Smartphones og tablets kan være skadelige for synet
Vi har oftest enten smartphonen eller vores tablet lige ved hånden og tjekker hele tiden om der sker noget nyt på enten Facebook, Twitter og en række nyhedssites. Alt i mens tiden går, så stirrer vi koncentreret på vores små lysende skærme.
Og det er faktisk ikke sundt for øjnene at læse noget med så lille en skrift og på så nært hold, sådan lyder advarslen fra forskere på Institut for Optometri og Visual Fakultet ved Buskerud University i Norge. Det skriver dr.dk.
Forklaringen på dette er, at vi anstrenger øjets evne til at fokusere når vi læser den lille tekst på en skærm.
– ”Vores øjne slapper nemlig mest af, når vi ser på noget, der er længere væk,” siger Magne Helland til det norske videnskabssite Forskning.no.
Du sætter dermed dine øjne på en udfordring, hvis du kigger på smartphonen ude i sollys, eller hvis kontrasten og farven på skærmen er indstillet forkert.
– ”Nogle mener, at når man bruger øjnene så koncentreret på noget, der er så tæt på øjnene – især i barn- og ungdommen – så kan det føre til nærsynethed,” fortæller Magne Helland.
Sådan forebygger du øjenskader
Magne Helland forsker i, hvordan man kan undgå at få synsproblemer ved brug af skærme – også computerskærme på arbejdspladsen.
Han har derfor også givet et par råd til, hvordan du kan forebygge at skade øjnene ved brug af skærme.
- Forstør teksten på skærnen
- Hold din smartphone eller tablet i samme afstand, som du vil holde en bog eller en avis.
- Undgå direkte sollys eller at se på skærmen i skarpt lys
- Indstil lyset og eventuelt farverne på skærmen, så bogstaverne står tydeligt – men kontrasten til omgivelserne ikke er for stor
Uanset om man i forvejen har problemer med synet, så er det helt naturligt, at man bliver træt i øjnene af at kigge på de små skærme med skarpt lys.