Test af Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra – ikke helt ultra nok
Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra er på de rå specifikationer den bedste foldbare mobil lige nu, men prisen er høj, den almindelige Fold8 er bedre og nogle småting kunne være bedre.
Læs vores test og bedømmelse af Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra og se de bedste alternativer til den.
Se også: Test af nyeste smartphones
Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra i en nøddeskal
Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra er årets absolutte topmodel inden for foldbare smartphones i det klassiske Fold-format, som de fleste efterhånden kender.
Den henvender sig direkte til power-brugere, der vil have den maksimale skærmplads til multitasking, mediekonsumering og arbejde på farten.
Mobilen placerer sig i det allerhøjeste prissegment på det danske marked og fungerer som en direkte konkurrent til andre premium-foldbare som Google Pixel 10 Pro Fold, Motorola Razr Fold og den kommende iPhone Ultra.

Førstehåndsindtrykket af byggekvaliteten er fremragende og den føles enormt luksuriøs. Alligevel virker det mærkeligt, at en så dyr og moderne telefon stadig benytter en kapacitiv fingeraftrykslæser i tænd/sluk-knappen.
Det føles simpelthen for oldschool og upraktisk – her mangler vi i den grad en fingeraftrykslæser bygget ind i selve skærmen eller en mere velfungerende og sikker ansigtsgenkendelse som Apples FaceID.
Bedømmelse af Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Pris og varianter i Danmark
Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra lander i butikkerne med en vejledende startpris, der kan få de fleste til at spærre øjnene op.
Den billigste variant med 256 GB lagerplads og 12 GB RAM koster 17.499 kroner. Har du brug for mere plads, koster 512 GB-versionen 18.999 kroner, mens topmodellen med 1 TB lagerplads og 16 GB RAM sniger sig helt op på 21.999 kroner.
Den er lækker og har indmad som en sand topmodel, men prisen er simpelthen for høj ved lancering. Vores klare forventning er dog, at den ret hurtigt vil falde i pris og dermed blive mere attraktiv.
En overraskende ulempe i år er dog eksistensen af den almindelige Galaxy Z Fold8, som har fået et nyt og bredere format, der uden tvivl gør den til vores favorit rent designmæssigt. Dog har Z Fold8 Ultra præcis det kamerasystem, som burde have siddet i den almindelige Fold8, hvis du spørger os.
Annonce i samarbejde med PriceRunner
Design, kvalitet og skærmkvalitet
Skærmene i Fold8 Ultra er et kapitel for sig. Den indvendige foldbare Dynamic LTPO AMOLED 2X-skærm måler 8,0 tommer med en opløsning på 2256 x 2504 pixels og 120 Hz opdateringshastighed.

Skærmen har fået en ny anti-refleksbehandling, som fungerer strålende, og den maksimale lysstyrke på hele 3.000 nits gør den utrolig let at aflæse, selv i den direkte sommersol.
Den udvendige skærm på 6,5 tommer i 1080 x 2520 pixels er beskyttet af Corning Gorilla Glass Ceramic 3, mens bagsiden dækkes af Gorilla Glass Victus 2.

Folden i midten af den store skærm er minimeret markant takket være det nye hængsel og titanium-teknologien. Det er utvivlsomt nogle af de bedste skærme på markedet lige nu.
Foldet ud måler Galaxy Z Fold8 Ultra 158,4 x 143,2 x 4,1 mm, og når den er klappet sammen, lyder målene på 158,4 x 72,8 x 8,9 mm.
Med en vægt på 215 gram føles den solid, men er alligevel overraskende let at have med at gøre. Foldbare mobiler har i dag generelt en god holdbarhed, men en mangel er stadig den fulde IP68- eller IP69-certificering mod især støv.
Fold8 Ultra har kun fået en IP48-certificering. Det betyder rent praktisk, at den ganske vist kan klare at blive nedsænket i 1,5 meter vand i en halv time, men 4-tallet betyder, at den kun er beskyttet mod faste objekter større end 1 millimeter.
Den er altså slet ikke støvtæt, hvilket du skal være opmærksom på, hvis du for eksempel tager den med på stranden.
Se også: De absolut bedste mobiler lige nu
Hvor hurtig er Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra?
Motoren i maskinrummet er Qualcomms spritnye Snapdragon 8 Elite Gen 5 (3 nm), der er tunet til Samsungs topmodel.
Den bliver bakket op af enten 12 GB eller 16 GB RAM alt efter model. Ydeevnen er helt i særklasse, og den suser flydende igennem alle hverdagens opgaver.
I daglig brug er der absolut ingen slinger i valsen, uanset om du kører tre tunge apps side om side, redigerer video eller spiller grafiktunge spil.
Ud af æsken kører den Android 17, og Samsung lover hele syv års opdateringer af både styresystem og sikkerhed, hvilket er fremragende.
Hvordan er softwaren og opdateringer?
Samsung har med deres One UI 9 en af de absolut bedste og mest funktionelle brugerflader til Android, især når det kommer til multitasking på de store skærme.
Det er moderne, enkelt og lynhurtigt. Designmæssigt er der dog stadig noget at arbejde på. Googles egen, rene version af Android er efter vores mening langt mere indbydende og rolig at se på.

