Så kommer priskrigen på tv-kanaler
Synes du også, at du betaler rigtigt mange penge for at se tv? Så kan du se frem til at priserne vil falde markant den næste tid.
Boxer har indledt krigen med en prissænkning på 45 procent, på sin mindste tv-pakke, og landets største tv-udbyder, Yousee, forventer at markedet står overfor en opslidende priskrig.
– “For få år siden var der reelt kun to-tre udbydere. I dag er vi mange. Derfor vil der komme en voldsom konkurrence. Vi vil tilstræbe, at den kommer til at handle om kvalitet og udbuddet af kanaler. Andre vil fokusere på prisen, og derfor vil konkurrencen uundgåeligt påvirke priserne”, siger Niels Breining, der er adm. direktør for Yousee, til Politiken.
Han drager, ifølge avisen, paralleller til kampen om mobil- og bredbåndskunderne, som på få år har ført til prisfald på op til 75 procent. En typisk tv-pakke koster i dag omkring 2-3.000 kroner om året.
Læs også:
Sådan ser du gratis digitalt tv