Beoplay P2 – så meget lyd på så lidt plads [TEST]

Hvor meget lyd kan man egentlig klemme ned i lommeformat? Overraskende meget, beviser B&O med deres BeoPlay P2.

Beoplay P2 – så meget lyd på så lidt plads [TEST]

Siden Bang & Olufsen lancerede PLAY-brandet tilbage i 2012, har selskabet klemt stadigt mere lyd i stadigt mindre formater.

Mindst er nu Beoplay P2, som klemmer sig ind under den anmelderroste Beoplay A1 og der byder på B&O’s signaturlyd i en bluetooth højtaler som faktisk kan være i jeanslommen.

Højtalere fås altså ikke meget mindre, men fysikkens love sætter begrænsninger: vellyd fylder. Beoplay synes dog ikke at være synderligt hindret af den slags. Den synes mere opsat at vise hvor meget lyd der kan reelt kan klemmes ud af en mikrohøjtaler.

Se også:  BEOPLAY P2 – Stor lyd i lommeformat

Beoplay P2

Specifikationer Beoplay P2

Størrelse: 140 x 80 x 23 mm
Vægt: 275 gram.
Batteri: 10 timers afspilning, 2.200 mAh
Lyd: 2-vejs, 1 x ¾” tweeter, 1 x 2,0” woofer
Effekt: 2 x 15 watts digital forstærker, 2 x 50w peak, 68-21.000 Hz
Farver: sort, sandsten eller blå
Forbindelser: Bluetooth 4.2, ADK 4.0
Pris: vejledende 1.299 kroner

Beoplay P2
Beoplay P2 har tydeligvis samme design-DNA som A-serien. Foto: Mobilsiden.dk

Beoplay P2 er første model i B&O PLAY’s P-serie, en serie som indtil videre lever under selskabets A-serie af trådløse højtalere.

Familieligheden med selskabets øvrige produkter er dog ikke til at tage fejl af. Det er den samme B&O designer, Cecilie Manz, der har tegnet stregerne bag P2, og som i a-serien lever minimalismen i bedste velgående.

P2 er bygget op som en slidstærk plastskål med højtalerindmad indeni, som derefter er belagt med et nydeligt aluminiumslåg. Det virker solidt alt sammen, men jeg savner dog storebror A1’s vand- og støvafvisende egenskaber.

Formgivning er dog nær det perfekte til en rejseledsager, den runder de helt rigtige steder og fylder ikke mere end en coladåse skåret op på langs. Hele pakken synes at være skræddersyet til at kunne være i en jeanslomme, hvilket den derfor også nemt glider ned i uden at lommen buler for meget ud. En lille læderstrop gør det samtidig enkelt at fiske den op af lommen igen.

Læs også:  Beoplay A2 Active lanceret – den holder til mere

Beoplay P2
Beoplay P2 er markant mindre end storebror A1. Foto: Mobilsiden.dk

Minimalismen hersker

Med P2 introducerer B&O PLAY deres første gennemgående knapløse design. Her er ingen synlige knapper til at styre løjerne. Det eneste der tilnærmelsesvis kun kaldes en knap er at finde i bundens logo, hvor du ved et tryk kan tænde og slukke, mens et langt tryk igangsætter den trådløse parringsdans.

Vil du skrue op eller ned, foregår det udelukkende på mobilen. Du kan dog pause musikken med et dobbelttap på fronten eller give hele højtaleren en rystetur for at spole frem til næste nummer.

Godt nok er det pænt at slippe for knapper, men det bliver lige spartansk nok til tider for betjeningen bliver unødvendig kluntet. Det stilrene design betyder også, at du må undvære jack-stikket til almindeligt kablet input.

Minimalismen lever også videre i salgsæsken som hverken inkluderer en bærepose (den koster 279 kroner oveni) eller nogen oplader. En USB til USB-C ledning medfølger dog – såfremt du har en mobiloplader i forvejen, kan denne lade højtaleren op.

Se også:  Beoplay A1 – Dansk design når det er bedst [TEST]

Beoplay P2
Beoplay P2 har kun en knap på bagsiden. Foto: Mobilsiden.dk

Enkel opsætning og interessante features

Der er altså kun en vej for musikken fra din medieafspiller og videre til Beoplay P2 og den går igennem en Bluetooth 4.2 forbindelse.

