Kinesiske Leapmotor har afholdt deres årlige Technology Day, og her blev der disket op med en stribe markante teknologiske nyheder.
Den kinesiske producent gør klar til at tage et markant teknologisk spring fremad.
LEAP 5.0 giver markant mere kabineplads
Fundamentet for fremtidens modeller bliver den nyudviklede LEAP 5.0-arkitektur.
Ingeniørerne fra Leapmotor har flyttet bilens klimaanlæg og rykket drivlinjen om bagi, hvilket ifølge Leapmotor frigør over 19 procent ekstra plads i kabinen til passagererne.
Teknologisk bakkes platformen op af et 48-volts strømsystem, skybaseret software og en gennemgående ethernet-kabling i hele køretøjet.
Det er spændende teknologi, som Leapmotor her kommer med, selvom man på redaktionen godt kan stille spørgsmålstegn ved, om alt er strengt nødvendigt – for eksempel netop ethernet i kablerne.
Men alt i alt tyder det på, at kineserne rent teknisk er rigtig godt med i feltet.
Læs ogsåGuides og tips til valg af elbilDropper det klassiske 12-volts blybatteri
En af de mest opsigtsvækkende nyskabelser er selskabets CTC 3.0-batterikonstruktion.
Her har Leapmotor valgt at integrere lavvoltsbatteriet direkte i den store batteripakke, så det traditionelle 12-volts blybatteri helt elimineres.
Det fjerner en velkendt kilde til startproblemer i moderne elbiler, og selskabet planlægger endda at åbne teknologien som open-source for resten af branchen.
Sideløbende udvider de drivlinjerne med MM-i, et intelligent hybridsystem med hele ni køreindstillinger, der skal bringe nye plug-in hybrider ud på globale markeder ved siden af deres rene elbiler.
Læs ogsåStor guide: Her er de bedste elbiler under 200.000 kroner
Gratis opgradering af selvkørende teknologi
På softwaresiden præsenterede kineserne deres nye LWM-førerassistentsystem.
Filosofien er her skiftet markant, så LiDAR-sensorer fremover udelukkende fungerer som en sikkerhedsbackup, mens avancerede algoritmer løfter selve kørslen.
Leapmotor har lovet, at samtlige 350.000 eksisterende biler med den nødvendige hardware vil modtage en gratis, livslang opgradering til det nye system over luften.
De store teknologiske landvindinger forventes at få debut i slutningen af næste år.
Læs ogsåSeneste nyheder om elbilteknologiFlere nye modeller på vej til Danmark
Mens de store teknologiske landvindinger udrulles i de kommende år, sker der også store ting på dansk grund.
I dag er det primært den rummelige SUV Leapmotor B10, der tegner mærket i de danske udstillingslokaler, men modelprogrammet står over for en markant udvidelse.
Herhjemme gør Leapmotor nemlig klar til at introducere den kompakte B05, som går direkte i flæsket på populære elbiler som Volkswagen ID.3, Cupra Born og MG4 Electric.
Samtidig er den ultrakompakte B03X på trapperne, der med en startpris fra blot 149.990 kroner for alvor kommer til at udfordre de absolut billigste elbiler på det danske marked.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler