Oppo Find 7: Pixelspækket bæst [TEST]

Kinesiske Oppos nyeste skud på stammen har albuerne fremme for at konkurrere med andre flagskibe på markedet.

Oppo Find 7: Pixelspækket bæst [TEST]

Selvom den kinesiske producent Oppo, endnu ikke ligger på folks tunger i vesten, skal man ikke kimse af producentens formåen. For få måneder tilbage, introducerede Oppo nemlig verden for den første telefon med en 2K-skærm (1440 x 2560 pixels), nemlig Find 7.

Ligeså kom der en lillebror til denne opmærksomhedsskaber, den lettere neddroslede Find 7a, som man kan læse anmeldelsen af her.

Eftersom disse to kinesiske alternativer er en og samme telefon, dog med op- og nedjusteringer, vil denne gennemgang i højere grad fokusere på forskellen mellem de to, og om de ekstra 600 kroner for Find 7 gør én lykkeligere.

Her ses størrelsesforholdet mellem Oppo Find 7 med 5.5″ skærm og Nexus 5 med sine 5″.

Kæmpe kulfiber krabat

Oppo Find 7 deler samme designlinjer med sin lillebror, og har ligeså den 5.5” store skærm, omgivet af den forkromede metalramme der huser power-knappen på venstre og volumen på højre side.

Se også: Oppo Find 7a – unboxing [WEB-TV]

Der er mange meninger om den mest ergonomiske placering af knapper, men øverst til venstre på enheden gør det svært for hobbit-hænder at nå. Heldigvis har producenten integreret en vækning af skærmen ved dobbelt-tap – tak Oppo.

Den store designforskel er at finde på bagsiden. Her er plastikken udskiftet med en kulfiberlignende skal som tager sig godt ud, og samtidig sikrer et godt greb. Sammensætningen af telefonen er forbløffende, og man skulle ved første øjekast ikke tro det var muligt at tage bagcoveret af.

Specifikationer Oppo Find 7
Mål: 153 x 75 x 9,2 mm, 171 gram
Display: 5,5 tommer, 2K-opløsning, 538 PPI
Kamera: 13 MP BSI-sensor f/2,0 optik, 5 MP frontkamera, Dual LED-flash, 4K video
Ydelse: Snapdragon 801 quad-core 2,5 Ghz, Adreno 330 grafik, 3GB RAM
Lagerplads: 32GB + op til 128GB micro-SD
Batteri: 3000 mAh, quick-charge.
Software: Color OS og Android Jelly Bean 4.3
Øvrigt: Ultrahurtig lader

Pixels pixels pixels

Og nu til det vi alle er kommet for at se – skærmen.

Skærmen er i høj grad Oppos stolthed og kan bryste sig af at have overvældende 538 ppi, altså blandt verdens højeste opløsning på en smartphone. Pixeltætheden står side om side med LG G3, som du kan læse anmeldelsen af her.

Med en sådan skarphed står internetsider og film utroligt flot på den 5.5” store skærm, og ligeså er betragtningsvinklerne rigtigt gode så man nemt kan dele indhold med sidemanden. Ligeså bidrager den yderst velspillende højtaler på bagsiden til en fremragende multimedieoplevelse.

Skærmen har IPS-paneler som er kendt for at levere naturtro og realistiske farver. I tilfældet med Oppo Find 7 er det som om at farverne har fået et ekstra nøk, for der er godt nok smæk på hele farvespektret. Trods værende en bagbelyst LCD skærm fremstår de sorte farver både mørke og dybe.

Desværre skuffer lysstyrken en anelse, i hvert fald i tilfælde af udendørsbrug. Skærmens maksimale output ligger nemlig på 390 nits, som kan klassificeres som normalt. Overraskende nok har den billigere lillebror Find 7a, et højere output på 455 – dette kan skyldes at Find 7a ikke har lige så mange pixels at skulle skubbe rundt på skærmen.

Jo flere pixels, jo flere kræfter kræves der.

Find 7 har derfor fået en 200 mAh opgradering. Ligesom sin lillebror, står de begge distancen flot og man kan klemme 1½ dags brug ud af bæstet.

