Tesla Cybertruck kommer i en vild Performance-udgave
Tesla Cybertruck, som er lige på trapperne i hjemlandet USA, er i forvejen en temmelig kapabel pickup med en acceleration fra 0 til 100 km/t på ned til 4,5 sekunder.
Se også: Find bedste forsikring til elbiler
Lancerer Tesla snart en Cybertruck Performance?
Er det ikke nok, kan den kommende Tesla Cybertruck Performance være et godt bud. Sådan en model findes i skrivende stund ikke officielt, men Teslas direktør, Elon Musk, har kraftigt antydet, at den er lige om hjørnet.
I et opslag på det tidligere Twitter, nu kaldet X, oplyser Elon Musk, at han for nylig har kørt i en performance-Cybertruck.
I just drove the performance Cybertruck today and it kicks ass next-level
— Elon Musk (@elonmusk) September 22, 2023
”Jeg har lige kørt performance-Cybertruck i dag, og den sparker røv på næste niveau,” skriver han i opslaget. Det indikerer, at en Performance-udgave er lige på trapperne – og måske endda kommer på markedet samtidig med Standard Range- og Long Range-modellerne.
Cybertruck har som udgangspunkt to motorer, men Tesla har tidligere præsenteret specifikationer og priser på i alt tre modeller, hvoraf den dyreste hed ”tri motor AWD”. Den havde en EPA-rækkevidde på mindst 800 km, en trækevne på 6.350 kg, en motoreffekt på 600 kW (805 hk) og en acceleration på kun 2,9 sekunder.
Læs også: De bedste elektriske pickups
Mange forskellige prototyper vist frem
Tesla har det med at ændre bilernes specifikationer løbende, efterhånden som prototyperne udvikles og forbedres. Derfor er det ikke sikkert, at Cybertruck Performance kommer på markedet med disse specifikationer, men det er højst sandsynligt. En quad motor-udgave har også været på tale.
Som det ser ud lige nu, kommer Cybertruck dog slet ikke til Europa i sin nuværende udgave. Eksperter forventer, at elbilen ikke vil kunne blive typegodkendt med sit nuværende design, idet de skarpe kanter vurderes farlige for bløde trafikanter. Elon Musk har dog tidligere luftet muligheden for at designe en særlig og mindre variant af Cybertruck, som vil overholde de europæiske regler.
At Cybertruck måske kommer i en mindre udgave, giver også god mening, da der slet ikke er samme efterspørgsel for store pickups i Europa, som der er i USA.
De første eksemplarer af Tesla Cybertruck ventes at blive leveret til amerikanske kunder sidst på året, mens der for alvor skrues op for produktionen i løbet af 2024. Oprindeligt var det Teslas mål at begynde produktionen i starten af 2021, men produktionen har været forsinket ad flere omgange.