Geelys gyldne batteri: Lader på 4 minutter og holder 1 mio. km
Geely har med sit nye LFP-batteri, Aegis Gold Brick, opnået en ladeeffekt på hele 1.093 kW under en certificeret test i Kina.
Batteriet lader fra 10 til 70 procent på blot 4 minutter og 22 sekunder, og lover samtidig en holdbarhed på hele 1 million kilometer.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Geely sætter ny ladehastigheds-rekord
Testen af Geelys nye LFP-batteri er udført af det statslige China Automotive Technology and Research Center, og resultatet cementerer, at det kinesiske kapløb om de hurtigste ladehastigheder for alvor er i gang.
Det er blot få måneder siden, at BYD løftede sløret for deres Flash Charging, som kan lade fra 10-70 procent på ned til fem minutter.
Under testen lykkedes det endda at lade fra 10 til 97 procent på 8 minutter og 42 sekunder, hvilket ved topeffekt svarer til omkring 2 kilometers rækkevidde for hvert sekund, bilen står i laderen.
Det er fascinerende at se, hvor hurtigt udviklingen går – for bare et par år siden var 20 minutter noget af det absolut hurtigste, elbiler kunne lynlade.
I dag lader de hurtigste elbiler herhjemme fra 10-80 procent på ned til 12 minutter – vi kan altså se frem til en gevaldig forbedring i en nær fremtid.
Se også: Hvilke elbiler kan lade hurtigst?
Avanceret køling holder temperaturen nede
Med over 1 megawatt ladeeffekt følger en stor udfordring: Varme, som er batteriernes værste fjende, og det er også noget, der er regler for en Kina på grund af sikkerhed.
Kinesiske regler kræver, at batteriets temperatur holdes under 65 grader under opladning, og her ramte Geelys batteri 64 grader ved maksimal effekt – kun lige inden for grænsen.
Det klares med et 900-volt system og en dobbeltsidet 3D-væskekøling, der ifølge Geely fordobler kølefladen og halverer den vej, varmen skal transporteres.
Softwaren tjekker temperaturen flere gange i sekundet og justerer kølevæsken løbende.
Se også: Se hvilke elbiler der er bedst i test
Skal holde til 1 million kilometer
Geely oplyser, at batteriet er bygget til at klare 4.500 fulde ladecyklusser, hvilket svarer til over 1 million kilometers kørsel.
Det er en markant højere levetid, end vi normalt ser, og hvis det holder i praksis, rykker det for alvor ved bekymringen om batterilevetid, som stadig er en bekymring hos mange, der køber elbil.
Geely har samtidig valgt at frigive 12 patenter på batteribeskyttelse til resten af branchen.
Der er vanvittig fart på udviklingen i Kina, hvor producenterne presser hinanden til at udvikle hurtigere.
Det er godt nyt for os forbrugere, der i sidste ende kan nyde godt af de bedre elbiler, der kommer ud af konkurrencen på markedet.
Se også: Mest rækkevidde i elbil for pengene
Er på vej ud i de første elbiler
Batteriet debuterer i elbilen Lynk & Co 10, der for nylig er lanceret i Kina fra omkring 169.900 yuan – svarende til cirka 165.000 kroner – ja, priserne i Kina er nærmest vildere end bilernes specifikationer.
