Beyerdynamic Byron BT – Seriøs trådløs lyd [TEST]
Beyerdynamic rimer med tysk elektromekanik – og det er ikke nogen tilfældighed, for selskabet har snart 100 års jubilæum inden for produktion af høretelefoner, mikrofoner og anden lydfølsom mekanik.
Selskabets seneste kreation er Byron-serien – en trio af headsets i tre prisniveauer: Byron er et almindeligt kablet headset, Byron BT er trådløst og Byron BTA er både trådløst og har en mere avanceret lydbehandling til blandt andet lossless lyd.
Dagens testemne er Byron BT, som prismæssigt koster præcis det dobbelte af sin kablede kollega og det halve af den mere ambitiøse Byron BTA.
Se også: Intet jackstik i iPhone 7? Her er 5 fede trådløse løsninger
Specifikationer Beyerdynamic Byron BT
Type: Lukket, in-ear
Vægt: 13 gram
Ydelse: 10-23.000 Hz respons, 90 dB SPL
Batteri: 7½ timer, 2 timers micro-USB opladning
Kabellængde: 56 cm
Farver: mørkegrå
Bluetooth: 4.1 med aptX
Øvrigt: Boost og mikrofon
Tilbehør: øretipper i fire størrelser, aftagelige vinger, bærepose, micro-USB kabel
Pris: omkring 800 kroner
Udseendet kan bedst beskrives som værende civiliseret. Det er nydeligt, praktisk og godt skruet sammen – perfekt til alt fra hjemmet til kontoret, men altså uden meget spræl. Det er seriøst det her.
Byron BT består af to ørepropper i stærkt letvægtsmetal sluttet sammen af en 56 cm langt faldt kabel.
Mellem de to er en fjernbetjening med en indgang til et micro-USB som lader headsettet helt op på knap to timer. Headsettet er ikke vandtæt, men ladeporten er forsejlet af en lille låge, så en enkel regnbyge bør ikke skræmme den.
Fjernbetjeningen fungerer på klassisk vis. De to yderlige knapper står for henholdsvis volumen op/ned samt frem/tilbage ved et langt tryk. Den midterste står til gengæld for parring, power on/off samt pause.
Se også: Apple Airpods: Her er Apples sats på trådløs lyd
Andre detaljer peger på, at Byron BT er godt gennemtænkt. De to enheder kan hæfte sig magnetisk, så headsettet kan bæres som en halskæde i stedet for at skulle stuves af vejen.
De enkelte øretipper kommer i fire størrelser, og skulle det ikke sidde optimalt, kan man tilføje en vinge, som får hørepropperne til at sidde helt fast i ørerne. Det kræver lidt lirken, men Byron kan altså plantes sikkert fast i ørene.
Tilslutning som sædvanlig
Tilslutningen foregår igen på klassisk vis. Du skal en tur forbi din mobils indstillinger og vælge Byron headsettet til. NFC er desværre udeladt, så der desværre ingen genvej at skyde der.
Selve opkoblingen er til gengæld sikker og lever op til de lovede 10 meters rækkevidde – selv hvis der skulle dukke et par husmure imellem Byron BT og mobilen.
Bluetooth 4.1 sikrer samtidigt, at den bruger minimalt med strøm når den står standby.
Læs også: Sony SBH70 – trådløst og talentfuldt headset [TEST]
Gode toner
Beyerdynamic er lydspecialister – og det er Byron BT et glimrende bevis på.
Det overordnede lydindtryk balancerer mellem det disciplinerede og det behagelige. AptX teknologien sikrer samtidigt, at lyden fra din mobil overføres uden tab.
Især det øvre register imponerer, alt fra violinkvarteter til hidsige highhats fremstår detaljerigt og man føler at lyden omslutter en.
Bas og stortrommer er også velrepræsenterede, men der stikkes måske ikke helt så dybt, som i et større Hi-fi-headset – men til trods for en lidt boomy lyd af og til, vil det stadigt glæde de fleste.
Læs også: Sennheiser OCX 686 – klar til start [TEST]
Alt i alt leverer Byron BT en lydoplevelse som man sjældent finder under et tusinde kroner – og den gør det samtidigt trådløst.
Ikke nok med det, så byder Byron BT på vellyd i mange timer: godt 7 timer bliver det til – omtrent 50% mere end hvad konkurrenterne typisk byder på.
Det havde været perfekt, men Beyerdynamic opfører sig mystisk når tanken nærmer sig nul. Når der er omtrent et kvarter igen kommer første melding om, at tanken snart er tom. Det er lidt sent, og det bliver ikke bedre af, at der hvert andet minut tikker en ny melding om, at den skal lades op.
Sikker sag
Det er en vellydende og stilfuld pakke, Beyerdynamic har fået skruet sammen i Byron BT. Der spilles godt og der spilles længe. Jeg er fan.
Byron BT har helt styr på det basale, men kunne godt trænge til et par småjusteringer her og der. Eksempelvis opfører den sig decideret mærkeligt når batteriet er næsten udtømt. En NFC-chip til parring samt understøttelse af Siri og Google Now havde heller ikke været af vejen.
Men Byron BT har styr på det der tæller, og prisen er rimelig. Det bliver derfor til fem fuldt ud fortjente stjerner.
Se også: Jabra Sport Pulse Special Edition – Genialt, når det spiller [TEST]
Fordele:
- Lækre materialer og fine detaljer
- Flot lyd
- Lang driftstid
Ulemper:
- ingen NFC og stemmestyring
- Opfører sig spøjst når batteriet er tomt