Android fortæller snart, når det er tid til at udskifte batteriet

Med en ny betaopdatering til Android 14 gøres der klar til at give mere indsigt i batteriets helbred, ligesom man kender fra iPhone. Funktionen ventes først klar i Android 15.

Android fortæller snart, når det er tid til at udskifte batteriet

Der går længere tid imellem, at vi udskifter vores telefoner. Vi har nemlig ramt et punkt, hvor forbedringerne fra model til model ikke længere er særlig store. Samtidig får telefonerne også softwareopdateringer i længere tid end tidligere. Google Pixel 8-serien får eksempelvis opdateringer i syv år.

Det betyder også, at vi skal holde mere øje med særligt batteriet tilstand. Det har længe været muligt i iPhone, men ejere af Android-telefoner har ikke haft samme indsigt i batteriets helbred.

Den nyeste betaopdatering til Android 14 afslører dog, at Google arbejder på at gøre noget ved netop dette. I den nye Android-betaversion kan man nu se forskellige indstillinger og statistiker relateret til batteriet. Det ser også ud til snart at blive muligt at se, hvornår batteriet skal udskiftes.

Læs også: Google klar med 11 nyheder til Android, Wear OS og Google TV

Android 14 gør klar til at give indsigt i batteriets helbred

Der findes allerede apps til Android, som gør det muligt at få et indblik i telefonens batteritilstand. Disse apps kræver dog, at man selv finder og installerer dem. De bygger også ofte på estimater ud fra analyser af ens opladninger frem for ægte systemdata om batteriets tilstand.

Det er her, at den nye, indbyggede funktion i Android 14 kommer ind i billedet.

I den seneste betaopdatering til Android 14 – den der hedder Android 14 Quarterly Platform Release 2 (QPR2) – ser det nemlig ud til, at det snart bliver muligt at få oplysninger om batteriets tilstand direkte fra batteriet. Funktionen vil dog formentlig først være tilgængelig, når Android 15 bliver lanceret næste år.

I den nuværende udgave kan man finde række indstillinger såsom batterideling og adaptiv opladning. Betaudgaven tilføjer oplysninger om batteriets fremstillingsdato og antal opladningscyklusser, som batteriet har været igennem.

Funktionen er dog ikke slået til som standard, og det skal derfor gøres manuelt. Fordi det er en betaudgave, viser skærmen dog endnu ikke korrekte oplysninger om ens telefons batterihelbred, men det menes at blive ændret til næste betaopdatering.

Foto: Google News

Mediet Android Authority har dog kigget nærmere på den nye Android-kode. Ifølge mediet tyder det på, at det snart vil være muligt at se tilstanden på batteriet.

Et batteri i en telefon vil, som alle andre batterier, gradvist blive forringet. Over tid vil kapaciteten forværres, og før eller siden vil det være tid til at udskifte batteriet til et nyt med fuld kapacitet.

Detaljerede oplysninger om batteriets tilstand i Android 15

Med den nye Android 14-betasoftware er grundstenene blevet lagt for muligheden for, at batteriet kan sende oplysninger direkte til din telefon.

Det betyder, at det, formentlig i Android 15 vil være muligt at se detaljerede oplysninger om batteriets tilstand og dermed få en indikation på, hvornår det er tid til at udskifte batteriet.

Det vil også blive muligt at se, om det er et originalt batteri, der sidder i telefonen, eller om det er blevet udskiftet.

Læs også: Mange Samsung-telefoner har manglet softwareopdateringer i månedsvis