Kinesiske bilpriser er farlige: Tysk bilgigant advarer

BMW’s nye topchef advarer mod uforståeligt lave priser på kinesiske elbiler i Europa, men frygter samtidig en handelskrig med Kina.

BMW
BMW i3. Foto: Mobilsiden.dk.

BMW’s topchef, Milan Nedeljković, råber nu vagt i gevær over for de kinesiske elbilmærkers aggressivt lave priser i Europa.

Han advarer mod en farlig skævvridning af markedet, hvor visse bilpriser ganske enkelt ikke giver forretningsmæssig mening.

Men advarslen udspringer næppe kun af principfasthed. Det handler i høj grad om, at kinesernes prispres for alvor er begyndt at gnave i tyskernes profitmarginer.

Frygter handelskrig og modangreb

I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung slår BMW-bossen fast, at de stærkt går ind for fri handel og sund konkurrence. Alligevel ser han med stor bekymring på prissætningen hos kinesiske giganter som BYD og SAIC.

EU har allerede indført straftold på op mod 35,3 procent på kinesisk producerede elbiler, men Nedeljković advarer direkte mod at skrue yderligere op for toldmurene.

Han foretrækker frivillige, politiske aftaler om fair markedspriser. En handelskrig kan nemlig ramme som en bumerang, hvis Kina som modtræk lukker for battericeller, som den europæiske bilindustri er dybt afhængig af.

Dertil producerer BMW selv modeller i Kina til det europæiske marked, herunder den elektriske Mini Cooper.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

En presset europæisk bilbranche

Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor kineserne har markant medvind i Europa, og jeg er slet ikke i tvivl om, at BMW så småt begynder at kunne mærke det på bundlinjen.

Når de kinesiske mærker konstant presser priserne ned, trykker det hele markedet og udhuler profitten per solgte bil hos BMW og andre europæiske bilmærker.

Tyskerne er i forvejen hårdt ramt i Kina, hvor BMW Groups salg er dykket fra knap 848.000 biler i 2021 til 626.000 biler sidste år.

BMW-bossens modstand mod mere straftold er ren overlevelsespragmatik, hvor BMW forsøger desperat at beskytte sin egen forretning i Kina mod gengældelse, mens de kæmper for overskuddet herhjemme.

Med det sagt tror vi dog fortsat, at kineserne får en overordentlig svær opgave i den direkte premium-duel mod BMW, Mercedes-Benz og Audi. I den eksklusive liga efterspørger køberne brandværdi, som de kinesiske mærker ikke har på vores breddegrader.

Læs ogsåSeneste salgstal for elbiler i Danmark (september 2026)