Samsung Galaxy S III – kæmpe mobiltest
Den har været ramt af en hype vi normalt ellers kun ser ved Apples produkter, så ingen er i tvivl om, at den nyeste Galaxy-model har været ventet..
Salgsæsken med Galaxy S III blev med stor spænding i maven åbnet. Godt nok har jeg været tæt på produktet flere gange den seneste måned, men dette er mere ”rigtigt” – da det er the final edition.
Det er nu, det store slag skal udkæmpes – slaget mellem HTC One X og Samsungs forsøg på at holde fast i deres positive udvikling, der startede i 2010 med Galaxy S.
Efter monteringen af micro-SIM kort og lidt opladning af batteriet var jeg klar til den første start, hvor en intuitiv opsætningsguide byder brugeren velkommen. Efter de sædvanlige opsætninger af diverse konti, var jeg klar til start.
Husk i øvrigt at oprette en Samsung-konto, da denne giver dig adgang til modtagelse af softwareopdateringer af systemet.
I opsætningen popper også Dropbox frem, hvor der gives 50 GB gratis i to år, til data i skyen. Hvis du har en Dropbox-konto i forvejen, bliver den nuværende lagerplads opgraderet, således er jeg nu på 76 GB. Hvis automatisk upload aktiveres gemmes der en kopi på Dropbox af alle de fotos der tages, hvilket er super smart.
Manglende fejl
Jeg har testet telefoner i over 10 år, så træningen i at spotte fejl, er rimelig stor. Samsung har ofte udmærket sig ved, at have irriterede ”vi har ikke gidet gør tingene færdige”-fejl i deres produkter. Men med Galaxy S III overrasker Samsung med en hidtil uhørt detaljefokusering.
Ikke én eneste gang er et program lukket ned med fejl, ikke én eneste gang har jeg oplevet hak og lag, ikke én eneste gang er jeg blevet irriteret over det, som bedst kan betegnes som udviklerdovenskab.
Det er faktisk så underligt, ikke at finde fejl, at man helt hysterisk begynder at lede efter dem. Men super dejligt, at Samsung endelig, efter to års forsøg, tilsyneladende tager softwaredelen seriøst også. Jeg håber så på, at denne gode tendens også vil ramme deres tablets, der virkelig også trænger til en kærlig programmørhånd.
Det flyder bare
I tråd med de ”manglende” fejl bør brugerinterface og menu bemærkes. Grafikken er ufattelig flydende – og her taler vi ”iPhone-niveau”. Når der bladres mellem skærmene, menuerne og de andre almindelige funktioner i brugerinterfacet, sker det smidigt, og uden de sædvanlige ”pauser”, som vi ofte ser på Android-produkter.
Der kan opleves små grafiske ”pops” når man går fra en applikation til forsiden, men det er så lidt, at jeg vil blive beskyldt for at være hysterisk, hvis dette skulle trække ned på karakteren.
Små ændringer i Android
Samsung har lavet små justeringer i Android 4 systemet (S III leveres med version 4.0.4), som gør at nogle ting fungerer en smule anderledes, end på tilsvarende mobiler. F.eks. kan man ikke lave mapper på hjemmeskærme, ved at trække to ikoner oven på hinanden. I stedet vælges ”Menu” – ”Opret mappe”. Det er dog fortsat muligt, at give mapperne navne, og mappens design bliver til små ikoner, fra de applikationer, der er placeret inde i den.
Til gengæld har Samsung beholdt genvejene til trådløst netværk, GPS, Bluetooth m.v. i topgardinet, og det er endda muligt at slide til siden, og få flere genveje frem.
I bunden findes fem genveje, hvor de fire kan ændres – men der kan ikke placeres ikoner i mapper i denne linje.
