Volkswagen ID.4 får nyt design – og måske også nyt navn

Volkswagen er på vej med en stor opdatering af ID.4 - eller ID. Tiguan, som den også kan komme til at hedde. Den er netop blevet spottet under testkørsel.

Volkswagen ID.4 får nyt design – og måske også nyt navn

Volkswagen har haft stor succes med deres elektriske SUV, ID.4, men nu er det tid til fornyelse efter at have båret det samme design i mange år.

En stærkt camoufleret udgave af Volkswagen ID.4 er blevet spottet under vintertest, og billederne afslører, at der er massive designændringer på vej til den populære elbil.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID.4

Ligner en helt ny bil

Selvom der teknisk set er tale om et facelift af den model, der kom på gaden i 2021, tyder de nye spionbilleder på, at Volkswagen giver ID.4 en stor overhaling.

Ny Volkswagen ID.4 (eller ID. Tiguan). Foto: Autospy

Godt nok har Volkswagen gjort en ihærdig indsats for at få den camouflerede bil til at ligne den gode, gamle ID.4, men der gemmer sig faktisk rigtig mange store designændringer bag camouflagen, hvis man kigger godt efter.

Fronten har fået et helt nyt udtryk. Kofangeren og forlygterne er redesignet, så de minder mere om de kommende generationer af VW-biler såsom ID. Polo. Der gemmer sig også en ny LED-lysbjælke.

Ny Volkswagen ID.4 (eller ID. Tiguan). Foto: Autospy

Også profilen ser skarpere ud. Bilen har fået ganske almindelige dørhåndtag, og samtidig er bagenden strammet op, så silhuetten nu minder mere om den konventionelle Tiguan end den nuværende ID.4.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

Fysiske knapper i kabinen

Det er ikke kun det ydre, der får en tur. Indvendigt forventes det, at Volkswagen lytter til kundernes feedback.

Det betyder højst sandsynligt et gensyn med flere fysiske knapper i kabinen og forbedret brugerflade på infotainmentskærmen, præcis som Volkswagen har lovet for fremtidige modeller, og som vi allerede har set i ID. Polo.

Ny Volkswagen ID.4 (eller ID. Tiguan). Foto: Autospy

Hvornår kommer den nye Volkswagen ID.4?

Opdateringen kommer på et vigtigt tidspunkt. I 2025 overhalede Volkswagen Tesla på salget af elbiler i Europa, og den nye ID.4 skal være med til at holde den tyske gigant i front.

Vi må dog væbne os med tålmodighed lidt endnu, da den nye ID.4 forventes først at få officiel debut i slutningen af 2026.

Se også: Se alle SUV’er i Danmark

ID.4 eller ID. Tiguan?

Der er også stærke indikationer på, at Volkswagen overvejer helt at droppe talrækken i navnet. Rygterne går på, at den opdaterede model kan blive omdøbt til ID. Tiguan.

Da Volkswagens topchef Thomas Schäfer blev spurgt ind til navneskiftet under biludstillingen i München, smilede han blot og trak på skuldrene med ordene: ”Det er ikke bekræftet – det ville være spekulation.”

Den gamle ID.4, som vi kender den i dag. Foto: Volkswagen

Men strategien ser ud til at skifte. Designchef Andreas Mindt har udtalt, at han foretrækker rigtige navne, da det gør bilerne mere “menneskelige”, præcis som det skete med Beetle.

Volkswagen har da også allerede meldt ud, at man har skiftet navnestrategi, hvilket vi så, da konceptbilen ID.2all fik navnet ID. Polo. Så mon ikke det er slut med navnet ID.4 til fordel for ID. Tiguan?

Se også: Guide til opladning af elbil derhjemme

Fordele og ulemper ved Volkswagens elbiler

Laver Volkswagen gode elbiler? Her kan du læse om det gode ved Volkswagens elbiler.

Der er selvfølgelig også ting ved Volkswagens elbiler, som kunne være bedre. Læs vores svagheder og ulemper ved elbiler fra Volkswagen.

Vi anbefaler:
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Kommende elbiler 2026, 2027 og 2028