Heldigvis er opsætningen meget ligetil, du finder højtaleren i indstillingsmenuen og udvælger P2.

Du kan dog lære din P2’er flere tricks ved at installere B&O PLAY app’en hvor du kan vælge mellem fire forskellige lydprofiler til alt fra fest til podcast. Derinde kan du også kreere din helt egen lydprofil til din musik

I app’en kan du samtidig opsætte P2’erens dobbelttap-funktionen til at fungere som alarmclock, aktivere Siri/Google Now eller bare få mulighed for at spole tilbage til sidst afspillede nummer.

Det store men her er, at du kun kan vælge en enkel af funktionerne af gangen. Så ryger det smarte desværre lidt.

Se også: JBL Flip 4 – En oplagt rejsefælle [TEST]  

Beoplay P2
Beoplay P2 lyder meget større end den er. Foto: Mobilsiden.dk

Lille sag med stor lyd

Det er dog lyden der er essentielle i en mobil højtaler, og her Beoplay P2 underlagt de begrænsninger som det kompakte format dikterer.

Selvom den er lille, har B&O PLAY dog formået at spække den relativt meget power. Her en to-vejs konstruktion hvor en lille tweeter lånt fra Beoplay og en større driver på 50mm sammen med en 2×15 Watts digitalforstærker forsøger at pumpe maksimalt med vellyd ud.

Operation er langt hen af vejen lykkedes. BeoPlay P2 lyder større end den egentlig er, og holder du dig fra topvolumen, er det ganske behagelige toner P2 serverer.

Men, men – størrelsen på komponenterne har altså sine begrænsninger. Alt efter hvad du lytter til, kan basen til tider blive lidt papagtig, mens mellemtoner og diskanter har det med at flyde sammen. Skruer du helt op, spiller P2 overraskende højt, men lydbilledet er glaseret med et tyndt lag forvrængning.

Se også:  Denon Envaya Mini: Tag musikken med dig overalt [TEST]

Lyden er i mono – men det er alligevel yderst begrænset hvor meget stereo der kan hives ud af så lille en sag. Det havde dog været fint, hvis to P2’ere kunne parres sammen i stereo. Det trick er forbeholdt de større modeller fra A-serien.

P2 rummer også headset-funktioner, hvilket virker i en håndevending, men her synes ens modtager at lyde meget lav – selv ved maxvolumen.

Til trods for de kompakte mål, har B&O PLAY puttet samme størrelse batteri som i den dobbelt så store, og tunge, A1’er. Det gør, at P2 snildt lever op til sin erklærede mål om at holde i 10 timer. Skulle du skrue op til mere end kontorvolumen, kan du stadigt regne med liv i højtaleren i over 5 timer.

BEOPLAY P2

Kompakt minimalisme har sin pris

Ret beset, så er det Beoplay P2 leverer ganske imponerende. Der kan vist ikke klemmes bedre lyd af så fikst et format som P2’erens. Men den illustrerer samtidigt, at der er grænser for hvad man kan forvente af så kompakt en højtaler.

Har du i forvejen en større trådløs højtaler, er P2 et lækkert supplement, for den vil altid være ved hånden – eller lommen. Den er småpebret, men P2 er nu også bedst i sin vægtklasse.

Er det her din første færd i den tætte jungle af trådløse højtalere, er du dog bedre tjent med P2’erens storebror: BeoPlay A1 – eller hvis det skal være billigere, den pålidelige JBL Flip 4 eller velspillende Denon Envaya mini.

Læs også:  Harman Kardon Esquire mini – fin, fiks og praktisk, men dyr [TEST]

Beoplay P2 får derfor 5 ud af 6 stjerner.

Fordele:

  • Yderst bærbart format
  • Lækkert design
  • Lyder større end den er
  • Godt batteri

Ulemper:

  • Ingen vand- eller støvtæthed
  • Ingen medfølgende bærepose
  • Få betjeningsmuligheder
 

Opfølgning på historien

Meget er sket siden redaktionen postede artiklen. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 19/4/2017 fortsatte vi fortællingen med en ny vinkel på Studietilbud fra Spotify: Premium til halv pris – Klik her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.