Apple forlænger den gratis periode for satellittjenesten Nødopkald SOS
Apple har meldt ud, at de forlænger den gratis brug af satellitfunktionen Nødopkald SOS i iPhone 14.
Da Apple introducerede iPhone 14 i forskellige dele af verden i perioden september til oktober 2022, fik iPhone 14-ejerne to års gratis brug af den dengang nye satellittjeneste Nødopkald SOS via satellit. Den periode vil være slut for de første kunder om et års tid.
Læs også: Qualcomm dropper kopi af Apples Nød-SOS efter 10 måneder
Forlænger gratis adgang til Nød SOS via satellit med et år
Men nu er Apple kommet med en tidlig julegave til alle iPhone 14-ejere, som sætter pris på satellitfunktionen. Apple forlænger nemlig den gratis adgang til Nødopkald SOS via satellit med yderligere et år. Det er endnu uvist, hvad Nødopkald SOS via satellit kommer til at koste, når den gratis periode er slut. Med den nye udmelding kan Apple udsætte den beslutning endnu en tid.
Den gratis periode er ikke blevet forlænget for iPhone 15-ejere, hvilket betyder, at de, ligesom hidtil, har to års gratis adgang til satellitfunktionen. Hvis ikke Apple forlænger perioden for iPhone 15-kunderne på et senere tidspunkt, vil iPhone 14- og iPhone 15-ejere altså opleve at skulle til at punge ud for tjenesten nogenlunde samtidig – i henholdsvis september og november 2025.
Det køber samtidig Apple mere tid til at bestemme sig for en pris for funktionen. Det er dog formentlig ikke det, der er årsagen til forlængelsen. Apple ønsker med al sandsynlig at opbygge en stor brugerskare, som får skabt et langvarigt behov for Nødopkald SOS-funktionen. Dermed er de formentlig mere villige til at betale for tjenesten, når den gratis prøveperiode udløber.
Det er formentlig heller ikke helt tilfældigt, at nyheden falder nærmest samtidig med, at Qualcomm annoncerer, at sin direkte konkurrerende løsning er blevet skrottet efter bare 10 måneder. Det sker, fordi ingen Android-producenter udviste interesse for at integrere (eller betale for) Qualcomms funktion.
Læs også: Verdens første opkald via satellit gennemført med en almindelig telefon
Nødopkald SOS via satellit redder liv
Nødopkald SOS via satellit giver mulighed for at sende korte SMS-beskeder til alarmcentraler, selv hvis man ikke har forbindelse et mobilnet eller Wi-Fi. På den måde kan man få hjælp, hvis der sker en ulykke et område, hvor det ellers er umuligt at få kontakt med nogen.
Man kan også opdatere sin placering i Find Min-appen ved hjælp af satellitforbindelsen. I iPhone 15 har Apple desuden udvidet funktionerne i Nødopkald SOS til også at inkludere kontakt med vejhjælp via satellit, hvis bilen er brudt sammen.
Spørger man Apple selv, er der ingen tvivl om, at funktionen allerede har reddet mange menneskeliv.
“Nødopkald SOS via satellit har været med til at redde liv over hele verden. Vi hører fortsat historier fra vores kunder, der har været i stand til at få kontakt med nødhjælpsarbejdere, når de ellers ikke ville have været i stand til det: Fra en mand, der blev reddet, efter at hans bil var styrtet ned over en 400 meter høj klippe i Los Angeles, til forsvundne vandrere, der blev fundet i Appenninerne i Italien.”
Nødopkald SOS er endnu ikke tilgængelig i Danmark, men kan anvendes, hvis man rejser til lande, hvor funktionen er tilgængelig. Det gælder i Canada, USA, Frankrig, Tyskland, Irland, Storbritannien, Australien, Belgien, Italien, Luxembourg, Holland, New Zealand, Portugal, Schweiz, Spanien og Østrig.
Læs også: Nyheder om Android og iOS