Test: iPhone 18 Pro Max er både fremragende og kaotisk

iPhone 18 Pro Max er en af årets mest gennemførte flagskibsmobiler, men den kommer ikke uden et par kompromiser. Læs hele vores test her.

iPhone
iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

iPhone 18 Pro Max imponerer på design, batteritid og ydeevne og er alt i alt en af årets bedste smartphones – men den er også stor og tung og meget dyr. Værre er det, at vi herhjemme nu for alvor mærker, hvordan Apple sakker bagud på kunstig intelligens.

Læs vores test og bedømmelse og se de bedste alternativer til iPhone 18 Pro Max.

Stærkt flagskib til de mest krævende brugere

Da jeg pakkede vores testeksemplar i den nye gletsjerblå farve ud, faldt jeg først og fremmest for farven – og dernæst den gennemførte byggekvalitet og følelsen af iPhone 18 Pro Max i hånden.

Unibody-rammen i aluminium, det matte bagglas og knapperne med deres faste, taktile klik vidner om mekanisk præcision i absolut verdensklasse.

Vi har testet storebror, men iPhone 18 Pro, byder på præcis samme indmad, kameraer og ydelse som Max-modellen, men i et langt mere lommevenligt format.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

iPhone 18 Pro Max henvender sig til superbrugerne, der vil have det bedste Apple kan præstere. Her får du den ultimative skærm og det største batteri. Men det er også en model, der i år har flere konkurrenter end nogensinde før.

Der er den oplagte Samsung Galaxy S26 Ultra, men der er også Oppo Find X10 Pro Max og Motorola Signature 27, der nu blander sig helt i toppen herhjemme.

Hvor Motorola satser på designfornyelse, holder Apple fast i det velkendte. Det virker, men efterlader også en snert af forudsigelighed.

Test af iPhone 18 Pro Max

iPhone 18 Pro Max er blevet testet af både Mobilsiden.dk og andre medier.

Mobilsidens test af iPhone 18 Pro Max

"iPhone 18 Pro Max er en af årets bedste smartphones med uovertruffen ydelse og batteritid, men på ren "smartness" halser softwaren til tider efter Android. Vil du have oplevelsen i et mere håndterbart format, er den mindre iPhone 18 Pro et lige så godt valg.
4,5/5Testresultat
Fordele
  • Fænomenal batteritid, der sagtens rækker til to dage
  • Ekstrem ydelse og markant forbedret køling
  • Fremragende og lysstærk skærm med minimal genskin
  • Markedets bedste videokvalitet
  • Formidabel byggekvalitet og stor holdbarhed
  • Pålidelig Face ID og lang softwareunderstøttelse
Ulemper
  • Kaotisk notifikationshåndtering i iOS
  • Tung og klodset i hånden ved længere tids brug
  • Meget høj pris – og nærige 256 GB i basismodellen
  • Siri AI og Apple Intelligence udebliver fortsat i Europa
  • Ladehastigheden halter efter de hurtigste konkurrenter

Andre mediers test af iPhone 18 Pro Max

Udover Mobilsiden.dk har anerkendte medier som CNET, PhoneArena, PC Mag og Techradar testet iPhone 18 Pro Max, som giver en gennemsnitlig bedømmelse på 4,5/5.

4,5/5Gennemsnit
iPhone 18 Pro Max test

Luksuriøst bygget, men lidt for tung

Lad mig ikke pakke det ind: Med en kampvægt på hele 249 gram er iPhone 18 Pro Max en klods. Det betyder, at holder jeg den i én hånd i længere tid, mærker ret hurtigt en træthed i fingrene.

Vægtstigningen skyldes primært det større batteri samt det nye, udbyggede dampkammer. Heldigvis redder Apple det meget på ergonomien med en fremragende vægtfordeling og behageligt afrundede kanter, som giver et trygt, naturligt greb i håndfladen.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

Samtidig har sideknapperne en sublim taktil modstand, og den matte glasbagside i Ceramic Shield afviser fedtede fingeraftryk forbilledligt.

Vender jeg mobilen om, ser jeg på en af markedets suverænt bedste skærme. Det 6,9 tommer store Super Retina XDR OLED-panel leverer en opløsning på 2.868 x 1.320 pixels med 460 ppi, og farverne står knivskarpt og naturtro.

Panelets ProMotion-teknologi skalerer trinløst fra 1 Hz ved statiske billeder helt op til 120 Hz, så scrolling og animationer er flydende og får den til at virke hurtig.

Udendørs peaker skærmen ved op til 3.000 nits, og parret med en markant forbedret antirefleksbehandling havde jeg aldrig problemer med at aflæse tekst og kort i direkte sol.

Dynamic Island er desuden skrumpet med 25-35 procent, fordi Apple har rykket Face ID’s infrarøde kamera ind under selve skærmpanelet. Udskæringen stjæler markant mindre opmærksomhed, og i iOS 27 kan den nu håndtere op til tre aktive Live Activities sideløbende.

