Test: Motorola Moto Z3 Play – En god smartphone

Anmeldelse: Motorola Moto Z3 Play er en smartphone, der gør meget rigtigt, men den mangler stadig det sidste.

Test: Motorola Moto Z3 Play – En god smartphone

Motorola er tilbage med en ny mellemklasse smartphone: Motorola Moto Z3 Play. Som tidligere så bygger den videre på et nærmest rent Android, men med nogle enkelte tilføjelser, som Motorola selv har udviklet. Den er på ét punkt anderledes end alle andre smartphone, da den kan bruge nogle såkaldte Moto Mods. Moto Mods er nogle enheder, som man kan sætte på bagsiden af telefonen. Det kan fx være en lille polaroid printer, et større batteri eller en controller til spil. Det er ganske smart og en sjov tilføjelse.

Men frygt ikke for Motorola Moto Z3 Play er ikke bare til sjov og ballade. Den er også en ganske almindelig smartphone, som det er svært ikke at komme til at holde af. Her får du vores test af Motorola Moto Z3 Play.

Læs også: Motorola Moto G6 Plus – Alt det mobil man har brug for [TEST]

Fordele:

  • Let, flot og godt bygget
  • Software med få, men gode tilføjelser
  • Ekstremt hurtig opladning
  • Holder strøm længe
  • Moto Mods er en fin mulighed

Ulemper:

  • Stort kameramodul på bagsiden, som stikker ud
  • Små fysiske knapper, som til tider kan være svære at ramme
  • Fingeraftrykslæser sidder på siden af telefonen. Kan være irriterende for en venstrehånds bruger
  • Kameraet kræver tålmodighed
  • Der mangler ofte kræfter
  • Dårlig mono højttaler
Motorola Moto Z3 Play specifikationer
Dimensioner 156.5 x 76.5 x 6.8 mm
Skærm 6.01″ Super AMOLED, 1080 x 2160 pixels, 18:9
Processor Snapdragon 636
Batteri 3.000 mAh
RAM / Internt Lager 4GB RAM / 32GB eller 64GB lager
Kamera 12 MP, f/1.7, 5 MP dybde sensor
Software Android 8.1 med Motorolas tilføjelser
Andet TurboPower opladning, Moto Mods, FM Radio
Farver og vejledende pris Blå. Pris 2.999 kroner.
Motorola Moto Z3 Play
Motorola Moto Z3 Play overrasker alle med, hvor lidt den vejer. Foto: Mobilsiden.dk

Designet fungerer stadig

Rent designmæssigt er der ikke sket meget hos Motorola. Kigger man tilbage på vores anmeldelse af Moto G6 Plus, er det ikke svært at se lighederne. Men det behøver ikke være noget negativt. Motorola Moto Z3 Play er bygget i glas, beskyttet af Gorilla Glass 3, med en ramme i aluminium. En klassisk opbygning i disse tider.

Men den er behageligt at holde i hånden og giver et godt indtryk – et indtryk af at det er kvalitet. På bagsiden af telefonen ses nederst de små stik, hvorpå Moto Mods forbindes.

Det er et ganske nydeligt design, lige bortset fra det store kameramodul, som stikker ret langt ud.

Motorola Moto Z3 Play
Kameramodulet på bagsiden stikker langt ud på Moto Z3 Play. Foto: Mobilsiden.dk

De fysiske knapper på Moto Z3 Play er små og giver ikke et særligt tilfredsstillende klik, men jeg har dog oplevet værre. Fingeraftrykslæseren sidder på siden af telefonen, og den reagerer meget hurtigt. Desværre kommer man alt for ofte til, at trykke på den ved et uheld. Specielt venstrehåndede vil finde den en anelse irriterende.

På forsiden finder vi en 6″ stor skærm. Det er en AMOLED skærm med en opløsning på 1080×2160 i 18:9 format. Der er masser af lys i displayet og farverne er flotte. Skærmen er klart en af de rigtig gode ting ved Moto Z3 Play, som indbyder til, at der bliver set en masse video på den. Den oplevelse bliver dog desværre ødelagt af en virkelig dårlig mono højttaler.

Moto Mod hvaffornoget?

På bagsiden af Motorola Moto Z-serien, kan der via magnet, sættes de såkaldte Moto Mods på. Det giver ekstra funktionalitet og underholdning til telefonen, men koster selvfølgelig også ekstra. Der findes en lang række Moto Mods, som spænder lige fra en mini polaroid printer til et 5G modem. Du kan se listen af Moto Mods her.

Det er en smart tilføjelse, men nok de færreste forbrugere, som går ud og tilkøber en så dyr tilføjelse til en mobiltelefon, som udelukkende dur til én serie af mobiltelefoner. Dvs. du vil ikke kunne bruge dem, skulle du skifte mobilproducent. Og de koster ofte over 1.000 kroner.

Med til den Moto Z3 Play jeg har testet var Polaroid printeren, og den har været sjov at bruge. Specielt mine børn har haft en fest med den.

Motorola Moto Z3 Play
Fingeraftrykslæseren sidder på siden på Moto Z3 Play. Det er jeg personligt ikke fan af. Foto: Mobilsiden.dk

Android tilføjelser der giver mening

Snapdragon 636, 4GB RAM og 32GB eller 64GB lager er hvad Motorola Moto Z3 Play kan byde på. Og det lyder da slet ikke så ringe og burde umiddelbart være nok for de fleste. Specielt fordi Motorola benytter et nærmest rent Android, som kræver mindre end de fleste andre producenters ressourcekrævende brugerflade. Her er mængden af muligheder og funktionaliteter holdt til et minimum, så det ikke forvirrer mere end højest nødvendigt. Til gengæld er Motorolas tilføjelser de mest gennemtænkte og brugervenlige af alle Android producenters. En fornøjelse når man kommer direkte fra en Samsung Galaxy Note9 med flere knapper end en Airbus 380.