Menuen er opdelt i ”Alle programmer” og ”Widgets” og et ikon øverst til højre indikerer en genvej til udelukkede at vise, programmer man selv har installeret. Det er endda muligt at skjule ikoner fra menuen, som man ikke vil kigge på. Hvis ikke den almindelige gittervisning af programmerne er noget for dig, kan man i stedet vælge at få dem vist på en alfabetisk liste.
Samsung har gjort Android til sit eget, uden at det har mistet genkendeligheden i systemet.
God skærm også i solen
Skærmtypen er HD Super AMOLED-typen på 4,8 tommer og med en opløsning på 720 x 1280 pixels.
Jeg synes ikke at opleve problemer i forhold til valg af denne skærmtype. Det hele står flot og detaljeret, og det er let at læse, hvad der står, også når solen skinner.
Samsung har en meget aktiv brug af lysføleren, og skærmlyset justeres hurtigt, når omgivelserne skifter.
Du kan også aktivere ”Smart stay” funktionen der gør, at lyset på skærmen ikke blændes ned, så længe du kigger på skærmen. Smart, at man ikke behøver røre skærmen, for at forhindre den går i sort, når der læses længere tekster.
Eller sådan skulle det fungere, men jeg er ikke fortrolig med det endnu – og Samsung skriver da også, at det ikke vil ”fungere i alle situationer” – f.eks. ikke i mørke omgivelser, eller hvis enheden ikke kan registrere dit ansigt.
Video: Demo af Smart Stay
Tilrettet SMS-funktion
I de tidligere Galaxy-produkter, har jeg været efter Samsung, fordi SMS-delen havde ordbogsfejl. Jeg synes det var vanvittigt irriterende, at ordbog-linjen forsvandt og kom igen, alt efter om der var et ordforslag. Det fik hele skærmbilledet til at hoppe op og ned.
SMS-funktionen i S III ligner den man kender fra Galaxy S II, dog med den undtagelse, at ordbogs-linjen, nu er synlig hele tiden, så skærmbilledet står stille. Tak for det – det har så også taget to år at få rettet.
Desværre er der ikke blevet kigget på MMS-funktionen, hvor fotos man sender bliver komprimeret lige lovligt hårdt, hvilket går udover kvaliteten. Og visningen af MMS i indbakken, er heller ikke så elegant som vi har tidligere har set det, på konkurrerende Android produkter.
Det er vigtigt at bemærke, at hvis mobildata deaktiveres via ”topgardin-menuen”, så bliver MMS’erne ikke sendt. Mobilen kan ikke finde ud af, selv at aktivere mobildata, mens disse beskeder sendes.
Derimod er tastaturet ganske fremragende – og væsentligt bedre, end det som findes i HTC One X. Min skrivehastighed er langt højere på Galaxy S III. Gammeldags T9-tastatur, kan også aktiveres. Også ”swype”, kaldet ”kontinuerligt input” er standard i Samsungs tastatur.
Notifikationer om nye SMS’er vises i øvrigt på låseskærmen, så det er muligt at gå direkte til dem.
Når telefonen er sat på lydløs, og ligger med skærmen nedad, vil en lille vibration give besked om nye hændelser, f.eks. en ny besked, hvis telefonens top løftes en smule fra bordet.
Gode fotofunktioner
Samsung har sat et kamera på 8 megapixels i Galaxy S III, og umiddelbart er kvaliteten af billederne udmærket.
Som du kan se i nedenstående galleri, kan det være en udfordring for kameraet, at håndtere det enorme lysindfald vi har i Danmark i disse dage, på grund af det kraftige solskin. Men generelt bliver billederne virkelig fine.
Vi opdaterer løbende galleriet med nye fotos.
Kameraet indeholder alle de standardfunktioner der kendes fra mobilkameraer, så alt fra makrofotos til ansigtsgenkendelse over HDR-fotos er en mulighed. Men også den såkaldte ”Burst-mode” er til stede, præcis som i HTC One-produkterne, der netop sælges på denne funktion.