Læg dertil et sæt indbyggede stereohøjttalere, der leverer en overraskende god lyd og klar lyd til både videoer og opkald, og medieoplevelsen er så helstøbt, som man overhovedet kan ønske sig.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

Pålidelig power

Under motorhjelmen sidder Apples spritnye A20 Pro-chip, som tager springet til en 2-nanometer fremstillingsproces. Den er udstyret med to superkerner, fire effektivitetskerner, en 7-core GPU og en fordobling til 32 kerner i Neural Engine.

Samtidig har Apple adskilt arbejdshukommelsen fra selve chippen for at sikre bedre varmeafledning og hævet båndbredden markant. Resultatet er 12 GB lynhurtig RAM og en rå regnekraft, som ikke bare overhaler Android-rivalerne på papiret, men næsten er overkill til en smartphone.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

Uanset om jeg kaster tunge 3D-titler som Genshin Impact efter den, redigerer tunge 4K-videosekvenser i flere lag eller skifter hæmningsløst mellem apps, pløjer den igennem uden så meget som et lille tegn på tøven.

Hvor tidligere Pro-generationer kunne blive varme ved intensiv brug og drosle ned for ydelsen, gør Apples nye kølesystem med et over dobbelt så stort dampkammer en stor forskel. Varmen fordeles jævnt over aluminiumsrammen, og selv under lange spilsessioner oplevede jeg ingen mærkbar thermal throttling.

Syntetiske stresstest kan ganske vist stadig presse den op i den meget varme ende af termometret, men i praktisk brug leverer hardwaren en imponerende stabilitet.

Læs ogsåDen store test: Disse er årets bedste mobiler i 2026

Softwaren er god, men halter efter i Europa

Det nye iOS 27 er flot, flydende og meget brugervenligt. Det opdaterede Liquid Glass-design lader dig nu justere transparensen efter eget temperament, og muligheden for ekstra store widgets på hjemmeskærmen giver glimrende mening på den store 6,9-tommer skærm.

Sikkerheden klares fortsat af Face ID, som via det slankere Dynamic Island, fortsat er den smarteste måde at låse en smartphone op på.

Læg dertil en forventet softwaresupport på mindst syv år, og iPhone 18 Pro Max er sikret en levetid, der matcher de absolut bedste på markedet.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

Men bag den flotte facade viser der sig også velkendte sprækker. Apples notifikationscenter er fortsat et uoverskueligt, rodet sammensurium af beskeder, som slet ikke formår at levere det overblik, jeg oplever på Android-telefoner – det er simpelthen for kaotisk og skuffende, at vi i 2026 stadig ikke har et bedre notifikationsoverblik på iPhones.

Værre er situationen omkring kunstig intelligens, for i Danmark må vi fortsat kigge langt efter den nye Siri AI og Apple Intelligence, da udrulningen i Europa lader vente på sig. Vi er efterladt med den forældede og tungnemme Siri, som taber stort sammenlignet med Google Gemini og Gemini Intelligence.

Netop denne mangel får nu iPhonen til på visse punkter at virke mindre smart. Et helt lavpraktisk eksempel er tale-til-tekst, som jeg bruger meget til at indtale hurtige noter under mine produkttests. Hvor en Android-mobil som Pixel 11 Pro automatisk rydder op, sætter flydende tegnsætning og ubesværet opfanger komplekse modelnavne og tekniske fagudtryk, er iPhonen langsom og fejler alt for ofte og efterlader mig med et frustrerende tidsspilde af manuel redigering bagefter.

Læs ogsåStor test: De bedste Android-mobiler i 2026

Batteritid i absolut særklasse, men skuffende opladning

Hvis der er ét punkt, hvor Pro Max fejer al tvivl af bordet, er det på batteritiden.

Batteriet på 5.391 mAh kombineret med den ekstremt strømbesparende Apple-indmad leverer en udholdenhed, jeg sjældent har set magen til.

Selv på hektiske dage med flittig brug af kamera, navigation og musikstreaming sejlede den igennem to fulde dage med over 30 procent strøm tilbage. Jeg er tæt på at sige, at iPhone 18 Pro Max har den bedste batteritid af alle smartphones i dag, også selvom Android-konkurrenterne har langt større batterier.

Opladningen imponerer derimod knap så meget. Det tager cirka en halv time at nå 50 procent. Det er acceptabelt, men det blegner i sammenligning med den lynhurtige lynladning, som kinesiske konkurrenter tilbyder.

Uovertruffen på video, men udfordres på zoom

Kameraet i iPhone 18 Pro Max har fået en spændende teknisk overhaling, der placerer den solidt i toppen af mobilfeltet med en flot tredjeplads hos DxOMark (172 point).

Den største mekaniske nyhed er den variable blændeåbning på 48-megapixel hovedsensoren.

