Elbilproducent: Apple CarPlay og Android Auto er dødsdømt
Fremtiden for smartphone-integration i bilen hænger i en tynd tråd, hvis man spørger elbilproducenten Rivian. Her spår man nemlig, at kunstig intelligens meget snart vil gøre både Apple CarPlay og Android Auto til fortid.
Se også: Guides og tips til elbiler
AI vil gøre Apple CarPlay og Android Auto overflødige
Apple og Googles bilplatforme, CarPlay og Android Auto, er ekstremt populære, men Rivians softwarechef, Wassym Bensaid, tror på at de i en nær fremtid er dødsdømt.
Han argumenterer for, at de to bilplatforme, der spejler indholdet direkte fra mobilen, er alt for invasiv, fordi den overtager bilens indbyggede skærm og fuldstændig tilsidesætter den oplevelse, som producentens egne softwarehold har brugt år på at designe.
Med kunstig intelligens vil bilproducenterne i stedet kunne tilbyde de samme funktioner direkte i bilens eget system. siger han.
Fremtidens løsning bliver ifølge Rivian centreret omkring avancerede AI-agenter og dyb stemmestyring. Netop denne softwarefilosofi rækker nu langt ud over Rivians egne rækker, efter at Volkswagen Group har etableret sig som den største aktionær i selskabet.
Det amerikanske softwarehold skal nemlig være med til at opbygge Volkswagens kommende infotainmentsystem og drive tyskernes første ægte softwaredefinerede elbiler frem mod markedet.
Se også: De 5 bedste mobiler til under 3.500 kroner
Kampen om kundernes data og penge
For bilproducenterne handler skiftet dog om meget mere end blot et pænere design på skærmen. Ved at holde ejerne inden for deres eget digitale økosystem åbner der sig enorme økonomiske muligheder i form af fremtidige abonnementer, indbygget e-handel og målrettede reklamer.
Udfordringen er dog, at Apple og Googles systemer i dag simpelthen bare virker universelt. Samtidig opdateres smartphones langt hurtigere end biler, som ofte har en produktcyklus på omkring syv år.
Det har historisk set gjort det svært for traditionelle bilmærker at holde deres egen software tidssvarende.
Se også: Disse elbiler er bedst i test
Forbrugerne vil have det simple valg
Det lyder som drømmetækning fra Rivians side og vi tvivler stærkt på, at kunstig intelligens eller bilproducenternes egne infotainmentsystemer vil gøre en ende på Apple CarPlay og Android Auto.
For den brede gruppe af bilister er det nemlig bare langt mere simpelt at benytte de to velkendte platforme.
Disse systemer fungerer præcis som forbrugernes egne smartphones og medbringer automatisk alle personlige apps, musiktjenester, kontakter og genveje. Det virker helt sømløst fra det øjeblik, man sætter sig ind i kabinen, og den tryghed og velkendte brugervenlighed bliver ekstremt svær for bilproducenterne at konkurrere imod, uanset hvor klog en AI de forsøger at installere i instrumentbrættet.
Se også: Disse er årets bedste smartphones