Når ”burst” aktiveres, kan man enten anvende den almindelige burst-mode, hvor der tages op til 20 billeder, ved at holde udløserknappen inde, eller aktiverer funktionen ”Bedste billede”, hvor telefonen ud fra en serie billeder, hjælper dig med at udvælge det bedste, og smider resten væk – så hukommelsen ikke fyldes med billeder du alligevel ikke behøver.
Begge funktioner er meget anvendelige, hvis man ryster på hånden eller skal tage billeder af noget der bevæger sig.
På fotos kan mobilen genkende ansigter, og give dig mulighed for at linke ansigtet med en kontaktperson. Hvis personen efterfølgende genkendes på andre fotos, spørger GS III selv, om det er den pågældende person. Du kan ved at klikke på tag’et sende billedet til den eller de som er på det.
Jeg synes fotofunktionerne i telefonen er virkelig gode, jeg kunne dog ønske, at burst/bedste billede, ikke var noget man skulle vælge, men noget der var aktiveret som standard, som på HTCs One-mobiler.
Videooptageren kan skyde video i op til Full HD 1080p, og der kan re-fokuseres, og zoomes, mens optageren kører.
Hvis du har Dropbox aktiveret gemmes en kopi af alle fotos og videoklips i skyen.
Billeder taget med Samsung Galaxy S III
Lidt om hukommelsen
Galaxy S III sælges i Danmark i den lille udgave, det vil sige, den med 16 GB intern hukommelse, hvilket jeg synes er rigtigt ærgerligt, specielt fordi HTC One X har 32 GB og iPhone 4S kan erhverves i en 64 GB version. Så det havde klædt Samsung, at lægge sig op af konkurrenterne.
Selvom Samsung har den fordel, fremfor konkurrenterne, at der kan sættes ekstra hukommelse i produktet via microSD-hukommelseskort, så er intern hukommelse alt andet lige væsentligt hurtigere, særligt ved store datamængder, end et eksternt kort.
I 16 GB versionen er der ikke 16 GB dataplads til brugeren, da en del af pladsen, optages af systemfiler, der ikke kan fjernes. Så kun omkring 11 GB er reelt tilgængelig.
Som tidligere nævnt medfølger der 50 GB dataplads i ”skyen ”på Dropbox. Pladsen er til rådighed i to år, efterfølgende kan man så ikke uploade mere materiale. Ens data skulle dog blive bevaret.
Aktiv låseskærm med mange muligheder
HTC har tidligere i HTC Sense-brugerfladen introduceret aktive låseskærme, hvor man fra en låst mobil, kan gå direkte til forskellige funktioner.
Siden da er Apple, såvel som andre producenter, kommet med deres bud på denne idé.
S III har således også denne funktion. Udgangspunktet er fire genvejsikoner, som kan tilpasses – men det kræver lidt roden rundt, for at finde ud af, hvor det sker.
Du skal faktisk via Indstillinger – Sikkerhed – Muligheder for skærmlås og derefter ”Genveje”. Bestemt ikke en logisk opbygning.
Den gode nyhed er, at der er mange forskellige muligheder på låseskærmen, f.eks. hurtig adgang til kamera. Her kan man gå direkte til kamera, ved at holde enheden lige, sætte fingeren på skærmen og dreje til horisontal visning, hvorefter kameraet åbner.
Vejrudsigt, dobbelt-ur ved roaming osv. er også en del af låseskærmen.
Det er også muligt, at gå direkte til ubesvarede opkald og nye SMS-beskeder, uden først at skulle åbne telefonen, på den traditionelle måde. Også top-gardinet, kan rulles ned og anvendes, mens mobilen er låst.
Alt i alt virker hele låseskærmen, og idéerne bag, helt som det skal.
Virkelig hurtig på internettet
Jeg beklager mig ofte over internetoplevelsen på Android-enheder, som tit er alt for dårlig, set i forhold til oplevelsen på Windows Phone – f.eks. Nokia Lumia-modellerne, eller på iPhone.
Ingen tvivl om, at HTC One X er god på netdelen, men Samsung Galaxy S III trækker bare fra på detaljerne. Indlæsningstiden er på begge enheder er virkelig hurtig, selv på store websites med meget grafik – to ens sider, åbnes stort set i samme hastighed.
Men når der zoomes og flyttes på webindholdet, er Samsung klart bedst, og mest flydende. Som på HTC er det muligt, at gemme indhold til senere læsning – de gemte sider findes under bogmærker i fanen ”gemte sider”.
Mobilen understøtter Adobe Flash, men den bedste oplevelse får man faktisk, når Flash er deaktiveret.
Mailklienten til Exchange-mail har visning af tråde og understøtter push, synkronisering af kontakter, kalender m.v. Men hele mailoplevelsen er bedre på HTCs One-serie, så her hænger Samsung lidt efter.
Alle typer af mailkonti er understøttet, hvilket naturligvis også inkluderer Gmail.
Når trådløst netværk aktiveres, er S III online i løbet ganske få sekunder, hvilket faktisk er dobbelt så hurtigt, som HTC formår at udføre samme handling.
Video: Så hurtig er Galaxy S III på nettet
Deling af indhold i Allshare Play
Samsung vil gerne integrere din smartphone i hjemmet med funktionen Allshare Play, som er DLNA-baseret. Det betyder, at du i princippet kan dele indhold fra mobilen, på andre DLNA-enheder, der er på samme trådløse netværk – eller hente indhold fra mobilen, på andre DLNA-devices.
Idéen er meget god, og minder på nogle områder, om Apples Airplay-løsning.
Fra musikafspiller eller galleri med billeder og video, er det således muligt, at få indholdet vist på et Samsung TV (eller andet TV med DLNA-standard). Og det virker faktisk upåklageligt – og dog.
For i forhold til nedenstående video fra Samsung, er det langt fra den flydende 1:1 oplevelse, som der lægges op til. Det tager 2-3 sekunder for hvert billede at åbne på skærmen, og videoafspilningen hakker ofte. Jeg har også testet dette med HTC One X, som gav samme problem, så mon ikke problemet ligger i DLNA-standarden.
Noget bedre går det via computeren, og det program der hentes fra Allshareplay.com. Det er dog stadig ikke fejlfrit, men det ER muligt, at afspille indhold fra telefonen – også selvom telefonen ikke er på det samme trådløse netværk. Jeg er dog ikke imponeret over hastigheden. Det tager ofte lang tid at forbinde og starte afspilningen.
Så det er bestemt ikke Allshare Play, der skal være argumentet for at købe Galaxy S III.
Via Samsungdive.com er det i øvrigt muligt at spore ens mobilenhed, låse, slette og viderestille opkald og SMS-beskeder.
Video: Samsungs præsenation af Allshare Play
Designet er seriøst
Samsung har ikke nogen voldsom lang tradition for gode designs. Galaxy S II var okay designet, set i forhold til tiden den kom på. Men i dag er det klart, at S II mest af alt var ”en stak elektronik kylet ned i plastikkasse med skærm på”.
På S III lader der til at være tænkt meget mere over designet – kurverne og formerne er bløde og lækre og selvom S II ER stor, betyder det optiske bedrag, at den slet ikke føles så stor, som den reelt er.
Farvevalg og udformningen gør også, at den nye Galaxy er let at spotte på lang afstand, da den ikke ligner så mange andre.
Samsung er kommet langt på mobildesign-fronten, men der er stadig et stykke vej op til deres fantastiske designs på fladskærms-TV, der klart er blandt verdens absolut flotteste.
God lydkvalitet
Lydkvaliteten ved samtaler er god og høj og Samsung har som på S II’eren indbygget støjreduktion. Denne kan dog slås fra under samtalen, hvis man ikke ønsker at anvende den.
