Bluetooth får kæmpe løft: Nu kommer den gode lyd

Bluetooth 7.0 lander næste år med indbygget understøttelse af lossless- og hi-res-lyd. Det gør en ende på codec-kaos på smartphones og høretelefoner.

Højtalere, gadgets og wearables
Bedste over-ear høretelefoner. Foto: Mobilsiden.dk.

Trådløs lyd står over for sit største gennembrud i årevis. Standarden Bluetooth 7.0 introducerer teknologien High Data Throughput (HDT), der for første gang gør ægte lossless- og hi-res-lyd til en standardfunktion uden behov for særlige proprietære lydformater.

Farvel til codec-junglen og proprietære formater

I dag kan trådløs hi-fi være en jungle for forbrugerne, hvis de går op i god lyd. Vil man have ukomprimeret lyd, kræver det specifikke codecs som Qualcomms aptX-varianter eller Sonys LDAC. Problemet er blot, at både telefon og hovedtelefoner skal understøtte præcis samme codec.

Det udelukker eksempelvis samtlige iPhone-brugere, ligesom under én procent af markedets Android-telefoner understøtter aptX Lossless.

Med Bluetooth HDT bygges understøttelsen direkte ind i standarden med en tophastighed på 7,5 Mbps – næsten fire gange hurtigere end Bluetooth LE.

Understøtter begge dine enheder Bluetooth 7.0, spiller det hele automatisk. De første enheder forventes præsenteret allerede på CES-messen i januar.

Dertil skal man selvfølgelig have et musikstreamingabonnement, hvor tabsfri lyd er inkluderet.

Læs ogsåGuide: De 5 bedste trådløse over-ear høretelefoner

Kan almindelige ører høre forskel?

Længe har vi ventet på at kunne streame CD-kvalitet til trådløse hørebøffer, og det tyder altså på, at det snart bliver en realitet.

Men det helt store spørgsmål er, om vi almindelige mennesker overhovedet kan høre forskel, hvis man ikke ligefrem er erklæret audiofil.

Svaret er et nuancret både-og. Sidder du på en togtur eller går en tur langs en trafikeret vej, vil  baggrundslarm æde de små detaljer i lyden, uanset hvor ukomprimeret signalet er. Her er det fortsat selve hovedtelefonens højttalerenheder og tuning, der afgør 95 procent af oplevelsen.

Sidder du derimod derhjemme i rolige omgivelser med et par gode over-ear hørebøffer og en god indspilning, vil selv utrænede ører kunne fornemme et mere luftigt lydbillede, renere bækkener og en strammere bas.

Men vigtigst af alt fjerner Bluetooth 7.0 den teknologiske hovedpine, så vi fremover slipper for at tjekke uigennemskuelige specifikationslister for overhovedet at få den bedst mulige lyd igennem.

Læs ogsåTest af earbuds: Her er de bedste in-ear høretelefoner