Galaxy S27 Pro og Ultra lækket: Nyt design på vej

Nye billeder af dummy-modeller afslører et markant redesign af Samsung Galaxy S27-serien – inklusive en helt ny, kompakt Galaxy S27 Pro.

Mobiltelefoner Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra

Samsung ser ud til (endelig) at ryste posen med den kommende Galaxy S27-serie. Nye billeder af dummy-enheder giver os det hidtil klareste kig på et tiltrængt redesign og introduktionen af en helt ny Pro-model.

Farvel til det lidt for velkendte design

Der er på internettet blevet delt billeder af såkaldte dummy-udgaver af Galaxy 27-serien, heriblandt Galaxy S27 Pro, S27+ og flagskibet S27 Ultra.

Billederne viser et opsigtsvækkende designskifte på bagsiden. Samsung ser ud til at droppe de lodrette kameralinser, som producenten ellers har holdt fast i som sit faste varemærke.

I stedet introduceres en bred kamerabro, der dækker hele telefonens bredde på tværs – et formsprog, der i mistænkelig grad minder om Apples seneste iPhone-design.

Kilde: Sonny Dickson

Endelig en kompakt topmodel

I lækagen ser vi for første gang den helt nye Galaxy S27 Pro, som er mærkbart mindre end både S27+ og Ultra-modellen.

Efter min vurdering er det på høje tid. Det virker yderst fornuftigt, at vi omsider får en kompakt topmodel i programmet, for den har vi manglet i alt for mange år.

Samtidig vækker navngivningen dog en vis bekymring. Betyder Pro-navnet, at vi rent faktisk får den fulde Ultra-indmad og samme potente kamerasystem i en lommevenlig størrelse, eller ender vi stadig med en skrabet udgave i forklædning?

Vi krydser fingre for, at Samsung skeler direkte til Apples strategi, hvor de to Pro-størrelser grundlæggende er helt identiske på nær batterikapaciteten.