Vores test viser dog, at den mest klare og tydelige lyd opnås ved at slå støjreduktion fra, og aktivere den indstilling under ”menu” + ”Lyd-EQ”, der hedder ”Klar tale”.
Der findes desuden flere forskellige ekstrafunktioner under opkald-indstillinger, som kan være nyttige at kigge på.
Som en meget anvendelig bonus-feature, kan vi nævne, at hvis du har åbnet en kontaktperson, og efterfølgende tager telefonen op til øret, så ringer den automatisk op til kontakten. Samme funktion går igen under SMS, hvor telefonen også kan ringe op til kontakten, hvis den tages op til øret.
Højtaleren sidder bag på mobilen, og lyden drukner lidt, hvis den lægges på en pude eller i en sofa. Men lydkvaliteten ved musik og samtaler, er rimelig god.
I salgspakken medfølger i øvrigt et in-ear headset.
Konklusion: Er den så alt det?
Samsung Galaxy S III har en lang række indstillingsmuligheder der udnytter bevægelse, den kan afspille videoklips i et vindue der ligger ovenpå brugerfladen, så du kan se videre på videoen, mens en SMS-besvares – og S III kommer med mere fokus på, hvad den kan gøre for dig i hverdagen, fremfor en lang række hårde specifikationer.
Denne smartphone har været omgærdet af et hidtil uset hype for en Android mobils vedkommende – men er forventningerne så skruet op i et niveau der gør, at Samsung kun kan fejle?
Nej, faktisk ikke. Inden for den første halve time jeg havde produktet til test konkluderede jeg, at her var noget ganske særligt, noget man ikke møder så tit – en udefinerlig ekstra dimension, som flytter produktet længere op, end mange konkurrerende enheder.
Samsung har formået at sætte fokus på softwaren, der spiller fantastisk. Der kan sagtens laves forbedringer, men i dagligdagen virker tingene som de skal, genstarter og en mobil der går i sort, er ikke-eksisterende oplevelser. Samsung har med Galaxy S og Galaxy S II vist, at de også er gode til at komme med jævnlige opdateringer – og derfor, vil dette produkt næsten med garanti, blive endnu bedre som tiden går.
Batteriet er på 2.100 mAh hvilket er en ret stor kapacitet, men det betyder ikke overdreven lang batteritid. Galaxy S III holder strøm på niveau med konkurrerende smartphones, så det er nok den store skærm, der er med til at gøre indhug i strømmen.
Med Galaxy S III får du, som på andre Android-telefoner, gratis navigation via Google Maps Navigation, og GPS-delen er hurtig til at fastslå positionen, samt præcis.
Forventningerne til S III var høje, men ikke for høje. Mobilen har ikke skuffet mig, og den holder hvad Samsung har lovet. Som i andre smartphones er der små bugs samt ting der kan forbedres, men det er ikke noget, der ødelægger hverdagen eller oplevelsen af produktet.
Den er god at skrive på, tager fede billeder, har god lyd, en fantastisk skærm og byder på nyskabende features – Samsung Galaxy S III er en smartphone der ikke er til at komme uden om; Android-kategoriens iPhone. Den er bedre end Galaxy S II og HTC One X – og der skal meget til, for at slå dette produkt. Galaxy S III bør være førstevalget, for alle der overvejer en ny Android-topmodel.
Tillykke til Samsung. Galaxy S III fortjener sin topkarakter – seks ud af seks stjerner.
Web-TV: Se testen af Samsung Galaxy S III
Priser: Se de aktuelle dagspriser på Samsung Galaxy S III
Se videoklips mens du surfer
Læs også:
– Web-TV: Mobilsiden.dks store gennemgang af Galaxy S III
– Samsung: Vi kan ikke mætte Galaxy S III-markedet
– Blå Galaxy S III er forsinket
– Her er tilbehøret til Samsung Galaxy S III
– Uklarhed om dansk 4G-LTE version af S III