Benzinbilerne taber terræn: Elbiler buldrer frem på verdensplan

Nye tal afslører, at hver fjerde solgte bil på verdensplan nu er elektrisk. Fossilbilerne presses i bund af elbilernes teknologiske overlegenhed.

Benzinbilerne taber terræn: Elbiler buldrer frem på verdensplan

Det globale bilsalg har ramt et historisk vendepunkt.

Nye tal viser, at elbilerne er i fuld gang med helt at udradere de traditionelle benzin- og dieselbiler på verdensplan, og tempoet er overraskende højt.

Se også: De mest spændende nye billige elbiler i 2026

Hver fjerde nye bil kører på strøm

Nye globale salgstal, som Statista har indhentet fra Det Internationale Energiagentur (IEA), viser, at det nu er hver fjerde bil, der sælges på verdensplan, som er en elbil eller plugin-hybrid. Det svarer til en markedsandel på 25 procent – et gigantisk spring fra blot 2 procent i 2018.

Foto: Statista

Udviklingen tegner et klart og tydeligt billede af, at de elektriske biler er godt i gang med at fjerne fossilbilerne fra det globale marked. Det sker vel at mærke også i dele af verden, hvor der ikke er de samme fordelagtige incitamenter som i Danmark.

Kina fører an i det globale ræs, men resten af verden følger stærkt efter. I Europa forventes det, at en ud af tre nye biler vil være med et ladestik inden udgangen af 2026.

Se også: Disse elbiler gør det bedst i test

Teknologisk overlegenhed og lavere priser

Når det går så stærkt, skyldes det naturligvis, at elbilerne er diesel- og benzinbiler teknologisk overlegne. De er langt mere driftssikre, billigere i drift og tilbyder ekstremt høj ydeevne til meget attraktive priser.

Skeptikere, der hårdnakket hævder, at de aldrig sætter benene i en ”radiobil”, vil nok stadig påstå, at elbiler er sjælløse og alverdens andre ting. Det er dog efterhånden utrolig svært at komme udenom, at elbilerne er det eneste fornuftige at købe – i hvert fald her i Danmark.

I andre dele af verden har mange fortsat hang til plugin-hybridbilerne på grund af manglende ladeinfrastruktur og et afgiftssystem, der ikke favoriserer elbilen i samme grad, som det er tilfældet her i Danmark.

Skiftet væk fra fossile brændstoffer er helt uundgåeligt. Udviklingen går kun elbilens vej for hvert år, der går – og vi forstår i den grad godt hvorfor. Det gør danskerne også, for i april var svimlende 96,3 procent af alle solgte elbiler til private bilkøbere en elbil.

Se også: Guides og tips til elbiler