Apple har solgt 3 milliarder iPhones

Apple har solgt mere end 3 milliarder iPhones og kunne se flot iPhone-vækst i 2. kvartal 2025. Kan iPhone 17 holde fast i interessen?

Apple har solgt 3 milliarder iPhones

Apple har netop bekræftet, at selskabet nu har solgt over 3 milliarder iPhones, siden den første model blev lanceret i 2007. Det oplyste topchef Tim Cook under Apples regnskabsfremlæggelse for 2. kvartal 2025.

Se også: Test og bedømmelser af iPhone

Solgt 1 milliard iPhones på fire år

Den første milliard iPhones blev rundet i 2016, og i 2021 anslog analytikere, at Apple havde nået to milliarder – dog uden officiel bekræftelse fra Apple. Nu, fire år senere, kan Apple officielt tilføje endnu en milliard til det samlede salgstal.

Væksten skyldes blandt andet et stærkt 2. kvartal, hvor den samlede omsætning nåede 94 milliarder dollars. Det er en stigning på 10 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

En del af salgsboomet kan skyldes usikkerhed omkring nye amerikanske importtariffer. Det kan have ført til panikkøb, hvor kunderne ønskede at få en ny iPhone inden eventuelle prisstigninger.

Se også: Hvordan er Apples forretningsmodel?

Kan iPhone 17 holde fast i kundernes interesse?

Med 3 milliarder solgte iPhones og endnu en ny serie på vej står Apple over for en udfordring: Hvordan overbeviser man kunderne om at opgradere igen i en tid, hvor forbedringerne fra år til år bliver mindre og mindre?

Rygterne om en ultratynd iPhone 17 Air er spændende, men uden nogen markante nyheder inden for AI eller nye store funktioner risikerer Apple, at det blot bliver endnu en iPhone i rækken af mange, der minder mere og mere om hinanden.

Analytikere mener, at Apple har oplevet tocifret vækst i iPhone-salget i 2. kvartal 2025, så det bliver interessant at se, om køberne er mættede af iPhones i 3. kvartal, eller om iPhone 17 har det, der skal til for at holde fast i den formodede flotte vækst.

Apple forventes at lancere iPhone 17-serien til september – omkring den 8.-10. september.

Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones

Perspektivering

Vil du også have fat i en iPhone inden eventuelle prisstigninger i den nærmeste fremtid? Så se vores guide til de bedste iPhone og de bedste iPhones til prisen, så du kan finde den helt rigtige model til lige netop dit behov.

Se også: Xiaomi – Fremtidens teknologi i hånden