Huawei Ascend Y200 – ny entry level smartphone (mobiltest)

TEST: Huawei Sonic udgår fra det danske marked og bliver afløst af Huawei Ascend Y200, som entry-level model. Vi har testet Y200.

Huawei Ascend Y200 – ny entry level smartphone (mobiltest)

Vi har tidligere på Mobilsiden anmeldt Huawei Sonic, der på mange måder overraskede, som en god smartphone, der var ”Made in China”.

Sonic er Huaweis entrylevel smartphone, der nu udgår fra det danske marked. Vi har derfor besluttet at anmelde Sonics afløser: Huawei Ascend Y200.

På papiret minder de to telefoner meget om hinanden, men Huawei peger på, at Y200 har fået bedre skærm, større processor og et løft på besked-delen, så indtastningen er blevet forbedret.

Y200 leveres med 800MHz CPU, Android 2.3 Gingerbread og en skærm på 3,5 tommer.

Huawei Sonic var en prisbillig smartphone, der i forhold til mange andre telefoner virkelig leverede noget for pengene.

Huawei Y200 er også en billig telefon, der flere steder på nettet kan købes til under 1.200 kroner. Huawei oplyser dog, at telefonen får en vejledende udsalgspris på 999 kroner, når den officielt sendes på det danske marked fra uge 28.

Det første indtryk

Y200 er i vores eksemplar en sort og mørkegrå smartphone, med et enkelt udtryk. Rammen omkring telefonen er plastic med metallook, hvilket får den til at se elegant og mere eksklusiv ud.

På siden findes en aflang knap til justering af lydstyrken og ringetonen. På toppen af telefonen findes en kombineret tænd/sluk-knap, der også fungerer som skærmlås ved et enkelt kort tryk.

I toppen er en tilslutning til jack-stik, der kan bruges til headset eller til at afspille musik til en aux-indgang i et musikanlæg.

I bunden er der mulighed for tilslutning af USB-stik, der også fungerer som oplader.

På fronten ses den første forskel i forhold til Sonic. Der er nemlig kun tre touch-knapper under skærmen, hvor Sonic havde fire.

Y200 har touch-tasterne ”indstillinger”, ”hjem” og ”tilbage” – i forhold til Sonic mangler knappen ”søg”.

Denne funktion kan dog findes ved at trykke på knappen ”indstillinger” – et lille vindue popper op i bunden af skærmen med flere valgmuligheder, heriblandt funktionen ”søg.”

Jeg har aldrig selv brugt funktionen ”søg” til ret meget på Android og savner den derfor ikke på fronten.

Når telefonen tændes, sker der lynhurtigt noget. Huawei har præsteret at lave en opstartstid på bare 5 sekunder på Y200, hvilket må siges at være imponerende.

Skærmen – små forbedringer

Skærmen på Y200 er en TFT LCD type med 320×480 pixels og 262.000 farver. På papiret har Y200 samme skærm som på Sonic. Dog hævder Huawei, at skærmen er blevet forbedret.

Da jeg tidligere anmeldte Huawei Sonic irriterede det mig, at betragtningsvinklen var meget snæver. Hvis telefonen lå ved siden af min bærbare computer, kunne jeg ikke aflæse skærmen uden at flyttet hovedet helt ind over skærmen.

Dette er blevet markant anderledes og bedre ved Y200 – nu kan jeg uden problemer aflæse skærmen, blot ved at skæve over imod telefonen – og tilmed uden at farverne går helt tabt. Et plus får Huawei i bogen for den forbedring.

Generelt performer skærmen ganske pænt – specielt når man tager prisen i betragtning. Pænt billede, men farverne mangler måske lidt mætning.

Beskeder – indtastningen er blevet strammet op

Sonic havde det problem, at den hang lidt i bremsen når man startede med at skrive en sms eller mail. Bogstaverne kom ikke helt så hurtigt frem på skærmen som man tastede.

Den del er også ændret markant til den positive side. Nu flyder indtastningen meget bedre og følger brugerens tastetryk.

Helt overordnet kan man vælge mellem to forskellige former for indtastning: Android-tastatur eller TouchPal-indtastning.

Tidligere har jeg ikke kunne vænne mig til brugen af andet end Android-tastaturet, men da TouchPal lige havde fået en chance, fik jeg øjnene op for de forbedringer der lå i brugen af netop dette tastatur.

Det er muligt at skifte mellem flere forskellige tastatur-layouts, når man benytter sig af TouchPal. Ved at lade fingeren glide vandret henover tastaturet skiftes mellem f.eks. T9 og fuldt QWERTY med æ, ø og å.