Objektivet er udstyret med seks fysiske lameller, som kan justeres i fire trin fra f/1,48 helt op til f/4,0. I hverdagen giver den store blænde på f/1,48 en fordel i dunkel belysning og mulighed for en mere naturlig optisk dybdeskarphed uden portrætfunktion.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

Samtidig har Apple åbnet for hidtil usete manuelle greb, hvor du direkte i søgeren kan styre lukkertid og hvidbalance.

I almindeligt dagslys og tusmørke leverer hovedkameraet fantastiske resultater med afdæmpede, troværdige farver, glimrende kontrast og en knivskarp detaljegrad i standardopløsningen på 24 megapixel.

Også 2x digital zoom – som beskæres direkte ud af den store hovedsensor – står imponerende rent i både dagslys og aftenmørke.

Vender vi blikket mod video, er Apple fortsat den ubestridte konge. Uanset om du skyder 4K Dolby Vision med op til 120 billeder i sekundet eller leger med filmisk funktion, er optagelserne i en klasse for sig.

Billedstabiliseringen arbejder magisk og fjerner rystelser, mens den nye intelligente fokustracking låser sig fast på motivet og fastholder fokus, selv hvis personen kortvarigt forlader billedet og vender tilbage. Til levende billeder findes der simpelthen intet bedre værktøj i lommen.

iPhone 18 Pro Max. Foto: Mobilsiden.dk.

Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen, når vi kigger på stillbilleder fra de sekundære sensorer. Det dedikerede 4x tetraprisme-telekamera (100 mm) leverer nydelige portrætter med flatterende proportioner, men det mangler den knivskarpe mikrokontrast og sprødhed, man forventer i denne prisklasse.

Desuden er nærfokuseringen på 4x-linsen fortsat en markant svaghed, for du kan ikke gå tæt på motiver og skyde telemakro. Skal du tæt på detaljer, tvinges du ud i ultravidvinklens makrotilstand, hvor du let kommer til at skygge for dit eget motiv.

På ren fotokvalitet og langtrækkende zoom må iPhone 18 Pro Max se sig overhalet af skarpe Android-rivaler som Motorola Signature 27 og Oppo Find X10 Pro Max, der leverer mere bid og fleksibilitet i telefotoet.

Men som en samlet, lynhurtig og pålidelig foto- og videopakke er iPhone 18 Pro Max svær at slå.

Læs ogsåGuide: De 5 bedste iPhones du kan købe lige nu

Høj pris i Danmark: Er den pengene værd?

iPhone 18 Pro Max starter ved 12.299 kroner for 256 GB lagerplads, mens den mere kompakte iPhone 18 Pro kan erhverves fra 10.999 kroner.

Begge fås i bordeaux, gletsjerblå, sølv og sort med op til 2 TB hukommelse. Vil du have 512 GB i Max-udgaven, som jeg har testet, krydser prisen hurtigt 14.000 kroner.

Det er voldsomt mange penge for en smartphone. Særligt når man tænker på, at Apple fortsat er nærige nok til at starte ved 256 GB, hvor Android-konkurrenterne har gjort 512 GB til standard.

Til gengæld holder iPhones historisk set en markant stærkere gensalgsværdi, hvilket mildner slaget en anelse, hvis du skifter mobil jævnligt.

Og dertil er iPhone 18 Pro Max faldet i pris siden lanceringen. Den er i skrivende stund nede på 11.699 kr.

Annonce i samarbejde med PriceRunner

Test af iPhone 18 Pro Max

iPhone 18 Pro Max er blevet testet af både Mobilsiden.dk og andre medier.

Mobilsidens test af iPhone 18 Pro Max

"iPhone 18 Pro Max er en af årets bedste smartphones med uovertruffen ydelse og batteritid, men på ren "smartness" halser softwaren til tider efter Android. Vil du have oplevelsen i et mere håndterbart format, er den mindre iPhone 18 Pro et lige så godt valg.
4,5/5Testresultat
Fordele
  • Fænomenal batteritid, der sagtens rækker til to dage
  • Ekstrem ydelse og markant forbedret køling
  • Fremragende og lysstærk skærm med minimal genskin
  • Markedets bedste videokvalitet
  • Formidabel byggekvalitet og stor holdbarhed
  • Pålidelig Face ID og lang softwareunderstøttelse
Ulemper
  • Kaotisk notifikationshåndtering i iOS
  • Tung og klodset i hånden ved længere tids brug
  • Meget høj pris – og nærige 256 GB i basismodellen
  • Siri AI og Apple Intelligence udebliver fortsat i Europa
  • Ladehastigheden halter efter de hurtigste konkurrenter

Andre mediers test af iPhone 18 Pro Max

Udover Mobilsiden.dk har anerkendte medier som CNET, PhoneArena, PC Mag og Techradar testet iPhone 18 Pro Max, som giver en gennemsnitlig bedømmelse på 4,5/5.

4,5/5Gennemsnit