Android Auto bliver opgraderet med AI

Google er ved at integrere AI-assistenten Gemini i Android Auto, så du kan snakke med Googles AI under kørslen. Android Auto kan også snart styre bilens radio og lokale medier.

Android Auto bliver opgraderet med AI

Netop som vi troede, at Google snart ikke kunne integrere AI-chatbotten Gemini i flere tjenester, er søgegiganten nu ved at integrere Gemini i Android Auto – Googles løsning til at spejle Android-telefoners skærm og apps over på bilens infotainmentskærm.

Android Authority har fundet spor i den seneste version af Android Auto-appen på, at AI-assistenten integreres i appen. Ikonet for Gemini er blevet fundet i appens kode, og der også fundet omtaler af ”kitt”, som skulle være navnet på integrationen af Gemini i Android Auto.

Der er blandt andet fundet referencer til ”Start en samtale” og ”GeminiLiveAssistantAction”. Det tyder altså på, at Gemini Live er på vej til biler med understøttelse af Android Auto.

Se også: De bedste apps til Android Auto

Hav personlige samtaler med Gemini i bilen

I de nye Pixel 9-telefoner er Gemini blevet standardassistent til fordel for Google Assistent, og det er formentlig også den udvikling, vi vil se på alle andre Android-telefoner på et tidspunkt.

Når integrationen af Gemini Live i Android Auto er gennemført, vil brugerne kunne interagere med Gemini, som man er vant til i andre apps, og modtage intelligente, skræddersyede svar på et splitsekund. Gemini Live dækker over muligheden for at kunne tale frem og tilbage med Gemini som var det et ægte menneske. Gemini Live understøtter dog endnu kun engelsk, men Google skulle være på vej med understøttelse af flere sprog.

Vi forventer, at at Gemini i Android Auto kan hjælpe med at svare på mere komplekse spørgsmål end Google Assistent – for eksempel hvor den nærmeste rasteplads er, eller hvor lang tid det tager og meget mere.

Vi kan også med rimelighed forvente, at Gemini vil udnytte Google Maps, når assistenten giver anvisninger og opdaterer trafikforholdene, så du ikke kører den forkerte vej eller overser en afkørsel.

For at få adgang til de fulde funktioner i Gemini skal brugerne dog have et Google One AI Premium-abonnement, som koster 169 kroner per måned. Det giver adgang til Gemini Advanced – Googles pendant til ChatGPT Plus – og billedgenerering i bedre kvalitet med Imagen 3.

Se også: Ny Google Assistent i Android Auto kopierer Siri

Android Auto kan styre bilens medier

Nye oplysninger går også på, at Google arbejder på nye Android Auto-funktioner, som vil gøre det muligt for brugerne at styre bilens lokale medier – altså FM- og DAB-radio og lokale musikfiler – via Android Auto.

Ifølge 9to5Google har Google siden juli arbejdet på at understøtte styring af bilradiosystemer direkte via Android Auto. Det er ikke blevet bekræftet, hvornår brugerne kan forvente at få adgang til denne understøttelse.

I den seneste opdatering til version 12.7 af Android Auto antyder ny kode muligheden for, at man kan tilføje og fjerne ”Favorit”-stationer via en app i Android Auto.

I den seneste version 12.8-betaudgave af Android Auto er der tilføjet nye oplysninger om, hvordan man får adgang til ”Car Local Media”. Derudover er der tilføjet nye ikoner til både radio og afspilning af lokale medier.

Android Auto bliver tættere integreret med din bil

Med introduktionen af Gemini og afspilning af lokale medier direkte gennem Android Auto bliver Googles software til at spejle telefonskærmen på bilens infotainmentskærm endnu mere brugbar i dagligdagen. Understøttelse af styring af bilens medier vil samtidig gøre Android Auto en endnu mere integreret del af bilen.