Rygte: Næste Sony Xperia Pro får rotérbar kameraring
Hvis du ejer et dedikeret kamera, kender du nok også til den roterbare ring, som typisk sidder rundt om kameralinsen, som kan bruges til hurtigt at justere enkelte indstillinger. Dette koncept ser nu ud til at komme til den næste Sony Xperia Pro-telefon.
Læs også: Sony skal gøre kameraet i OnePlus 12 bedre med særligt samarbejde
Skal kunne justere blænde, zoom og fokus
Hvis rygterne holder stik og den roterbare ring ender med at blive en del af den nye Sony Xperia Pro, vil det formentlig være med mulighed for at justere ting som blænde, zoom og fokus.
Udover den nye roterbare kameraring vil den kommende Sony Xperia Pro-model låne meget fra sin forgænger, Sony Xperia Pro-I. Det vil nemlig være samme kameraopsætning som på den nuværende model og med samme variable zoomlinse, som vi har set det på Sony Xperia Pro-I.
Fra det kinesiske medie, der har lækket nyheden, er der der er tvivl om, hvorvidt det rent faktisk vil være muligt at justere blændevidden mere præcist via kameraringen, end det i dag er muligt på Sony Xperia Pro-I.
Den nuværende Pro-model kan bruge en blænde på enten f/2,0 eller f/4,0, men det er ikke muligt at vælge noget imellem disse indstillinger. Et tidligere rygte har meldt om, at den kommende Pro-model vil kunne gå fra f/1,2 til f/4,0, men om det rent faktisk vil være muligt at lave finjusteringer, må tiden vise.
Se også: Telefon med bedste kamera 2023
Sony Xperia Pro-serien er guf for kameranørden
Sony Xperia Pro-I appellerer muligvis ikke til den brede befolkning, men det lader heller ikke til at være hensigten fra Sonys side.
Med Xperia Pro-serien har Sony skabt et rigtigt nicheprodukt, som de færreste måske brug for. For dem, som har brug for det, er det et suverænt produkt. Dette afspejlede sig også i vores anmeldelse af Sony Xperia Pro-I, hvor vi kaldte den en ”fremragende smartphone til entusiasten”.
Der er ingen tvivl om, at Sony er dygtige til at lave smartphones og kameraer – og i Sony Xperia Pro-serien får du det hele samlet i ét produkt. Priserne på Sonys telefoner plejer dog at være det helt store problem – de er ganske enkelt alt for dyre.
Læs også: OnePlus 12 og OnePlus 12R er klar til salg i januar