Test af Xpeng G6 – udstyrsbombe giver konkurrenterne baghjul
Xpeng G6 er en meget rummelig elektrisk SUV, der er teknologisk helt fremme i skoene og især udmærker sig med sin ladehastighed og udfordrer de etablerede favoritter i klassen.
Læs vores test og bedømmelse af Xpeng G6 og se de bedste alternativer til Xpeng G6.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Xpeng G6
Xpeng G6: Kinesisk SUV i mellemklassen
Xpeng G6 er en SUV i mellemklassen, der går i direkte strubehovedet på populære elbiler som Tesla Model Y, Volkswagen ID.4, Skoda Enyaq, Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 og kan blive din for ned til 299.995 kr.

Siden dens oprindelige europæiske introduktion modtag Xpeng G6 i fjor en større opdatering, der har gjort underværker for både batteriteknologien og materialekvaliteten i kabinen.
Det er desuden værd at bemærke, at Xpeng G6 nu produceres hos Magna Steyr i Østrig, hvilket lader bilproducenten undgå at blive pålagt EU’s forhøjede toldsatser på kinesiske elbiler.
Se også: Alle elbiler fra Xpeng
Hvor stor er Xpeng G6?
Xpeng G6 er en særdeles velvoksen elbil. Den måler 4.758 mm i længden, 1.920 mm i bredden og 1.650 mm i højden. Den er bygget med en lang akselafstand på hele 2.890 mm, og den byder på en køreklar vægt på mellem 2.065 kg og 2.220 kg alt efter variant.
Dimensionerne placerer den uhyre tæt på Tesla Model Y, og dens silhuet leder da også ofte tankerne i den retning.
I kabinen finder du fem sæder, hvoraf de to yderste pladser på bagsædet er udstyret med ISOFIX-beslag. Der er intet ISOFIX på forreste passagersæde.
Bagagerummet rummer fornuftige 571 liter, og hvis bagsæderne lægges helt ned, kan det udvides til rummelige 1.374 liter. Bemærk, at Xpeng G6 i modsætning til sin amerikanske ærkerival ikke er udstyret med et frunk under fronthjelmen, hvilket er en skam.
Til gengæld er selve bagagerummet praktisk udformet med plads til opbevaring under bunden, og det kan snildt rumme en barnevogn med et stort liggemål.
I selve passagerkabinen overraskes man af en virkelig god siddekomfort på de bløde forsæder, og bagi er benpladsen nærmest massiv. Til gengæld er bagsæderne ikke placeret særlig højt, og sædehynden føles en smule kort, hvilket går lidt ud over lårstøtten, hvis man har lange ben.
Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads
Hvor lang rækkevidde har Xpeng G6?
Xpeng G6 er udstyret med de holdbare og sikre LFP-batterier, der fås i to størrelser. RWD Standard Range-versionen har en nettokapacitet på 67,8 kWh, mens RWD Long Range og AWD Performance kommer med et 80 kWh LFP-batteri.

Den maksimale WLTP-rækkevidde lyder på 525 km i RWD Long Range-udgaven. Til sammenligning leverer RWD Standard Range 470 km, mens AWD Performance klarer 510 km.
Især i basismodellen er rækkevidden yderst fornuftig og fuldt på højde med eller en anelse bedre end mange direkte konkurrenter til samme pris. Der findes dog andre elbiler såsom Tesla Model Y og Renault Scenic E-Tech Electric, der giver væsentligt længere rækkevidde i forhold til prisen.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen
Hvor hurtigt oplader Xpeng G6?
AC-opladning af Xpeng G6 foregår med op til 11 kW, hvilket lader batteriet fra 0 til 100 procent på 7,3 til 9,2 timer afhængigt af batteriets størrelse. Desværre er 22 kW AC-opladning ikke en mulighed.

Det er til gengæld ved lynladeren, at magien for alvor sker. Bilens 800 volt batterisystem giver mulighed for ekstreme ladehastigheder. Standard Range tager imod op til 382 kW, mens modellerne med det store batteri lader med op til svimlende 451 kW.

Det betyder, at opladningen fra 10 til 80 procent kan klares på ned til imponerende 12 minutter. Vi delte en 400 kW lynlader med en anden elbil og formåede alligevel at ligge stabilt på 324 kW og røg fra 10 til 60 procent på blot 13 minutter. Ladehastigheden placerer med andre ord G6 solidt foran alle konkurrenter med en pris omkring 300.000 kr.
Se også: Disse elbiler oplader hurtigst
Hvordan kører Xpeng G6? Og hvor hurtig er den?
Basismodellen RWD Standard Range trækkes af en enkelt elmotor placeret på bagakslen med en ydelse på 185 kW (252 hk) og accelerer fra 0 til 100 km/t på 6,9 sek.
RWD Long Range yder 218 kW (296 hk) og når de 100 km/t på 6,7 sek., mens topmodellen AWD Performance tilføjer en ekstra elmotor på fronten. Med firehjulstræk og en ydeevne på heftige 358 kW (487 hk) er 0-100 km/t overstået på 4,1 sek.

Alle udgaver har en elektronisk begrænset tophastighed på 200 km/t. Du får altså en tilsvarende eller højere ydeevne sammenlignet med de fleste konkurrenter. Kun Tesla Model Y giver Xpeng G6 baghjul på ydeevnen.
Desværre er selve køreoplevelsen ikke just G6’erens største force, idet køredynamikken er noget ordinær. Affjedringen føles lidt træagtig og hoppende over mindre vejbump for så at blive en anelse blød og duvende over længere ujævnheder og ved motorvejsfart.

Samtidig er styretøjet let og neutralt, men savner præcision og feedback fra vejen. Du finder one pedal drive, som nok kan bringe køretøjet helt til standsning, men den er lang tid om det, og pedalens respons mangler finesse.
Til gengæld er komforten generelt glimrende, og bilens støjniveau er behageligt lavt trods rammeløse ruder.
Hvis du har brug for at trække, imponerer Xpeng G6 ved at kunne tage 1.500 kg på krogen uanset variant, hvilket rækker til de flestes behov. Lasteevnen befinder sig omkring de 470-475 kg, hvilket er på niveau med konkurrenterne.
Se også: De hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration
Hvordan er softwaren i Xpeng G6?
Det teknologiske hjerte i Xpeng G6 er et imponerende og egenudviklet infotainmentsystem. Det afvikles lynhurtigt på en 15,6 tommer stor og lysstærk infotainmentskærm, mens der bag rattet sidder en mindre skærm på 10,25 tommer.

Der er ingen tvivl om, at Xpeng har ladet sig inspirere af Teslas minimalistiske og lynhurtige brugergrænseflade, for systemet arbejder uhyre kvikt, og grafikken er knivskarp.
Selve førerskærmen er i øvrigt fuldt ud oversat til dansk, ligesom der er adgang til tredjepartsapps som Spotify og YouTube. Der er mange indstillinger i infotainmentsystemet, men det er trods det stadig brugervenligt og intuitivt – bare ikke helt lige så meget som i en Tesla.
En svaghed ved minimalismen er dog de manglende fysiske knapper til essentielle funktioner. Alt fra sidespejle til klimaanlæg skal styres via skærmen – dog har Xpeng i modsætning til Tesla været smarte nok til at bevare fysiske justeringer af luftdyserne.

Vi oplevede yderligere det irritationsmoment, at klimaanlægget førte sit eget liv på auto-indstillingen og blæste med unødvendig høj styrke.

Den tilhørende smartphoneapp fra Xpeng fungerer til gengæld helt gnidningsfrit som digital nøgle og giver fin mulighed for at forvarme batteriet og kabinen, låse, åbne vinduer og bagagerum og sågar fjernstyre parkering og/eller ind- og udkørsel.
Se også: Disse elbiler har de bedste infotainmentsystemer
Udstyr i Xpeng G6
Når man kigger på udsstyret, er Xpeng G6 i en klasse for sig. Allerede i basismodellen til 299.995 kr. får du en overdådig standardudstyrspakke. Den tæller blandt andet 20″ alufælge, varmepumpe, panoramaglastag, to kølede trådløse mobilladere samt eljusterbare forsæder i kunstlæder med både varme, ventilation, lændestøtte og memory-funktion.

Dertil kommer varme i rattet og bagsæderne samt omfattende parkerings- og køreassistenter med 36 graders kamera. Det kan ikke gøres meget bedre, for hos de fleste konkurrenter skal du hurtigt ofre mindst 50.000 kr. for at få lignende udstyr.

