Xiaomi introducerer flagskibet 14 Ultra 25. februar

Sæt kryds i kalenderen ud for 25. februar, hvor Xiaomi introducerer Xiaomi 14-serien internationalt. Flagskibet Xiaomi 14 Ultra ventes også at blive annonceret.

Xiaomi introducerer flagskibet 14 Ultra 25. februar

Xiaomi har netop annonceret, at selskabets nyeste Xiaomi 14-flagskibsserie bliver introduceret på det globale marked senere på måneden.

Det kommer nærmere bestemt til at ske søndag den 25. februar i Barcelona, lige inden dette års Mobile World Congress begynder om mandagen. Baseret på de teasers, som Xiaomi allerede har delt, kan vi forvente os den længe ventede debut for Xiaomi 14 Ultra.

Se også: Priser og tilbud på Xiaomi-smartphones

Kommer Xiaomi 14 Ultra til Danmark?

Teaseren antyder, at vi får den ypperste model, Xiaomi 14 Ultra, at se sammen med den mere kompakte Xiaomi 14. Vi har hørt rygter, der indikerer, at 14 Pro ikke kommer på markedet uden for Kinas grænser.

På billedet ses flere ringe, som formentlig er referencer til det store, runde kamerahus, som man finder i både Xiaomi 13 Ultra og den kommende 14 Ultra. De øvrige Xiaomi 14-modeller har et firkantet kamerahus.

I Kina blev Xiaomi 14-serien allerede præsenteret den 26. oktober 2023. Serien består af foreløbig af Xiaomi 14 og Xiaomi 14 Pro, men Xiaomi 14 Ultra er altså også på vej – og det bliver angiveligt med en international lancering.

Når Xiaomi lancerer sine produkter, plejer det at inkludere Danmark, så meget tyder altså på, at den vilde flagskibsmobil kommer til Danmark i år.

På Xiaomis hjemmeside kan man desuden læse om ”en ny generation af Leica-linser, der når nye højder”. Der er formentlig tale om den omtalte bredere variable blænde i Xiaomi 14 Ultras hovedkamera.

Xiaomi 14 Ultra forventes at komme med fire kameraer på 50 megapixel med en primær Sony LYT-900-sensor med bredere f/1,6-f/4,0 variabel blænde. Til sammenligning har forgængeren Xiaomi 13 Ultra en variabel blænde på f/1,9-f/4,0.

Læs også: Test og anmeldelser af Xiaomi-telefoner

Mulige priser på Xiaomi 14-serien i Danmark

Xiaomi 14 kommer formentlig til at koste 7.999 kroner ligesom Xiaomi 13. Vi forventer som bekendt ikke at se Xiaomi 14 Pro i Danmark – den ville formentlig have kostet 9.999 kroner.

Til gengæld får vi jo så den endnu bedre Xiaomi 14 Ultra, som ventes at koste 11.999 kroner.

Ud over Xiaomi 14-serie forventer vi også at se Android-tabletten Xiaomi Pad 7 præsenteret forud for Mobile World Congress.

Læs også: Første kig ind i Xiaomi SU7: Se dens vilde interiør