Apple laver værktøj mod hackerangreb
De seneste uger har et lille program skabt røre i Apple-dammen. Programmet, der hedder Mac Defender, er et falsk sikkerhedsprogram, som har snydt en del Mac-brugere den seneste tid.
Brugere, som har installeret programmet præsenteres for en falsk sikkerhedsmeddelelse, der advarer om at systemet er inficeret med virus. Mod betaling kan programmet fjerne virus – man skal bare lige indtaste sine kreditkortoplysninger, for at låse op for programmet.
Der er naturligvis tale om et såkaldt phishing-trick, hvor formålet er at skaffe brugernes kreditkortoplysninger. Programmet eksisterer endda i flere udgaver, under navne som Mac Protector og Mac Security.
I et supportdokument som blev publiseret på Apples hjemmeside i går, fortæller Apple hvordan man undgår at blive offer for phishing-tricket. Her loves det også, at der inden længe kommer en systemopdatering, der renser de computere, der er smittet med programmet. Apple skriver:
“In the coming days, Apple will deliver a Mac OS X software update that will automatically find and remove Mac Defender malware and its known variants. The update will also help protect users by providing an explicit warning if they download this malware.”