Samsung Galaxy Note III fanget i benchmark-test
Det forventes, at en ny udgave af Samsungs populære Galaxy Note-phablet vil se dagens lys den 4. september. Her afholder mobilgiganten således en event i Berlin forud for den årlige IFA-messe.
Spekulationerne om Galaxy Note III har været mange, og historier om såvel lækkede billeder som specifikationer har kørt på diverse websites.
Den seneste i rækken drejer sig om, at Galaxy Note III har scoret over 22.000 point i en benchmark-test (AnTuTu Benchmark-database). Her fremgår det ligeledes, at der er tale om en 2,3GHz-processor og det nye Android 4.3 Jelly Bean som styresystem.
Ifølge GSMinsider.com er der højst sandsynligt tale om en LTE-udgave af den kommende Galaxy Note.
Timingen med et Unpacked-event den 4. september kan meget vel betyde, at Galaxy Note III vil være at finde på IFA-messen, som begynder to dage senere.
Læs også:
– Samsung Galaxy Note III får Snapdragon 800-processor
– Samsung Smartwatch og Galaxy Note III på vej
