Legendarisk app solgt: Nu skal du se på reklamer

Den legendariske app Nova Launcher er solgt igen. Det betyder reklamer i appen, der ellers har været reklamefri siden 2011. Se de bedste alternativer her.

Legendarisk app solgt: Nu skal du se på reklamer

Nova Launcher – kongen af Android-tilpasning gennem mere end et årti – er blevet solgt igen.

Det betyder desværre farvel til den rene oplevelse og goddag til reklamer.

Se også: De mest populære apps

Slut med den reklamefri oplevelse

For millioner af Android-entusiaster har Nova Launcher siden 2011 været den foretrukne måde at få en hurtig og personlig startskærm på. Appen har altid været kendt for at tilbyde et hav af funktioner samtidig med at være fri for reklamer, men nu slutter festen.

Nova Launcher, der i 2022 blev opkøbt af analysefirmaet Branch, er netop blevet solgt videre til det svenske firma Instabridge. Og de spilder ikke tiden.

I den nyeste version 8.2.4 af appen har Android Authority fundet kode, der afslører integration af både Facebook Ads og Google AdMob. Flere brugere melder allerede om, at de ser reklamer i appen – noget der hidtil har været utænkeligt for den populære launcher.

Selvom de nye ejere lover, at betalende ”Prime”-brugere slipper for reklamerne, har tilliden lidt et knæk. Instabridge er nemlig kendt for andre apps, der er proppet med aggressive reklamer.

Se også: Android Auto får casting af mobilskærm

Behovet er blevet mindre

Gennem årene er behovet for apps som Nova Launcher dog blevet mindre.

Mobilproducenter som Samsung, Google og OnePlus har brugt det sidste årti på at forbedre deres egne startskærme markant.

Mange af de funktioner, som Nova var alene om i starten – f.eks. tilpasning af ikoner og widgets – er i dag standard på de fleste telefoner.

Alligevel er det vemodigt at se en af Android-historiens største stjerner falme.

Bedste alternativer til Nova Launcher

Leder du efter en ny startskærm uden reklamer, er der heldigvis stadig gode alternativer. De tre bedste bud på et alternativ til Nova Launcher er:

  • Niagara Launcher: En moderne og minimalistisk favorit.
  • Microsoft Launcher: Stabil, gratis og overraskende god.
  • Lawnchair: Perfekt hvis du vil have det rene “Pixel-look”.

Se også: Pristjek på lade-apps: Overraskende vinder er billigst