EU giver Apple og Meta milliardbøder
EU har givet Apple og Meta milliardbøder for brud på forordningen om digitale markeder (DMA).
Apple får en bøde på 500 mio. euro for at begrænse konkurrencen i App Store, mens Meta får en bøde på 200 mio. euro for at tvinge brugere til at vælge mellem reklamer eller betaling. De to bøder svarer til henholdsvis 3,7 mia. kr. og 1,5 mia. kr.
Ifølge EU-reglerne skal appudviklere, der distribuerer deres apps via App Store, gratis kunne informere brugere om alternative tilbud uden for App Store, lede dem hen til disse tilbud og give dem mulighed for at foretage køb – og det har Apple ifølge EU ikke gjort.
Bøderne skal betales inden 60 dage, og hvis ikke stiger de i beløb. Apple har annonceret, at virksomheden vil appellere bøden.
Se også: EU introducerer holdbarheds- og energimærkning for mobiler og tablets
Milliardbøder midt i handelskrig mellem EU og USA
Det er langt fra første gang, at EU svinger bødestokken over for de internationale techgiganter, men denne gang falder bøderne på et tidspunkt midt i en optrappet handelskrig mellem EU og USA.
USA’s præsident, Donald Trump, har indført straftold på europæiske varer såsom stål og biler i tillæg til en basistold på 10 procent.
USA har ifølge Trump underskud på handlen med varer med EU, men de amerikanske techgiganter genererer derimod et gigantisk overskud på digitale tjenester som Facebook, Instagram og App Store, hvilket gør techgiganterne centrale i handelskonflikten.
EU understreger, at bøderne skyldes, at techgiganterne ikke har overholdt forordningen, der blev introduceret i 2023. De digitale platforme er dog blevet indvirvlet i handelskrigen, og Ursula von der Leyen, der er formand for Europa-Kommissionen, har varslet mulige afgifter på digitale tjenester i EU, hvis forhandlingerne mellem USA og EU ikke fører til en løsning.
Perspektivering
Vil du læse mere om de internationale techgiganter, og hvilke områder de arbejder inden for? På 24tech.dk kan du blive klogere på alle de største virksomheder inden for it.