Dertil kommer et stort irritationsmoment: Samsung har simpelthen for meget bloatware. Især når det handler om en mobiltelefon til 18.000 kroner, er det frustrerende at blive mødt af Samsungs mange egne apps side om side med Googles udvalg, for slet ikke at tale om alle de præinstallerede tredjeparts-apps som TikTok, Facebook, Instagram og Perplexity.
Lad mig dog selv installere dem fra app-butikken, hvis jeg vil have dem, i stedet for at presse dem ned over hovedet på mig.
På den positive side er de syv års garanterede software- og sikkerhedsopdateringer dog helt klasseledende og sikrer telefonen en enormt lang levetid.
Se også: Bedste mobiltelefon til prisen
Hvordan er batteritiden? Lader den hurtigt?
Batteriet har endelig fået et velfortjent løft op til 5.000 mAh takket være en ny silicium-carbon batteriteknologi.
I hverdagen opleves batteritiden ikke som vanvittig overlegen, men derimod som rigtig god og pålidelig. Den holder en hel, travl dag uden problemer, men du skal heller ikke forvente meget mere end det, før den skal i stikket ved sengetid. To dage med moderat brug kan sagtens lade sig gøre.
Opladningen er desværre dens akilleshæl. Z Fold8 Ultra understøtter kablet opladning på 45 watt og trådløs opladning på 20 watt, ligesom der er mulighed for 4,5 watt omvendt trådløs opladning til dine høretelefoner.
Den lader dog langsomt i forhold til mange af de kinesiske konkurrenter på markedet, der kan lade dobbelt så hurtigt. En halv time i laderen giver omkring 67 procent strøm, mens en fuld opladning fra 0 til 100 procent tager knap en time.
Hvor godt er kameraet i Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra?
Samsung har udstyret Ultra-modellen med et kamerasystem, der hører til blandt de bedste i den foldbare kategori.
Bagpå finder vi tre kameralinser: En massiv 200 megapixel hovedsensor med optisk billedstabilisering, et nyt 50 megapixel ultravidvinkelkamera og en 10 megapixel telelinse, der leverer 3x optisk zoom.
Både indvendigt og udvendigt sidder der udmærkede 10 megapixel selfie-kameraer.

Billedkvaliteten i både dagslys og mørke er rigtig god, og Samsung har skruet lidt ned for den overmættede farvelade, hvilket klæder billederne, der ser mere naturlige ud.
Videokvaliteten er ligeledes i top med mulighed for op til 8K-optagelse.
De stærkere kameraer og den store hovedsensor er reelt den eneste rigtigt tungtvejende grund til at vælge denne dyre Ultra-variant frem for lillebroren.
Se også: De bedste Android-mobiler lige nu
Fordele og ulemper ved Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Der er mange fordele og ulemper ved Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra. Her er de vigtigste:
Fordele ved Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
- Kæmpe, lysstærke og farverige skærme med anti-refleks
- Enormt kraftfuld ydeevne
- Fremragende foto- og videokvalitet
- Klasseledende garanti med hele syv års opdateringer
- Pålideligt batteri, der nemt klarer en hel dags brug
Ulemper ved Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
- Prisen på over 17.000 kroner er simpelthen for høj
- Lader for langsomt i forhold til mange konkurrenter
- Fingeraftrykslæseren i siden er forældet – mangler FaceID eller skærmlæser
- Kun IP48-certificeret og dermed ikke støvtæt
- Plaget af præinstalleret bloatware og uønskede tredjepartsapps

Konklusion på test af Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra er et teknologisk vidunder af en foldbar smartphone. Skærmene er uovertrufne, kameraet er fantastisk, og processoren tygger sig legende let igennem alt, du kaster efter den.
Samtidig sikrer den gode batteritid og de imponerende syv års softwareopdateringer, at telefonen holder længe.
Desværre holdes den tilbage af en lidt for langsom opladning, alt for meget bloatware og en forældet fingeraftrykslæser.
Men det vigtigste er, at den almindelige Z Fold8 er langt federe, mere kompakt og praktisk, billigere og alt i alt et bedre valg, medmindre de absolut vil have de bedste kameraer.
Galaxy Z Fold8 Ultra er virkelig god, men den skulle have haft samme nye form som Fold8 og ikke blot et bedre kamera, hvis den skulle have gjort sig fortjent til Ultra-navnet.
Det er svært ikke at anbefale en Z Fold8 Ultra, men vi vil dog opfordre til, at man venter et par måder, til den er faldet i pris – eller nupper en Fold8 i stedet.
Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 85/100 i test.

Bedste alternativer til Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Blandt de bedste alternativer til Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra er:
Samsung Galaxy Z Fold8
Pris: Fra 14.999 kr.
Motorola Razr Fold
Pris: Fra 11.999 kr.
Google Pixel 10 Pro Fold
Pris: Fra 13.999 kr.
iPhone Ultra
Pris: Ikke lanceret endnu
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed