Snart kan iPhone-brugere betale med Dankort via Apple Pay

Ny vejledning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen baner vejen for, at danskere med iPhone kan betale med Dankort i stedet for Visa eller Mastercard, når de bruger Apple Pay.

Snart kan iPhone-brugere betale med Dankort via Apple Pay

Har du et såkaldt co-brandet betalingskort, der består af både Dankort og Visa eller Mastercard? Så betaler du højst sandsynligt ikke med dit Dankort, når du bruger Apple Pay i butikker.

Danske Bank er nemlig den eneste bank, der tillader iPhone-brugere at betaling Dankort, når man bruger eksempelvis et Visa/Dankort gennem Apple Pay. Men det bliver der snart ændret på.

Se også: Vi betaler oftere med mobilen i Norden

Det skal være muligt at bruge Dankort med Apple Pay

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har offentliggjort en længe ventet vejledning, som præciserer, hvordan butikker og banker skal håndtere et betalingskort, der indeholder både en Dankort-del og en Visa- eller Mastercard-del.

Ifølge vejledningen skal det være muligt for både kunder og butikker at vælge, hvilket betalingsbrand man ønsker at betale med, når man benytter eksempelvis et Visa/Dankort.

”Forretningerne og kortholdere skal have adgang til at prioritere et bestemt betalingsvaremærke eller en bestemt betalingsapplikation ved at installere et automatisk prioriteret valg på salgsstedet. Det skal dog være muligt at omgøre dette valg for hver enkelt transaktion,” lyder det.

Hvis en butik har angivet, at Visa-delen som standard skal anvendes i en terminal, skal forbrugere dermed kunne ændre det præindstillede valg, når de betaler med eksempelvis Apple Pay.

”Kortholdere skal have mulighed for at foretage det endelige valg af betalingsbrand for hver enkelt transaktion. Kortholderen skal således have muligheden for at ændre betalingsmodtagerens (forretningens) prioriterede valg.”

”Kortselskaber, kortudstedere, kortindløsere, behandlingsenheder og andre udbydere af tekniske tjenester må ikke opstille mekanismer, der begrænser kortholder eller betalingsmodtageren i at vælge det betalingsvaremærke, de ønsker at anvende.”

Se også: Apple åbner måske op for kontaktløs betaling i maj

Danskerne ved ikke, at Dankort ikke virker med Apple Pay

De datacentraler, der leverer it til en stor del af Danmarks banker, har nu en konkret fortolkning af reglerne på området at kunne læne sig op ad, når det kommer til håndteringen af Visa/Dankort og Mastercard/Dankort.

I praksis vil det betyde, at danskerne kan betale med Dankort, selv om de bruger Apple Pay – noget, der lige nu kun er muligt, hvis man er kunde i Danske Bank. De andre banker understøtter kun Visa- eller Mastercard-delen på sådanne betalingskort.

Nets, der står bag Dankortet, har i flere år kæmpet for at få Dankort til Apple Pay og Google Pay. I disse år tager de udenlandske betalingskort markedsandele fra Nets, fordi danskerne i stigende grad bruger deres smartphone til at betale med.

Ifølge en undersøgelse fra Nets er 71 procent af dem, der betaler med Visa/Dankort via Apple Pay, ikke klar over, at Dankort-delen af deres kort typisk ikke er understøttet. Derfor har Nets stor interesse i at få Dankort gjort tilgængeligt på de to mobilbetalingsplatforme, der er klart størst i Danmark: Apple Pay og Google Pay.

Selv om Nets indførte prisstigninger på Dankort-betalinger fra 1. april, er betalinger med Dankort fortsat billigere end betalinger med Visa eller Mastercard. Når danskerne i stigende grad – ubevidst eller bevidst – betaler med Mastercard eller Visa via Apple Pay, stiger butikkernes omkostninger til at tilbyde betalingsløsninger. Den regning havner i sidste ende hos forbrugerne. Derfor har Forbrugerrådet Tænk også plæderet for, at bankerne bør understøtte Dankort i Apple Pay.

Med den nye vejledning er der nu en klar fortolkning af reglerne på området. Det kan formentlig føre til, at vi snart ser flere banker understøtte Dankort i Apple Pay. Hvis ikke det sker, har Nets dog stillet krav over for bankerne om, at de skal understøtte det danske betalingskort senest i 2025.

Se også: Sådan bruger du Google Pay og Apple Pay

MobilePay kommer til iPhone

Ud over at iPhone-brugere kan se frem til bedre understøttelse af betalingskort i Apple Pay, er der også en anden god nyhed på vej.

I forbindelse med nye EU-regler er Apple nemlig blevet tvunget til at give udbydere af andre betalingsløsninger end Apple Pay adgang til NFC-chippen i iPhones, som bruges til at gennemføre kontaktløse betalinger.

Det er en funktionalitet, som Vipps MobilePay, der driver MobilePay, har ventet i mange år på. MobilePay tilbød oprindeligt kun Bluetooth- og QR-betalinger, fordi Apple forhindrede MobilePay i at gennemføre smartere kontaktløse betalinger. Men den mulighed har MobilePay altså nu.

MobilePay har endnu ikke oplyst, hvornår appen understøtter kontaktløs betaling. Når funktionen kommer, vil MobilePay være en betalingsløsning på lige fod med Apple Pay, der kan tilbyde kontaktløse betalinger med netop Dankort.

Se også: Snart kan du betale med Dankort i Apple Pay og Google Pay