Tesla tilbagekalder over 40.000 biler på grund af fejl i servostyringen
Tesla må igennem endnu en stor tilbagekaldelse af biler i år, men ikke helt så stor som den seneste. BBC News fortæller, at bilproducenten har tilbagekaldt 40.168 Model S og Model X på grund af en fejl i softwaren, der kan reducere eller helt slå servostyringen ud. Det skyldes, at bilen fejlagtigt tolker huller i vejen som hjælp med styringen.
National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) er bekymrede for, at en pludselig mangel på hjælp med styringen kan føre til, at bilisterne kører galt.
Fejl fixet med opdatering
Fejlen har ramt modeller fra 2017 og frem til 2021 for begge modeller og blev først opdaget i forbindelse med opdatering af firmwaren til version 2022.36. Som det er tilfældet med visse af Teslas tilbagekaldelser, handler løsningen om en softwareændring, der allerede er rullet ud.
Over 97 procent af de ramte biler har ifølge Tesla allerede den nye opdatering.
Se også: Test af de bedste elbiler
Tesla ramt af mange problemet og tilbagekaldelser
Det er syttende gang i 2022, Tesla har måtte tilbagekalde biler. Der er denne gang ikke tale om en lige så stor mængde biler som i september, hvor der var problemer med ruderne og det ramte næsten 1,1 million biler i USA.
Til sammen har de forskellige problemer hos Tesla ramt omkring 3,4 millioner køretøjer på tværs af alle Teslas modeller. Der har været problemer med sikkerhedsbælterne, overophedede infotainmentsystemer og en fejl i Full Self Driving, hvor bilerne ignorerede stopskilte.
Tesla var også nødt til at udskifte sin Boombox-feature på grund af bekymring for, at afspilningen af musik uden for bilen skulle kunne overdøve lave lyde i omgivelserne, som man gerne vil eller er nødt til at kunne høre.
Se også: Videoer med guides til de bedste elbiler
Tilliden til Tesla påvirket af Twitter-opkøb
Problemet med servostyringen kommer desuden i en vanskelig tid for Tesla. Selskabets aktier er faldet voldsomt i værdi i løbet af de seneste uger, da man er bange for, at Elon Musks opkøb af Twitter kan have taget al entreprenørens opmærksomhed.
Teslas aktier ligger på nuværende tidspunkt omkring 190 dollars, lavere end i maj 2021. Med et tumultagtigt tredje kvartal er det tydeligt, at mærket har tabt tillidspoint, selvom salget stadig går godt.