Hvor langt kan en elbil i dag køre, hvis man presser hver eneste watt-time til det absolut yderste?
Svaret er svimlende 1.338 kilometer på en opladning, hvilket netop har udløst en officiel Guinness-verdensrekord.
Rekorden er sat i en Audi A6 e-tron Sportback Performance, der har en officiel rækkevidde på 750 km.
Kørte 78 procent længere end WLTP-rækkevidden
Bag rattet sad den polske rallykører Miko Marczyk, som kørte turen på tværs af Polen i en Audi A6 Sportback e-tron Performance.
Bilen er fra fabrikken udstyret med et batteri på 94,9 kWh netto og en i forvejen flot WLTP-rækkevidde på op til 750 kilometer.

Det er meget imponerende, hvor meget rækkevidde han har formået at presse ud af Audien. Godt nok har den en lang rækkevidde i forvejen, men at kunne vriste næsten 80 procent ekstra distance ud af batteriet i forhold til den officielle opgivelse er ganske enkelt ekstremt.
Miko Marczyk endte med et nærmest uvirkeligt gennemsnitsforbrug på blot 7,09 kWh/100 km, hvor Audi selv oplyser et forbrug på 14,2 kWh/100 km for modellen.
Læs ogsåDisse elbiler har længst rækkevidde
Krævede sneglefart og tålmodighed
Rækkevidden skal selvfølgelig tages med et gevaldigt gran salt, for det er på ingen måde noget, man kan forvente ved normalt brug.
Forsøget foregik ganske vist på offentlig vej i almindelig trafik, men turen tog over 45 timer at gennemføre.
Det svarer til en beskeden gennemsnitsfart på under 30 km/t, kombineret med en snedig ruteplanlægning, der udnyttede faldet fra bjergene mod kysten.
Ikke desto mindre er bedriften tankevækkende. Den kan i den grad opfordre til, at man tænker over sin egen kørsel i hverdagen. Der kan spares kolossalt meget energi ved at sætte farten en smule ned og læse trafikken forude, så man undgår unødige opbremsninger og efterfølgende accelerationer.
Læs ogsåElbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen