Apple giver sig: Lader Spotify vise priser i sin app
Spotify har meddelt, at de efter mange års juridisk kamp har fået grønt lys af Apple til at vise information om priser på selskabets forskellige abonnementer i sin iOS-app.
Ændringen betyder, at brugere af Spotify i Europa nu kan få oplyst direkte i appen, hvad Spotify koster, hvis man abonnerer på musikstreamingtjenesten gennem Spotifys hjemmeside i stedet for inde i Spotify-appen. Abonnerer man gennem en iOS-app, er prisen nemlig højere for at kompensere for, at Apple tager kommission for alle køb foretaget i iOS-apps.
Se også: De bedste priser på brugte iPhones finder du hos Swappie
Forhindre Spotify i at linke til egen hjemmeside
Spotify har ikke ønsket at acceptere Apples nye, komplicerede forretningsvilkår, som blev lanceret som svar på EU’s forordning om digitale markeder (DMA).
I stedet udnytter Spotify, at Apple er blevet tvunget til at løsne grebet om musikstreamingtjenester. Det skete, efter EU-Kommissionen 4. marts afgjorde, at Apple overtrådte EU’s konkurrenceregler på området og idømte den amerikanske virksomhed en bøde på 1,8 milliarder euro.
Spotify har nu mulighed for at indsætte links i appen, som fører til sin hjemmeside. Men hvis denne viderestilling af trafik fører til køb på Spotifys hjemmeside tager Apple fortsat en del af beløbet i kommission. Derfor oplyser Spotify kun om priserne uden at linke til sin hjemmeside.
”Desværre kan Spotify og alle andre musikstreamingtjenester i EU stadig ikke frit give brugerne en enkel mulighed for at klikke på et link for at foretage køb i appen på grund af de ulovlige og rovdriftsagtige vilkår, som Apple stadig stiller trods Kommissionens afgørelse,” oplyser Spotify og tilføjer:
“Kampen fortsætter. Alle iPhone-brugere verden over fortjener grundlæggende information om, hvor meget tingene koster, når de kan drage fordel af gode tilbud og kampagner, samt hvor de kan købe de tilbud online. Hvis EU-Kommissionen håndhæver afgørelsen korrekt, kan iPhone-brugerne tilmed få flere fordele som mulighed for lavere priser og en bedre produktoplevelse i appen.”
Apple ville ikke godkende opdatering
Spotify har været i strid med Apple i EU siden 2019, hvor de indgav en antitrust-klage over Apples regler for apps udgivet i App Store.
Så sent som i marts klagede Spotify til EU-Kommissionen over, at Apple ikke ville godkendte en opdatering af Spotify, hvor information om priser på abonnementer og links til Spotifys hjemmeside var blevet tilføjet. Først nu har Apple givet Spotify lov til at tilføje disse oplysninger i sin app.
Se også: Se priser og tilbud på iPhones