Det fulde QWERTY-tastatur er dog til den lille side, hvis man holder telefonen lodret, og samtidig har store fingre. Her kan det være en fordel at lægge telefonen ned i vandret position.

Med introduktionen af Y200 har Huawei helt klart fået bedre styr på besked-delen og indtastningen i forhold til Sonic. Det giver også et lille plus i vores karakterbog.

Kamera – her går det ikke så godt

Der er ikke sket meget med det indbyggede kamera siden Sonic. Billederne er stadig svære at få helt skarpe, hvis ikke det er udendørs og i dagslys.

Det er måske også svært at forvente mere, når kameraet kun er på 3,2 megapixels, hvilket må siges at være mindre, end hvad man kunne forvente af en ny smartphone på markedet.

Hvis jeg skal skære helt ind til benet, så kan kameraet anvendes til dokumentation og ikke ret meget andet. Du skal ikke forvente at kunne hverken fremkalde billederne eller vise dem for venner og familie på en fjernsynsskærm.

Du kan her se et udvalg af de billeder jeg har taget i løbet af testen.

Billeder taget med Huawei Y200

På mange af billederne, ser det ud som om telefonen har et indbygget stjernefilter, der trækker lyse streger ud gennem billedet.

Det ses tydeligt på billedet af tastaturet, hvor de lyse streger trækkes ud fra de hvide bogstaver på de sorte taster.

Video – på det acceptable niveau

Video-delen er jeg stadig lidt overrasket over, når man tager det lille kamera i betragtning. Det er slet ikke på højde med de dyre modeller, men det var heller ikke forventeligt.

Her kan du se et lille videoklip, der er optaget med Y200.

Videoklip fra Huawei Y200

Som det fremgår af klippet er det optaget i modlys, for at udfordre telefonen mest muligt. Det giver sig da også udslag i en varierende hvidbalance, da græsset flere gange skifter farvenuance, når lysforholdene ændrer sig.

Telefonens evne til at optage video rækker dog kun så langt som til at optage video af rolige omgivelser.

Hvis der kommer hurtige bevægelser, som f.eks. når hunden springer efter bolden, bliver billederne udviskede og utydelige. Det hænger selvfølgelig samme med at kameraet optager video med kun 15 billeder i sekundet.

Internet – en behagelig oplevelse

Her er der ikke noget at klage over. Indlæsningen af fulde hjemmesider går i et fint tempo, og der kan navigeres rundt og zoomes mens siden indlæses. Det gør sig gældende på både WiFi og 3G.

Under testen anvendte jeg også flere web-TV løsninger. Her tilgik telefonen uden problemer hjemmesiderne og viste med meget kort ventetid de ønskede videoklip og udsendelser

Y200 understøtter HSDPA 7,2 Mbit/s.

Internetoplevelsen er intuitiv og meget tilfredsstillende, specielt når man hele tiden tager telefonens pris i betragtning.

Lyd – variabel præstation

Lyden i telefonen under samtale er bestemt over middel. Baggrundsstøj bliver effektivt filtreret væk og det er nemt at høre hvad modparten siger.

Y200 sender også god lyd til den anden part i en samtale. Talen er klar og tydelig og er faktisk på niveau med lidt dyrere modeller.

Når det drejer sig om tale via den indbyggede højtaler går det dog knap så godt. Højtaleren sidder bag på telefonen, hvilket betyder at hvis telefonen ligger på et bord eller sidder i en holder i bilen, bliver lyden kasten ned i bordet eller ind i bilholderen.

Det gør lyden dåse-agtig og knap så nem at høre klart – specielt når det gælder tale.

Der medfølger ikke noget headset til telefonen, som ellers var tilfældet ved Sonic-modellen. Måske fordi det headset der fulgte med Sonic var meget plastic-agtigt og ikke meget værd, hvis vi ser på lydkvalitet.

Jeg har dog forsøgt med et Nokia-headset, hvor lyden under samtale var på et acceptabelt niveau, uden at imponerer.

Batteri – virkelig noget at prale af

På batteridelen er der virkelig noget at prale af. Huawei har formået at opnå nogle batterilevetider for smartphones, som andre producenter kun kan kigge langt efter. Huawei er et pænt stykke foran de øvrige konkurrenter.

Y200 er udstyret med et batteri på 1250 mAh, hvilket er mindre end Sonics 1400 mAh. Dog hævder Huawei i specifikationerne, at Y200 kommer i en europæisk udgave med et batteri på 1400 mAh.

Med Sonic gik der knap 2½ døgn, fra den første opladning, til jeg behøvede at tilslutte opladeren.

Med Y200 er der gået endnu længere tid. Over 2 døgn er der gået fra første opladning, til telefonen fortalte mig, at batteriniveauet var nede på 27 procent. Og med de resterende 27 procent lykkedes det at komme over 3 døgn uden en oplader tilsluttet. WAUW ! ! !

Jeg har dog efterfølgende oplevet at telefonen ”kun” kunne holde i lidt over 2 døgn, i en periode, hvor jeg havde mange samtaler. Men stadigvæk er batteritiden langt over, hvad andre producenter kan præstere.

Ud over de lange batterilevetider har Huawei også optimeret opladningen af batteriet. Det taget således kun 90 minutter for en fuld opladning af batteriet. Også her får Huawei en tommelfinger opad.

Hukommelsen er for lille

Huawei Y200 har 256 MB RAM og 512 MB interne flash-hukommelse. Dette kan dog suppleres med et micro SD-kort på op til 32 GB.

Efter installationen af telefonen hentede jeg seks apps fra Google Play. Herefter fortalte telefonen at hukommelsen var lav, og jeg var nødt til at flytte applikationerne til SD-kortet, for at få plads til mere.

Det er selvfølgelig muligt at angive, at apps i det omfang det er muligt, bliver installeret direkte på SD-kortet, men det er langt fra alle apps, der kan køres fra et sådan kort.

Mængden af hukommelse er i underkanten, hvis man gerne vil prøve kræfter med lidt forskellige apps, men kan man acceptere, at der ikke er plads til ret meget, har det nok mindre betydning.

Du skal dog være opmærksom på, at man hurtigt bliver afhængige af apps og derfor får et større hukommelses-behov.

Y200 kommer med flere præ-installerede applikationer, som optager meget plads og som ikke umiddelbart kan afinstalleres. Det betyder, at flere af de præ-installerede applikationer lægger beslag på meget af den ret begrænsede hukommelse.

Det sker på trods af, at Huawei tidligere har annonceret, at de ville skære ned på antallet af præ-installerede applikationer.

Konklusion – en entry level telefon, der er pengene værd

Ascend Y200 er helt klart en telefon, der er attraktiv og er berettiget til en plads på markedet, når man hele tiden tager i betragtning, at der er tale om en entrylevel smartphone til under 1.000 kroner, så lever den bestemt op til forventningerne.

Den performer rigtigt flot, men har også sine begrænsninger.

Kameraet må siges at præstere under middel. Det falder lidt udenfor kvaliteten af øvrige telefoner på markedet, som Y200 skal konkurrere med.

Hukommelsen er også i den lave ende, og pladsen til apps er skuffende.

Der er sket nogle små forbedringer af Y200 siden Sonic. Dog er det ikke blevet til de store revolutioner.

Har du allerede en Huawei Sonic er der ikke nogen grund til at opgradere til Y200. Du vil få mere glæde af at spare lidt flere penge sammen og købe en af de større modeller, som f.eks. Huawei Honor, der dog koster det dobbelte i vejledende udsalgspris.

Står du derimod og overvejer om du skal anskaffe dig din første smartphone, så er Y200 et godt sted at starte. Du får meget for pengene og en rigtig god ”starter” telefon, der på en god måde vil introducere dig for verdenen omkring smartphones.

Der er ikke noget der ”lagger” eller hænger. Det hele kører generelt meget flydende og Huawei har krydret det hele med flot 3D-grafik, som giver det hele et lækkert look.


PLUS

Batteritiden er helt i top
God internetoplevelse
Beskeddelen er blevet markant forbedret

MINUS
Lille hukommelse
For mange præ-installerede applikationer
Mindre godt kamera

Når alt bliver taget i betragtning, så kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere af Y200. Jeg var imponeret over Sonic, men dens afløser Y200 er ikke meget anderledes, og det synes jeg er synd.

Omvendt er Y200 stadig en god begynder telefon, der helt sikkert ligger i den billige ende. 

Sonic fik 5 stjerner og da jeg mener man kunne forvente noget mere af efterfølgeren Y200, kan jeg kun give den 4 ud af 6 stjerner.

Læs også:
– Huawei Ascend G300 – meget mobil for få penge
– Sådan kender du din Huawei
Huawei Honor – giver Android konkurrenterne baghjul 

Videre om temaet

Vores redaktion har fulgt udviklingen. Her er de efterfølgende historier. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 11/6/2012 gik vi et spadestik dybere og bragte artiklen om LG Optimus 4X HD (mobiltest)Klik her for den påfølgende artikel.. Emnet er stadig Hot. Klik her for seneste nyt..