Rigtige knapper: Kina gør op med Teslas skærm-trend

Kina kræver nu fysiske knapper til vigtige funktioner i biler og sætter dermed en stopper for den skærm-trend, Tesla har startet.

Rigtige knapper: Kina gør op med Teslas skærm-trend

Kina vil have rigtige knapper tilbage i bilerne. En ny regulering kræver, at bilproducenter fremover skal bruge fysiske knapper til en række sikkerhedsfunktioner, i stedet for at gemme dem væk i touchskærme.

Se også: Elbiler der er bedst i test

Kina stopper skærm-trenden i biler

Trenden med at flytte funktioner over på skærme er blevet stadig mere udbredt de senere år, og Tesla har været en af de største drivkræfter bag udviklingen.

Lige siden den første udgave af Model S har Tesla bygget sine biler op omkring en stor central skærm og gradvist flyttet flere funktioner dertil, blandt andet selveste gearvælgeren.

Tesla Model Y

Resten af branchen har fulgt trop, og særligt kinesiske elbilmærker har taget skærmene og softwaren til sig.

Men udviklingen har mødt stigende kritik fra bilister, og flere producenter, heriblandt Volkswagen, har allerede rullet ændringer tilbage og genindført fysiske knapper.

Se også: Guides og tips til køb af elbil

19 funktioner skal have knapper

Med den nye regulering, der blev annonceret som udkast i februar og nu er endeligt vedtaget, bliver det ikke længere op til den enkelte bilproducent.

Reglerne peger på 19 bilfunktioner, som fremover skal kunne betjenes med fysiske knapper, blandt andet blinklys, horn, gearvælger, forrudeviskere og nødopkaldssystemet.

Fælles for funktionerne er, at de alle er sikkerhedsrelaterede. Reguleringen træder i kraft 1. juli 2027 og kommer oven på en tidligere kinesisk stramning, der forbyder skjulte dørhåndtag af sikkerhedshensyn.

Også i Europa er der indført krav om fysiske betjeningsknapper for at opnå den bedste sikkerhedsvurdering hos Euro NCAP.

Se også: De sikreste elbiler i Danmark

Godt at knapperne vender tilbage

Det er en positiv udvikling, som vi håber smitter af på andre bilproducenter, hvor knapperne er forsvundet til fordel for større infotainmentskærme.

Et minimalistisk cockpit med store skærme kan se flot og minimalitisk ud, men fysiske knapper er både hurtigere, enklere og sikrere at betjene under kørsel.

Derfor giver det god mening, at de mest brugte funktioner – dem man skal kunne finde uden at kigge væk fra vejen – forbliver rigtige knapper.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen