Apples VR-briller får 4K-opløsning og 5.000 nits lysstyrke
Der er nu kun få dage til årets WWDC, Worldwide Developer Conference, den store udviklerkonference organiseret af Apple.
Udover al den software, der sædvanligvis præsenteres ved eventet, forventes det også, at Apple afslører de mixed reality briller, der kombinerer VR og AR, vi har hørt om vældig længe.
Spekulationerne har været mange om, hvad vi kan forvente os af brillerne, når det kommer til funktioner, og skærmanalytikeren Ross Young har ny information, der virkelig sætter barren højt.
Se også: De bedste VR headset
Kan blive VR-brillerne med bedste skærm
Young har skrevet på Twitter om Reality Pro, som headsettet forventes at hedde, og dets skærme. Her hedder det sig, at det får to 1,41” Micro-LED skærme, som brugeren kigger gennem. Det var relativt forventet, men det nye i informationen fra Young handler om kvaliteten i disse skærme.
Ifølge analytikeren kommer hver skærm til at have 4K-opløsning, altså 4.000 pixel per tommer og en maksimal lysstyrke på 5.000 nits.
Det er nærmest science fiction-specifikationer, især hvis man sammenligner dem med nogle af Apples andre topprodukter.
Apples display med den højeste opløsning er Pro Display XDR, der har 6K-opløsning. Headsettet kommer altså op i 8K, hvis der virkelig er 4K-opløsning for hvert øje.
iPhone 14 Pro har den højeste PPI og antal nits med 416 pixel per tommer og en maksimal lysstyrke på 2.000 nits udendørs. Med andre ord kan headsettet altså virkelig knuse alle tidligere top-specifikationer fra Apple – og det overgår også konkurrenterne.
Se også: Tilbud på internet
Ventet pris på over 20.000 kroner
Hvis rygterne stemmer, så er der tale om et premium-headset, men er der mange, der kommer til at købe det? Formentlig ikke. Rygtet siger, at det får en pris på over 20.000 kroner. Målgruppen er med andre ord virksomheder, udviklere og superfans af AR og VR.
Men kender man Apple, ved man også, at de højst sandsynligt kommer med en mere forbrugervenlig variant på et senere tidspunkt.
De største producenter af VR-briller er i dag Samsung, HTC, Sony og Oculus (ejet af Meta) og spørgsmålet er, om Apple på et tidspunkt kan udfordre dem med en billigere variant.
Se også: Priser på VR-headset
WWDC 2023 den 5. juni
Der er kun få dage til, vi finder ud af, om Youngs information stemmer. WWDC går i gang mandag d. 5. juni. Keynoten, hvor Apple formentlig løfter sløret for Reality Pro, streames fra klokken 19.00 dansk tid.