Rapid-charging teknologien går igen, takket være den ekstra store oplader. I videoen herunder ses hvor stærkt det egentlig kan gå med at få benzin på motoren, og man vænner sig hurtigt til at have denne luksus.

Eftersom batteriet er en tand større på Find 7, tager det 1 time og 15 minutter at nå fra 0 til 100% – et rigtigt flot resultat.

Fra super til Ultra

Specifikationerne i Find 7a var i forvejen et flagskib værdigt, men alligevel er der skruet op for hestekræfterne.

Det er stadig Android 4.3 Jelly Bean, belagt med Oppos eget ColorOs der pryder brugeroplevelsen, men i denne omgang er det 2,5 Ghz Quadcore-processorer i samspil med 3GB ram der danner overskuddet.

Dette vil sige at al spillen og surfen på nettet foregår smidigt og hurtigt – uanset hvor mange programmer der lurer i baggrunden. Oftest glemmer man at lukke de åbne programmer, eftersom Find 7 ikke viser tegn på at snuble i performance.

Man kan dog undre sig over, hvordan Find 7 formår at modstå alt arbejde man smider dens vej, og alligevel er en så simpel ting som kalenderen hakkende og stammende når der bladres i de mange uger. Dette vil sikkert kunne reddes med en softwarejustering, for kræfter er der nok af.

De 600 kroner ekstra som Find 7 koster, tilgodeser også den interne hukommelse, der på 32 GB lader dig gemme endnu flere filer, film og billeder. Som nævnt i specifikationslisten er der også mulighed for udvidelse med MicroSD-kort.

Eftersom Find 7 og Find 7a begge kan filme i 4K kvalitet, er den større lagerplads med til at fjerne det akutte behov for SD-kort, da 4K filer hurtigt kan fylde rigtigt meget.

Color OS: afdæmpet og minimalistisk

Som på mange andre Android-mobiler er Googles styresystem også versioneret og tilpasset for at give et unikt touch til Oppos flagskib. Oppo leverer skam også en interface, kaldet Color OS, som kombinerer det fleksible fra Android og et designsprog som er minimalitisk og lyst. Menuer og indstillinger er lyse og overskuelige, mens tastaturet er bygget på slide-teknologi fra specialisterne fra Swype.

Navigering i styresystemet kan også foregå på alternativ vis. Et dobbeltprik åbner ind til låseskærmen mens stemmekommandoen ’Hey Snapdragon’ fører en til Google Now. I praksis har stemmekommandoen dog ikke vist sig at være lige pålidelig, den lystrer ikke hver gang og starter af sig selv til tider.

Et andet svagt punkt er i selve kontrolrummet, hvor man ikke finder nyeste version af Android 4.4 KitKat men rettere sidste års Android 4.3. Lidt en skam, for Oppo overbeviser samtidig ikke med en strøm af opdateringer til tidligere enheder. Brugere af topmobiler fra Oppo, Find 5 og N1, savner stadigt opdateringer til den nyeste software.

Positivt er det, at Color OS også er dansk, man oplever derfor ikke at stå med en parralelimporteret telefon. Der kan dog optræde nogle få stavefejl i menuer hist og her.

Sidst er tegnekommandoer noget unikt for Oppo. Ved at glide gardinet ned til venstre på skærmen hives en tegnplade frem, hvorfra man kan definere hvilke indstillinger og apps kan kvik-startes. Det fungerer upåklageligt, og man kan også anvende tegnekommandoerne på den blanke skærm når mobilen er slukket.

Ultra HD, 50 megapixel og RAW-ambitioner

Et område som typisk adskiller mellemklassen og de adelige topmobiler er kameraet. God optik, billedbehandling og sensorteknologi koster. Glædeligt er det at konstatere, at Find 7 heller ikke sparer her.

De billeder Find 7 indfanger med 13 megapixel kameraet, kendetegnes ved at være detaljerige, farverige og fri for støj. I lidt vanskeligere lysforhold med høj kontrast, har Find 7 en tendens til at undereksponere lidt, men HDR-funktion yder et godt arbejde med at rette op på det når motivet ellers tillader det.