Men nu jeg har nævnt en Galaxy Note9, som jo er en telefon til knap 10.000 kroner (version med 512 GB lager), så kan det ofte være svært at skifte til en telefon til under 3.000 kroner. I dette tilfælde både ja og nej. Softwaren er bedre på Moto Z3 Play, men ydelsen er betydeligt ringere. Ydelsen er desværre heller ikke god nok til, at være 2.999 kroner værd.

Jeg oplever relativt ofte, at mobilen hoster og hakker for at følge med. Specielt ved browsing, skift imellem apps og når der bliver taget billeder. Det burde være bedre. Specielt hvis man sammenligner med en OnePlus 6, som koster 900 kroner mere, men byder på hastighed der er lysår bedre end Moto Z3 Play.

Motorola lover, som få Android producenter gør, sikkerhedsopdateringer ca. hver anden til tredje måned. Underligt nok så har Moto Z3 Play senest fået en sikkerhedsopdatering den 1. april. Lidt skuffende.

Motorola Moto Z3 Play
Notifikationsoversigten her, kalder Motorola for Moto Display, og det er fantastisk. Foto: Mobilsiden.dk

Der er turbo på opladningen

Batteriet i Moto Z3 Play er på 3.000 mAh, hvilket i dag ikke er et stort batteri, sammenlignet med de 4000 mAh på Samsung Galaxy Note9 og Huawei P20 Pro. Men den formår at få utroligt meget ud af batterikapaciteten, hvilket nok kan skyldes den lidt for sløve processor, som kræver mindre strøm. Jeg har let kunnet få Motorola Z3 Play til at holde to dage. Når den ikke bliver brugt, så dræner den meget lidt strøm.

Opladningen går også virkelig tjept. Motorolas TurboPower oplader er imponerende og gav mig ca. 55 procent batteri på bare 30 minutter. Tiden Moto Z3 Play bruger i en oplader er minimal.

Motorola Moto Z3 Play
Motorola Moto Z3 Play har styr på batteriet. Foto: Mobilsiden.dk

Et kamera der kræver tålmodighed

Som tidligere nævnt i testen af Motorola Moto Z3 Play, så er det ikke på hastighed at den imponerer. Dette skal specielt mærkes når man bruger kameraet. Der er en del hakken og ventetid, når man åbner kameraet, samt når man skal åbne et billede, som netop er taget. Det var også en ting, som jeg klagede over ved Motorola Moto G6 Plus.

Kamerapp’en fungerer dog rigtig fint og er let at anvende. Billeder bliver taget rimeligt hurtigt, men kvaliteten varierer lidt for meget. Det er kort sagt hit and miss med dette kamera. Ofte så tager jeg et ekstra billede, bare for at være sikker, da billederne ofte bliver utydelige. Den er dog til gengæld god til at eksponere og den gør det fint i lav belysning.

Her er nogle billeder taget med Motorola Moto Z3 Play.

Motorola Moto Z3 Play
Motorola Moto Z3 Play: Fint eksporneret af Z3 Play. Ingen redigering. Foto: Mobilsiden.dk
Motorola Moto Z3 Play
Motorola Moto Z3 Play: Billede taget tidlig morgen. Igen rigtig fint eksponeret. Foto: Mobilsiden.dk
Motorola Moto Z3 Play
Motorola Moto Z3 Play: Lav belysning. Der opstår lidt fejl ved lav belysning, men den får alligevel en del detaljer med. Foto: Mobilsiden.dk

Skal du købe Motorola Moto Z3 Play?

Ja og nej. Motorola Moto Z3 Play er en god telefon og utroligt rar at bruge. Primært pga. dens software og dens lethed (156 gram) samt dens relativt lille størrelse. Det er en rigtig fin smartphone med mange kvaliteter, som jeg helt sikkert kommer til at savne. Men på den anden side, så skuffer den mig også. Til 2.999 kroner burde den være hurtigere og have bedre specifikationer. Den burde også have et bedre kamera.

Sammenligner vi med en OnePlus 6, som koster 900 kroner mere, så er det svært at anbefale Moto Z3 Play fremfor den. Og kigger man på den kommende Pocophone F1, så bliver det bestemt ikke lettere. Motorola bliver nødt til at tilbyde bedre specifikationer fremover, hvis de vil være med.

Men jeg kan dog stadig godt anbefale Motorola Moto Z3 Play. Det er en god telefon, som man helt sikkert bliver glad for. Men der findes bedre alternativer, som ikke koster meget mere. Motorola Moto Z3 Play får 4,5 ud af 6 stjerner.

Læs også: OnePlus 6: Utrolig meget mobil for pengene [TEST]

Motorola Moto Z3 Play karakter

Mere til sagen

Det tog ikke lang tid, temaet taget i betragtning, inden der kom nyt i sagen. mobilsiden har bragt sagen videre. 23/8/2018 fulgte redaktionen op med artiklen om HTC afslører ny smartphone den 30. august – Historien bringes videre her. Vi har fastholdt interessen for emnet. Læs de sidste nyheder om Smartphone..