Massive leveringstider rammer europæisk bilgigants elbiler

Stellantis tvinges til at stoppe elbilproduktionen i Frankrig på grund af batterimangel. Kunder risikerer nu leveringstider ind i 2027.

Elbiler

Mangel på europæisk producerede batterier tvinger nu Stellantis til midlertidigt at lukke ned for samlebåndene på to centrale franske fabrikker.

Det efterlader kunderne med ekstremt lange ventetider på deres bestilte biler.

Stellantis’ samlebånd står stille

Ifølge mediet handelsblatt lukker Stellantis ned for bilproduktionen på fabrikkerne i Sochaux og Rennes i slutningen af oktober.

Det rammer populære modeller som Peugeot E-3008, E-5008, Opel Grandland Electric og DS N°8.

Pausen på samlebåndet skyldes, at batteriproducenten ACC, som er et joint venture mellem Stellantis, Mercedes-Benz og TotalEnergies, slet ikke kan følge med efterspørgslen på NMC-batterier.

ACC har kæmpet med skyhøje fejlprocenter på sin fabrik i Douvrin og er simpelthen ikke leveringsdygtige nok.

Stellantis bremser produktionen for at undgå store overskudslagre af modeller med standardbatteriet på 73 kWh, som kunderne i høj grad fravælger. Folk vil have det store 97 kWh batteri med lang rækkevidde.

Konsekvensen for kunderne er, at Stellantis nu melder om forsinkelser på op til otte måneder, og flere forhandlere melder, at leveringer nu udskydes helt til første eller andet kvartal af 2027.

Læs ogsåDisse elbiler har længst rækkevidde

Hvorfor insisterer de på egen batteriproduktion?

Man kan med undre sig over, hvorfor Stellantis kaster sig ud i et så risikabelt projekt, når asiatiske giganter som CATL og BYD kan levere battericeller i millionvis.

Svaret bunder i geopolitik og økonomi. Batteripakken udgør mellem 30 og 40 procent af en elbils samlede værdi. Hvis europæiske bilproducenter udliciterer hele batteridelen, forærer de samtidig størstedelen af fortjenesten og den teknologiske kontrol væk til Kina.

Samtidig frygter ledelsen i Paris og Bruxelles en gentagelse af tidligere tiders forsyningskriser.

Skrappere EU-krav til lokal forankring og CO2-aftryk presser mærkerne til at skabe en uafhængig, europæisk værdikæde.

Læs ogsåElbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen