HTC Desire Eye: Falkesyn med svømmebriller [TEST]

HTC tør skille sig ud på kamerafronten, og nu skal Desire Eye bane vejen for super-selfies.

HTC Desire Eye: Falkesyn med svømmebriller [TEST]

I længere tid har HTC’s regnskab været af skuffende art, men tallene er så småt blevet mere positive. Dette kan skyldes den bragende succes af HTC One M8, som var en design- og lydperle.

HTC har nu altid fået ros for spændende og solid hardware, og med årene en software der er moden og konkurrencedygtig.

Den taiwainesiske elektronikproducent er tilbage med hardware der tør skille sig ud. Oktober måned bød på det portable og vandtætte kamera HTC RE, samt super-selfie telefonen Desire Eye.

Vi lever i en tid hvor kameraet rettes indad, men alligevel er det forreste kamera oftest af knapt så flatterende kvalitet, men dette laver HTC om på.

Velkommen til anmeldelsen af HTC Desire Eye.

Solid gummibåd

Store telefoner er kommet for at blive – Desire Eye er ingen undtagelse. Med sine mål på 151.7 x 73.8 x 8.5 mm er vi i den større liga, men takket være afrundede kanter der får telefonen til at virke mindre end den er, samt fornuftig knapplacering, er enhåndsbetjening ikke umulig.

Trods komforten er det en lang krabat, og små lommer tilgodeses ikke af Desire Eye.

HTC har taget ved lære af kritikken fra den nordplacerede power-knap på M8, og er flyttet til den fornuftige højreside, hvor man også finder volume-knapperne. Knapperne leverer en noget skuffende trykoplevelse, og den dedikerede to-trins kameraknap er sumpet og svær at trykke.

Læs også: HTC One M8 Dual sim: Businessmobil i alu-jakkesæt

Modsat finder man skufferne til nano-SIM samt Micro-SD, der begge kræver tålmodighed og fingersnilde at åbne.

Hele enheden er støbt i polycarbonat der slutter tæt – man velsignes nemlig med IPX7-certificering der sørger for støvresistens og vandtæthed op til 1 meter i 30 minutter. Man finder ingen skodder, som på Sony Xperia Z3, så sørg derfor at MicroUSB-indgangen er tør før der oplades.

Godt nok er det ikke ædle materialer som aluminium og glas, men Desire Eye fremstår alligevel som solid og kvalitetsbygget.

Modellen fås i henholdsvis hvid og rød eller lyse- og mørkeblå. Begge farvevalg bidrager til et friskt og sporty indtryk som godt supplement til den vandglade konstruktion.

HTC velsigner sine produkter med deres velkendte Boomsound-højtalere, og selvom de ikke dominerer top- og bundkanter, er de stadig at finde. Imponerende ingeniørhåndværk har gjort det muligt at klemme dem ind på hver side af skærmen.

Man opleveler ikke samme brølende og sprøde fornemmelse som fætter One M8, men Desire Eye leverer alligevel optimal audiooplevelse. To frontvendte højtalere med tilpas afstand giver stadig en opslugende effekt.

På fronten mødes man af den 5.2” store skærm der ejer 1080 x 1920 pixels og en pixel-tæthed på respektive 424 – altså kan ingen pixels øjnes.

Skærmen har med sine IPS-paneler en aldeles flot og præcis farvegengivelse samt gode betragtningsvinkler. Sort har rigelig mængde dybde i sig, og med en høj lysstyrke er det generelt en fornøjelig skærm.

Hovedattraktionen, og grunden til navnet Desire Eye, sidder fortil og kigger på dig som Saurons øje.

HTC har nemlig implementeret et 13 MP foran såvel som bagved – det frontvendte har dog en bredere-synet linse. Begge øjebliksfangere akkompagneres af en to-tonet LED-blitz, der skal bidrage med lys men samtidig holde farverne naturlige.

Super-selfie telefonens kapabiliteter vil nærmere blive gennemgået i vores kameraafsnit.

Alt det gode indmad

Lille og vågen, stor og doven siger man – men ikke Desire Eye.

Man finder nemlig en 4-kernet processor, der ved 2.3 GHz leverer en snusfornuftig og hurtig brugeroplevelse, i samspil med Qualcomm Snapdragon 801 chipset. Grafikken drives som mange andre telefoner af en Adreno 330 GPU.

Desire Eye har 2 GB RAM at huske med, og præsterer upåklageligt hvad angår skift mellem applikationer og intensivt brug. Også grafikkrævende spil kan overkommes uden ventetid og nogen form for lag.

Man kan kun erhverve modeller med 16 GB intern lagerplads, men skal der film og musik i billedet kan MicroSD-kort hjælpe dig helt op til 128 GB.

Læs også: HTC Desire Eye – Mobilen til über-selfies 

HTC leverer sin egen browser samt Google Chrome fra start. Begge internet-udforskere fungerer flydende og fint, om det er scrolling eller zooming. Desværre svømmer Desire Eye dårligt i de høje 4G-bølger, og er derfor en blandet oplevelse hvad internethastighed angår.

Telefonen er testet med Telmores 4G-netværk i Københavnsområdet.

HTC One M8 gjorde et fortrinligt stykke arbejde med at holde sig vågen, men Desire Eye er mere energikrævende. Selvom der kun barberes 200 mAh af batteriet, så vi i alt er på 2400 mAh, er der mærkbar forskel.

En dags heftig brug er skam muligt men heller ikke mere. Hvis der intensivt knipses billeder og kigges Youtube ved en middel lysstyrke, skal man regne med opladerens ankomst sidst på aftenen.

Hvis Desire Eye ligger med lukkede øjne, skal man have 2.5 time tilovers for at få en frisk og veludhvilet kompagnion. Som bonus får man også Quick Charge-teknologi med telefonen, så har du en kompatibel superoplader kan du få 60% på 30 minutter.

Læs også: Lynlader på vej fra HTC

Man skal gøre hvad man er god til

HTC’s egen version af Android, kaldet Sense 6.0, har efterhånden været ude i nogen tid. Heldigvis er det en vellykket softwarepakke, der kombinerer smukt design med høj funktionalitet.

Som altid nævnes Blinkfeed, den populære nyhedslæser. Nogen foretrækker separate applikationer, og andre ser gerne sine nyheder, Facebook, Instagram etc. flettet sammen i en horisontal søjle af informationer.

Farverne i Blinkfeed afhænger af det valgte tema under ”personaliser”-muligheden i indstillinger – en yderst lækker og gennemført detalje.

Ofte føler man at producenterne tænker ”Jo mere jo bedre”, hvad angår selvproducerede applikationer der ikke kan slettes. HTC formår dog at ramme balancen og tilbyder nogle yderst anvendelige services.

HTC Backup lader dig gratis gemme din telefons indhold i skyen, og skulle du skifte lommemakker kan du blot installere applikationen for at hente det gamle jeg frem igen.

Man kan også overføre indstillinger, billeder og gemte beskeder via deres overførselsværktøj der blot kræver en WiFi-forbindelse – mange mandetimer sparet.

Læs også: HTC gentager Lollipop løfte – senest 2. februar

For at hjælpe dig gennem dagen har HTC to stadier af strømbesparelse: Spare- og ekstrem-sparemode.

Ved førstenævnte beskæres data ved slukket skærm, som også nedtones, og processoren får til opgave at slappe mere af. Dette kan, afhængigt af forbrug, forlænge driftstiden til 1½ dag.

Ekstrem-sparemode frarøver dig de mange funktioner en smartphone bringer, men sikrer dig derimod lang levetid. Her er kun basale opgaver som at ringe, skrive og regne mulige, men yderst anvendeligt hvis stikkontakten efterlades i en lang periode.

HTC holder deres software minimalistisk, flot og hurtigt – alt sammen godt.

Desire Eye Experience

Da HTC meldte ankomsten af Desire Eye, tilkendegjorde de også at den nye medfølgende software, kaldet ”Eye Experience”, med tiden ville forplante sig på andre HTC-produkter.

Læs også: Android 4.4.4 og Eye Experience klar til HTC One (M8)

Som nævnt før, er både for- og bagkamera indehavere af 13 MP.

Bagtil er linsen af f/2.0 optik, hvor frontkameraet tilgodeses med f/2.2 og giver derfor mulighed for flere personer i dit selfie. Frontkameraets flere megapixel har løftet standarden for selfies, og dertil kommer også nye og sjove muligheder.

Som altid er brugerfladen minimalistisk og nem at gå til. Man kan bevæge sig mellem for- og bagkamera ved at swipe fra højre side, hvilket dog kan være inkonsistent og ofte tyr man til at trykke sig frem.

Det er en sand fornøjelse at have lige mange muligheder som HDR, Slow motion-video og effekter, uanset hvilket kamera man bruger.

Som noget nyt kan man dobbelt-optage: Hvorfor ikke bruge begge kameraer på én gang? Ved denne funktion får man sig selv og sine omgivelser samt scenografien forud med. Dette giver en følelse af et mindre øjebliks-panorama.

Dette højner gensynsglæden ved billeder, eftersom man både får sig selv og stjernen på scenen eller den flotte baggrund med. Dette kræver dog lidt øvelse, da begge kameraer ikke er placeret identisk på hver side og man kan ende med lidt skæve billeder.

Ud over dette kan man ”Foto Collage” og sammenstykke flere billeder eller selfies. Kameraet skyder kontinuerligt fire billeder med to sekunders mellemrum, så man nemmere og hurtigere kan få det ønskede billede i kassen.

Skulle man have en dårlig hud-dag kan man takket være funktionen kaldet Make-up-niveau, udvaske de små detaljer man ikke ønsker med. Dertil kan billedet også fanges vha. stemmekommandoer som ”Cheese” eller et stort smil.

Endnu en sjov feature er ansigtsfusion, der lader dig bytte eller dublere ansigt med din billedemakker.

Desire Eye sørger ikke kun for en god brugeroplevelse, men samtidigt imponerende flotte billeder. Farverne er realistisk gengivet med en rig detaljegrad, og tager sig godt ud værende det på lille eller stor skærm.

Eftersom HTC har undladt Ultrapixels til super-selfies, klarer Desire Eye sig ikke på imponerende vis i mørke. Når det optimale dagslys er væk, bliver billederne hurtigt grynet og uklare.

Når bevægende øjeblikke skal digitaliseres og gemmes, skyder Desire Eye med 30 fps der foregår i Full HD (1920 x 1080).

Mikrofonen er fornuftigt modstandsdygtig over for modernaturs blæst, og den generelle lydsige er rigtigt god.

Som når der tages billeder, er videoer flotte i farverne og detaljegraden er igen i top. Autofokuseringen ved selv når der skal arbejdes, og indretter sig fint efter nærværende objekter. Desværre savner man hurtigt optisk billedestabilisering, eftersom HTC har forsøgt sig med en digital løsning.

Videoer bliver hurtigt rystede og knapt så bekvemmelige at gense.

Også her får man mulighed for dobbeltoptagelse af for- og bagomgivelser.

Super selfie-telefonen

I denne tid er der større og større fokus på selfies, og i stedet for blot at følge med, er HTC gået all in og givet os HTC Desire Eye: Super Selfie-telefonen.

Der er ikke sparet på noget hvad angår denne enhed: man får en hurtig og smidig performance i en vandtæt skal, der indeholder flotte farvepræcise 1920 x 1080 pixels, HTC’s Boomsound højtalere samt det forstærkede frontvendte kamera.

Ved at have flere pixels, detaljer og lys rettet mod dig, åbner der sig et rigere sæt af muligheder hvad angår billede-skydning med personer eller naturen.

Læs også: HTC Desire 820 kommer til Danmark

HTC Desire Eye kan også billedfange på anden vis: takket være den videre vinkel fortil, tør man vende telefon og skyde via den dedikerede kameraknap. På denne måde fanger man nuet uden at være fokuseret på skærmen og gå glip af begivenheden med egne øjne.

Batteritiden er desværre ikke imponerende og giver dig maksimalt én dags brug, men kan dog undskyldes med at understøtte fremtidige Quick-charge-teknologier.

Internetoplevelsen er af de bedre slags takket være den smidige præstation, men 4G-hastigheden melder sig skuffende sjældent på denne telefon der starter ved 4200,- kroner.

Derfor lander HTC Desire Eye på flotte 5 ud af 6 stjerner.

Fordele

  • Kameraoplevelsen
  • Vandtæt
  • Skærmen
  • Boomsound

Ulemper

  • Dårlige knapper
  • Batteritid
  • Performance i lavt lys
  • Dårlig 4G

Fortsættelsen i sagen

Der er udvikling i sagen. Siden vi bragte artiklen er der sket mere. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. 5/11/2014 blev fortællingen ført videre med artiklen om Unge vælger smartphone fremfor sex og vielsesringeKlik her og læs videre.. Er du interesseret i absolut seneste nyt om temaet, så klik her..