Nyt håb for Siri på dansk
Helt tilbage i slutningen af 2012 kunne vi på Mobilsiden fortælle, at Siri skal lære at tale dansk. Vi er dog senere blevet skuffet adskillige gange, og har desværre måtte se os overset til større markeder.
Dog har mandagens event fra Apple igen spiret håb for en dansk talende Siri til æbleprodukterne, da 22 nye sprog, inklusiv det danske, kan sikre stemmediktering med både iOS 8 og OS X Yosemite. Stemmediktering sikrer, at du kan indtale tekst alle steder hvor tastaturet springer op.
Mobilsiden har i den forbindelse bragt artiklen Sådan dikterer du sms’er og mails på din iPhone – på dansk [TIP], da app’en Aktiv Stemme i forvejen kan klare den opgave. Fordelen ved at Apple bager det ind i systemet er, at det indtalte ikke behøver at skulle kopieres fra den førnævnte app til en anden.
Funktionen skulle efter sigende virke overraskende præcist med dansk diktering, hvilket giver håb om en dansktalende Siri i fremtiden. Mobilsiden har endnu ikke fået adgang til betaversionerne af iOS 8 og OS X Yosemite, men vender naturligvis tilbage med vores indtryk når vi har. Hold derfor godt øje med siden som altid.