Kia producerer nogle af markedets absolut bedste elbiler til prisen, men danskerne vender dem i stigende grad ryggen.
Spørgsmålet er, hvorfor Kia ikke klarer sig markant bedre herhjemme. Med stærke elbiler, et bredt modelprogram og skarpe priser burde forudsætningerne ellers være helt i top.
Jeg er ikke i tvivl om, at den store synder er bilernes design.
Gode biler, men de kunne klare sig endnu bedre
Kigger vi på de tørre tal for bilsalget i Danmark i 2026, tegner der sig et overraskende lunkent billede for Kia.
Vi skal helt ned på en 34. plads over de mest solgte modeller for overhovedet at finde en Kia.
Samtidig roder mærket rundt nede på en 10. plads over de mest populære elbilmærker, overhalet af et mærke som Citroën, hvis elbiler bestemt ikke imponerer i samme grad.
Tidligere har Kia ellers vist, at de sagtens kan bide skeer med de store og har historisk ligget helt oppe på en ottendeplads.
Netop derfor giver den nuværende placering på papiret ingen mening. Kias modelprogram er bredt og logisk opbygget med alt fra EV2, EV3, EV4, EV5 og EV6 til EV9 og minibussen PV5.
Bilerne er bundsolide, veludstyrede, praktiske, velkørende, komfortable og har glimrende specifikationer til skarpe priser. Hvad går der så galt?
Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (september 2026)
Det kasseformede design er Kias akilleshæl
Efter min klare vurdering bunder hele det i én afgørende faktor: Designet.
Bilens udseende betyder langt mere for vores købelyst, end mange vil indrømme. Det er netop formgivningen, der gør, at man glæder sig til at gå ud i indkørslen, nyder synet og stolt sætter sig bag rattet hver evig eneste dag.
Problemet for Kia er desværre, at bilerne simpelthen ikke er kønne og lækre at se på. Formsproget er blevet alt for kantet, klodset, kasset og futuristisk til den brede danske smag.
Det er ikke blot min personlige holdning; det er en gennemgående kritik i elbildebatter og på sociale medier.
Konklusionen lyder alt for ofte, at teknikken er i top, men udseendet er håbløst. Jeg har sågar hørt folk sammenligne den nye PV5 med en decideret handicapvogn, og ser man den, er sammenligningen faktisk svær at afvise.
Det er synd og skam, for Kia fortjener langt større succes med deres elbiler. Men så længe de insisterer på en så polariserende og kasset designlinje, er det efter min klare overbevisning, at det vil blive ved med at holde dem tilbage.
Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (september 2026)


