Test: Telia hurtigst på 3G – i gennemsnit
Det er Telia, der har det hurtigste 3G-netværk. I hvert fald hvis man kigger på den gennemsnitlige hastighed.
Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse, som firmaet Opensignal har foretaget på vegne af tv2.dk.
På baggrund af over fem millioner målinger fra knap 15.000 danskere scorer Telia 3,87 Mbps i gennemsnit. Herefter følger Telenor med 3,29 Mbps og 3 med 2,99 Mbps. TDC ender som nummer fire med 2,89 Mbps i gennemsnitlig 3G-hastighed.
Mens Telia glæder sig over sejren ved at fremhæve, at de seneste års investeringer “har båret frugt”, bliver resultatet mødt med skepsis hos konkurrenten 3.
– “Det med hastighederne kan man ikke bruge, når man ikke kan se, hvad der er for en telefon, brugerne har haft,” siger 3’s kommunikationschef, Stine Green Paulsen, ifølge tv2.dk.
Meldingen fra TDC er, at selskabet “en gang imellem ikke har den højeste middelhastighed”, men at stabilitet er vigtigere for kunderne.