Er 13 megapixels ikke nok, er Find 7 i stand til at skyde 10 billeder i rap for at sammensmelte dem til et monstrum af et billede på hele 50 megapixels. Billederne fylder en del, men der bliver også indsamlet flere detaljer og billederne kan nu måle sig med de allerbedste mobiler på 16 eller 20 megapixels – dog uden at nærme sig de 50MP. Frontkameraet indeholder også et overskud af pixels, hvor et 5 megapixel kamera sikrer skarpe selfies.

Oppo kan også blære sig med at være den første Android-mobil der kan optage i RAW-format. Disse billeder kan derefter åbnes i et specialiseret program som Adobe Lightroom eller Photoshop hvor filtre og anden efterbehandling kan udøves – uden kvalitetsforringelser. Desværre er RAW-filerne ikke understøttede endnu, men supporten skulle angiveligt være på vej. Ambitiøse fotografer vil dog ærges lidt over kamera-appen, som arbejder fint i fuld-auto, men mangler avancerede funktioner såsom eksponering, kontrast, farvemætning og ISO-kontrol.

Når lysene slukkes er Oppos topmobil stadigt meget kompetent. Den lysstærke f/2 optik og en sikker efterbehandling giver glimrende resultater, sammenligneligt med dygtige telefoner som Samsung Galaxy S5 og HTC One M8. Selv under disse forhold er fokuseringen hurtig, men det er på bekostning af fokus, som bliver misset af og til.

På videofronten misser Oppo Find 7 heller ikke et beat. Film og video optages i Ultra HD og 40 mbit/s. Dataraten synes lidt lav for Ultra HD, men det fremgår heldigvis ikke i selve filmene, som er veleksponerede og ekstremt detaljerige. Samtidig bliver lagerpladsen ikke ædt op på få minutter ved hjælp af den vellykkede komprimering.

Lydsiden kan dog ikke bryste sig at være nær så imponerende. Vindstøj præger nemt hele lydbilledet og til koncerter og andre larmende begivenheder er det game over for mikrofonerne.

Til dig der vil have alt

Oppo har igen formået at vise sine kundskaber inden for smartphone-verden, og de gør det med stil.

Oppo Find 7 udmærker sig som et muskelbundt af en performer, værende det på lydsiden, kameraet eller skærmen. For cirka 3500 kroner gennem Oppostyle Europe, får du en krabat af en smartphone, med saft og kraft dagen lang med sin flotte 2K-opløste skærm der bestemt ikke skuffer.

Men alt er ikke perfekt i Oppo-land, største udfordring ligger i at bestille enheden igennem Oppostyle Europe, en hjemmeside baseret i Storbritanien, hvorfra support og service ydes. Man kan derfor ikke drage til sine lokale elektronikpusher når skærm skal skiftes eller enheden bare skal ses an. Anden lille hage er softwareopdateringerne som hidtil har været mangelfulde i Oppos line-up.

Find 7a eller Find 7? 
Hvis du af person tænker “mere er bedre” er Find 7 noget for dig – ligeså hvis du elsker pixels og at være fremtidssikret med den ypperste skærm. Man vil højst sandsynligt ikke kunne mærke forskel på ydelsen i de to, så man vil absolut se sig tilfreds med Find 7a. Det er ene og alene behovet og pengepungen der afgør hvilken Oppo der klæder dig bedst.

Til sidst skal nævnes at Oppo tilbyder 10% rabat for studerende, med et prisskilt på 2.700,- og nærmer Oppo Find 7a sig prædikatet: ’røverkøb’.

Se også: Flagskib for studerende [MOBILDEAL]

Oppo Find 7 får 5 af 6 mulige stjerner.

Fordele:
– Mobilen kan lades op på 75 minutter
– Flot 5,5” 2K skærm og imponerende lyd
– Top ydelse
– Glimrende kamera som tager anvendelige UHD-videor
– Lav pris

Ulemper:
– Ældre Android-version
– For stor til nogle hænder
– Fremtidig support måske besværlig
– Skal købes i udlandet

Seneste nyt om emnet

Meget er sket siden vi bragte artiklen. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. 18/8/2014 bragte vi et indlæg omkring Den første smarte telefon hed Simon [BAGGRUND] – Tjek artiklen her. Redaktionen har fingeren på pulsen. Se seneste nyt her.