Betaler du en merpris på 50.000 kr. for RWD Long Range eller 80.000 kr. ekstra for topmodellen AWD Performance, løftes luksusniveauet markant yderligere.

Disse varianter opgraderer kabinen med premiumsæder i ægte nappalæder, loftbeklædning i mørk alcantara og indbygget massage i forsæderne.

Derudover får du teknologiske tilføjelser som et digitalt bakspejl (som virker fint, men er lidt af en gimmick), aktivt vognbaneskift (som er alt for langsomt til, at du gider at bruge det) og et bagudrettet kamera til overvågning af den blinde vinkel.

Ekstraudstyrslisten begrænser sig nærmest kun til et svingbart anhængertræk 8.900 kr., Black Edition-designdetaljer og en håndfuld farver.
Se også: Elbiler med meget udstyr
Xpeng G6: Pris, leasing og garanti
Xpeng G6 starter som nævnt ved 299.995 kr. for RWD Standard Range, mens Long Range koster 349.995 kr. og den lynhurtige AWD Performance lander på 379.995 kr.
Tager man udstyr, byggekvalitet og ladeevner med i ligningen, er priserne særdeles konkurrencedygtige og decideret skarpe i forhold til tilsvarende udstyrede konkurrenter fra Skoda, Volkswagen og Tesla.

Foretrækker du privatleasing, ligger den månedlige ydelse på 4.495 kr. for RWD Standard Range med til 15.000 km årligt. Hertil kommer en udbetaling på 19.995 kr. Over en periode på 36 måneder bringer det den samlede udgift op på 181.815 kr.
Sammenligner vi det med kontantprisen, udgør leasingprisen omtrent 60,6 procent. Dette er et stykke over tommelfingerreglen på de 45 procent. Hold dig derfor fra privatleasing af G6.
På garantifronten ligger Xpeng G6 derimod helt i front. Nyvognsgarantien lyder på hele 7 år eller 160.000 km, alt efter hvad der kommer først. Ligeledes sikrer Xpeng dig via deres batterigaranti på 8 år eller 160.000 km, hvilket giver høj sikkerhed for dig som køber.
Se også: Se de bedste leasingpriser på elbiler
Fordele og ulemper ved Xpeng G6
Der er mange fordele og ulemper ved Xpeng G6. Her er de vigtigste:
Fordele ved Xpeng G6
- Ufattelig hurtig opladning – blandt markedets absolut hurtigste
- Ekstremt meget udstyr med i prisen sammenlignet med konkurrenterne
- Virkelig flot og rummelig kabine med høj materialekvalitet
- Suveræn garanti, som er helt i top
- Flot infotainmentskærm og egenudviklet software, der kører knivskarpt
Ulemper ved Xpeng G6
- Køreoplevelsen og affjedringen er generelt uinspirerende og en smule ukomfortabel
- Mangel på fysiske knapper i instrumentbrættet kræver, at spejle og klimaanlæg justeres via skærmen
- Klimaanlægget opfører sig underligt i autotilstand med alt for høj blæserstyrke
- Førerassistentsystemerne er umodne, og vejbanestyringen giver let op
- Man modtager for mange falske alarmer fra den aggressive førerovervågning
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Xpeng G6: Gennemført familiebil med den nyeste teknologi
I det store hele er Xpeng G6 en bundsolid udfordrer blandt de mellemstore SUV’er: Her får du overdådig rummelighed, lækker software, et storslået udstyrsniveau og ladeevner, som gør langture til en sand fornøjelse.

Den indfrier til fulde, hvad den lover på teknik, plads og ladeevner, selvom det er gået lidt ud over bilens rene køreoplevelse, og assistentsystemerne halter en smule.
Kan man leve med de knap så raffinerede køreegenskaber, er det en fantastisk elbil til familien til en meget fair pris. Xpeng G6 får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 85/100 (fremragende) i test.
Se også: Disse elbiler klarer sig bedst i test
Bedste alternativer til Xpeng G6
Blandt de bedste alternativer til Xpeng G6 er:
- Hyundai Ioniq 5
Bedømmelse: 84/100 (virkelig god)
Pris: Fra 279.995 kr.
- Kia EV6
Bedømmelse: 84/100 (virkelig god)
Pris: Fra 294.999 kr.
- Skoda Enyaq
Bedømmelse: 83/100 (virkelig god)
Pris: Fra 304.995 kr.









