Stort land forbyder salg af iPhone uden oplader
Apple står overfor en voldsom bøde fra det brasilianske justitsministerium. Sagen handler om Apples beslutning om ikke længere at inkludere en strømadapter, når man køber en ny iPhone.
Udover bøden, der svarer til knap 18 millioner kroner, har de brasilianske myndigheder beordret Apple at stoppe salget af de iPhone-modeller, der ikke har en strømadapter med i æsken.
Se også: Billig iPhone 14
Apple mener de har retten på deres side
Apple har offentliggjort en udtalelse som svar på forbuddet og bøden. Her skriver de, at de gerne se på en løsning på problemet i samarbejde med National Consumer Secretary (SENACON), en afdeling i justitsministeriet, der har udstedt bøden: ”Vi har allerede vundet flere domstolsafgørelser i Brasilien om dette spørgsmål, og vi er sikre på, at vores kunder er klar over de forskellige muligheder for at oplade og tilslutte deres enheder.”
Bøden aktiveres ikke med det samme, men hvis ministeriet kan bekræfte, at Apple ikke efterlever forbuddet, vil pengene blive opkrævet.
Se også: Test af iPhone 14
iPhone er ukomplet uden oplader
Ministeriet angiver som årsag til bøden og forbuddet, at Apple sælger et ukomplet produkt, når de ikke sender en oplader med. De mener også, at Apple ikke har kunnet bevise, at det har miljømæssige fordele at udelade opladeren, hvilket ellers er den begrundelse, selskabet har givet.
Selve bøden vil være en dråbe i havet for Apple, men selvom Brasilien ikke er et stort marked for Apple i dag, så er landet stadigvæk verdens 7. største målt på befolkningstal med potentielt mange kunder ud af de 2015 millioner indbyggere, landet har.
Apple stoppede med at sende opladere med til iPhone tilbage i 2020, hvor iPhone 12 blev lanceret. Det gjaldt ikke kun fra iPhone 12 og frem, men også ældre modeller. Har man allerede en iPhone med oplader, betyder det ikke så meget, at opladeren ikke følger med, men er man førstegangskøber kan det være irriterende selv at skulle købe en oplader.