model. For blot et par uger siden drejede det sig om 43.000 biler, der kunne rammes af et pludseligt tab af kraft. Det kunne klares med en opdatering af softwaren, men den opdatering sker på værkstedet.
Tilbagekaldelsen, der har med ledningsnettet at gøre, er nok ikke en dyr problematik, og det er ikke noget, der har med elbil-komponenterne at gøre. De største problemer er altid dem, der har med batteriet at gøre (da batteriet er det dyreste enkelte komponent i elbiler) eller med drivlinjen at gøre.
Bilproducenterne er nødt til at gøre alt, de kan, for at undgå dyre problemer, især hvis de vil fremstå pålidelige og luksuriøse, som det er tilfældet med Porsche. Porsche meddelte for nylig, at de har planer om at lancere en billigere model, end man typisk forventer fra Porsche.
Se også: Test af elbiler