Apple åbner igen op for iOS
Apple har annonceret en række ændringer, der vil blive implementeret i iOS-styresystemet til iPhones for brugere i EU. Det sker i et forsøg på bedre at leve op til EU’s forordning om digitale markeder (DMA).
Se også: Spar 50 procent ved at købe din iPhone brugt
Flere typer af standardapps i iOS 18
Som en konsekvens af it-gigantens ”igangværende og fortsatte dialog med Europa Kommissionen” tillader Apple fremover, at flere typer af apps kan indstilles som standardapps i iOS.
I dag kan man angive en standardbrowser, -mail, -markedsplads (appbutik) og app til kontaktløs betaling. Fremover kan man også skifte standardapp til opkald, beskeder, håndtering af adgangskoder, tastatur og spamfilter til opkald.
I foråret 2025 vil Apple gøre det muligt at angive en standardapp til håndtering af oversættelse og navigation.
Alle disse nye muligheder får nu plads i en ny sektion i Indstillinger i iOS 18 kaldet Standardapps. Apple oplyser, at ændringen ruller ud inden udgangen af året. Ordlyden indikerer, at vi nok ikke får funktionaliteten at se i iOS 18, men formentlig iOS 18.1 eller en lignende mindre efterfølgende opdatering.
Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones
Flere apps fra Apple kan afinstalleres
Apple giver også brugerne i EU mulighed for at afinstallere flere systemapps fra Apple. Det vil blive muligt at slette App Store, Beskeder, Fotos, Kamera og Safari fra en iPhone.
Dermed er det kun Indstillinger og Opkald, som ikke kan afinstalleres.
Safari-brugere bliver igen mindet om frit browservalg
Endelig får brugerne i EU også en opdateret skærm til valg af standardbrowser, hvis man har Safari angivet som sin standardbrowser – også selvom man tidligere er blevet præsenteret for valgmuligheden.
Den nye skærm til valg af standardbrowser har yderligere oplysninger om de forskellige tredjepartsbrowsere. Udviklere af tredjepartsbrowsere får samtidig også mere data fra Apple om, hvordan deres browser klarer sig på skærmen til valg af standardbrowser.
I Danmark kan man vælge mellem følgende browsere:
- Aloha
- Brave
- Chrome
- DuckDuckGo
- Ecosia
- Edge
- Firefox
- Onion Browser
- Opera
- Safari
- Vivaldi
- You
Vælger man en anden browser som standard fra denne skærm, vil Safari blive skiftet ud med den nye standardbrowser i Dock på hjemmeskærmen eller på første side af hjemmeskærmen. Hvis den valgte tredjepartsbrowser allerede er installeret, åbner den, så snart man har valgt den. Er den ikke installeret, begynder installationen.
Se også: Top 5: De absolut bedste iPhones
iOS bliver mere som Android
De seneste ændringer er en af flere, som Apple i det seneste års tid har foretaget i iOS for at leve op til EU’s forordning om digitale markeder, der tvinger selskaber som Apple til at åbne deres platforme for andre og skabe fair konkurrence på det digitale marked.
Apples iOS-styresystem har været kendt for at være lukket i en grad, som ikke ses i nogle andre udbredte styresystemer. På den måde har Apple haft stor succes med at fastholde iPhone-brugere i Apples økosystem, da det har været svært og ofte umuligt at bruge alternativer til Apples egne apps og tjenester på en iPhone.
Med de mange tiltag, som Apple har måttet implementere i iOS takket være EU, begynder iOS efterhånden at blive lige så åbent som Android.
Samtidig har man set nærmest den omvendte udvikling hos Google og med Android-styresystemet. Siden den første version af Android har styresystemet været utroligt åbent, men gennem årene er der blevet lukket ned for en del funktioner, som tidligere var muligt. For eksempel har mange producenter af Android-telefoner gjort det svært eller decideret umuligt at roote telefonerne – det vil sige opnå fuld systemadgang.
Der er også indført strengere kontrol over, hvilke data apps kan få adgang til. For eksempel kunne tredjepartsapps tidligere bruges til at optage telefonsamtaler, men det er ikke længere muligt. Google pønser også på at blokere installation af apps uden for Play Butik.
Se også: Top 5: Bedste iPhone til prisen